Kunsten at se

Det kunne have været en stor billedhuggers monument over slaget ved Stalingrad. Modstræbende glider sorte, kantede og forvredne former over hinanden, en bys indvolde, presset ud, æltet i smerte. Og skulpturen ved siden af - et knejsende tårn i hvidt, organisk og pulserende, kunstnerens vision om en fjern galakses fremmedartede civilisation?

Det er stort, og bliver af en eller anden grund ikke mindre, når Kaj Zachrau forklarer, at værkerne er en klump fejlbrændte teglsten og et stykke ilanddrevet skumplast - begge dele strandfund, som har fået en enkel overfladebehandling og fod.

Den 79-årige tidligere praktiserende læge og nu meget praktiserende multikunstner fra Hørsholm kan sagtens skabe ud af eget hoved og direkte »fra tuben« som bevidnet af store, ekspressive oliemalerier, men hans helt store styrke er at se skønheden og dramaet i ydmyge brudstykker af vores fælles virkelighed: Sten, drivtømmer, gamle maskindele. Rustikke fund fra lange, forblæste vandringer langs danske kyster og fra hyggelig lørdagsroden i produkthandlerens rustbunker. Eller store farveprint når han har vendt sit Hasselblad mod de vulkanske farvestrømninger i en rusten skibsside.

Zachrau sammenstiller eller former sjældent sine fund til noget andet, som man for eksempel ser det hos Henry Heerup eller Robert Jacobsen, der skabte mennesker, dyr eller abstrakte fantasier med skrottet gods som råmateriale.

Zachraus fascination gælder typisk objekternes egne linjer og struktur. På hans udstillinger får man som beskuer en gave. Indtrykstrætte flimmerøjne falder til ro i studiet af to klippearters elegante zigzagfavntag i samme sten.

Jamen det er jo bare tilfældigheder, naturens lune? Både ja og nej. Stenen er jo udvalgt, og den står bestemt ikke tilfældigt. Kunstnerens tålmodige stenbor har skabt hul til fodens tap, så beskuervinklen bliver netop sådan. Drejer man stykket få grader er det - bare en tilfældig klump klippe. Arbejdet er et lærestykke i kunstens helt fundamentale virkemidler: Spænding, harmoni, disharmoni.

Zachraus store fotos fra rejser i hele verden kan man selvfølgelig ikke sådan manipulere med, men: Noget, der ved første blik ligner et almindeligt turistsnapshot af tårnene på Gaudis ufuldendte katedral i Barcelona, Sagrada Familia, giver lyst til at dvæle. I forgrunden er et lysende træ. I højre side lyser en lille gruppe mennesker i knaldrødt tøj op. Elementerne skaber en sær blanding af harmoni og uro. Og her: Foto af en gammel fisker i døren til bådehuset. Smukt, men også ret almindeligt, og alligevel bliver man hængende. For der er et eller andet ved - jo, indramningen: Passepartoutet har overflade af fiskenet, og rammen er kasserede brædder fra Holmens gamle bådehuse. Kunstlet, jovist, men Kaj Zachrau spænder vidt og vil gerne prøve nye genrer.

Han har travlt, som det nødvendigvis må være, når man først giver sig kunsten i vold som 67-årig. Produktionen er enorm. Hylde efter hylde i den store kælder under huset fyldes op med sten og andre objekter på fod. Malerier, collager og det nye speciale i form af en dialog mellem ramme og det indrammede (se foto), står i tætte rækker i stativer. Efter udstillinger på blandt andet Trommen i Hørsholm og Støberihallen i Hillerød har der været gode tilbud og enkelte salg, men som Zachrau siger: »Jeg er ikke så meget for at sælge - hver ting bærer jo på gode minder«. Kunstneren måler sig mere på menneskers reaktion end på et muligt udkomme - »det er skønt, når naboens børn samler en spændende sten op på strandturen og vil have den med hjem til mig«. Han har lært dem kunsten at se.