Kunstig befrugtning for tredje gang

I efteråret 2003 kunne nyhedsbureauet Reuters berette, at israelske kvinder nu har ret til at få udtaget sædceller fra deres afdøde mand eller samlever inden for de første 24-36 timer, efter at døden er indtrådt. Cellerne bliver derefter frosset ned og kan senere bruges til insemination - medmindre manden i levende live udtrykkeligt har modsat sig udsigten til at blive far post mortem.

En så liberal lovgivning vil næppe blive resultatet, når politikerne i dette forår skal revidere loven om kunstig befrugtning fra 1997 for anden gang.

Politikerne skal bl.a. tage stilling til, om den nuværende begrænsning for opbevaring af befrugtede æg skal forlænges til fem år eller helt ophæves. I Det Etiske Råd har et snævert flertal på ni ud af rådets 17 medlemmer tilkendegivet, at de ønsker tidsfristen for de cirka 10.000 årlige overskydende æg forlænget eller helt ophævet. Et stort mindretal - heriblandt rådsformand, overlæge Ole Hartling - mener til gengæld, at når en kvinde har opnået at føde et levedygtigt barn, skal de overskydende befrugtede æg destrueres. Rationalet er, at et menneskeliv indledes på tidspunktet for befrugtningen og at æg, der er befrugtet på samme tid, ikke må blive til børn med flere års mellemrum.

Da loven blev revideret første gang i 2000, blev opbevaringsfristen for befrugtede æg i fryseren forlænget fra et til to år. Begrundelsen herfor var at skåne kvinder for en ofte belastende ny hormonbehandling, når der ikke blev opnået graviditet i første omgang.

Danske fertilitetsklinikker destruerer årligt mange tusinde befrugtede æg for at leve op til loven fra 1997, og det lovforslag politikerne vil blive præsenteret for, vil formentlig tillade, at kvinder, som ikke har problemer med at få børn, vil få lov til at donere æg til andre kvin-der. I dag er det kun tilladt kvinder, der er i fertilitetsbehandling, at donere æg.

I maj sidste år vedtog et stort flertal af Folketingets medlemmer, at det skal være tilladt at forske i de befrugtede æg, der bliver tilovers i forbindelse med kunstig befrugtning. Forventningen er, at forskerne vil formå at kunne udvikle stamcellerne i fostrene til de cirka 200 celletyper, en menneskekrop er udstyret med. Ændringsforslaget vedrørte altså alene spørgsmålet om, hvad de overskydende befrugtede æg må anvendes til, og som politikerne af hensyn til dansk forskning fandt det relevant at få vedtaget, inden det samlede lovkompleks bliver gjort til genstand for en samlet debat i Folketinget.

Den allestedsnærværende glidebane

For ti år siden varslede britiske forskere, at de ville udtage æg fra aborterede pigefostre, således at de en dag ville kunne blive mødre. Samtidig var en 62-årig italiensk kvinde blevet gravid ved hjælp af kunstig befrugtning.

Siden dukkede der flere mødre op i bedstemoralderen. I Journal of the American Medical Association konkluderede forskere i 2002, at der ikke er nogen definitiv medicinsk årsag til at udelade kvinder fra forsøg på at blive gravide på grund af alder.

Det var og er begivenheder som disse, der har bidraget til frygt for at forplantningen kommer til at ske for meget i strid med naturen, og som har fået politikere, meningsdannere og andre til at tale om en etisk glidebane, hvis politikerne ikke sætter grænser.

Anklagemyndigheden herhjemme opgav i 1994 at gennemføre en sag ved Landsretten mod en af pionererne inden for kunstig befrugtning, speciallæge Peter Lundstrøm, som var ansvarlig for, at en kvinde var blevet gravid med et barn, som hverken hun eller hendes partner var biologiske forældre til. Speciallægen var tiltalt for at have doneret et befrugtet æg - som også dengang var forbudt - men blev ved byretten frifundet med den begrundelse, at han blot havde transplanteret ægget, hvilket var og er lovligt. Statsadvokaten for Sjælland valgte at frafalde sagen med den begrundelse, at Sundhedsministeriet havde stillet i udsigt, at lovgivningen ville blive præciseret senere i folketingssamlingen.

Loven om kunstig befrugtning blev fremsat i folketingsåret 1995/1996, men på grund af en omfattende debat, nåede den end ikke til 2.-behandling. Loven blev genfremsat uændret i folketingsåret 1996/1997, og for syv år siden nedkom Folketinget så efter en langvarig og noget kaotisk fødsel med det omfattende lovkompleks »Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.«

Lov nr. 460 omhandler alt lige fra en øvre alder for kvinder, der kan få adgang til kunstig befrugtning, over genetisk undersøgelse af det befrugtede æg til ægdonation og opbevaringstid for nedfrosne befrugtede æg.

Donation af ubefrugtede æg blev tilladt under forudsætning af, at donoren forbliver anonym for det modtagende forældrepar. Donation af befrugtede æg opnåede ikke accept.

Forudsætning for at der kan ske kunstig befrugtning, er, at enten sæd- eller ægcellen stammer fra det par, der modtager kunstig befrugtning, og at kvinden er under 46 år.

Der må ikke udvælges æg med henblik på, at kvinden føder et barn af et bestemt køn, medmindre det sker for at undgå en kønsbetinget arvelig sygdom. Og der må ikke forskes i en kvindes æg, medmindre formålet er at forbedre IVF-behandlingen - eller målet er at forbedre de teknikker der anvendes til genetisk at undersøge et befrugtet æg (præimplantationsdiagnostik).

Den vigtigste lov

En stor del af debatten forud for lovens vedtagelse handlede om, hvorvidt »bedstemødre« - dvs. kvinder over 45 år - skulle kunne få børn. Den daværende sundhedsminister, Yvonne Herløv Andersen (CD), havde barslet med et lovforslag, hvorefter alle kvinder, der endnu ikke var nået overgangsalderen, ifølge ministeren skulle have adgang til kunstig befrugtning.

Derudover var der uenighed om tidsgrænsen for, hvor lang tid et befrugtet æg måtte opbevares i fryseren. Lovforslaget sagde tre år, hvilket De Radikale vendte sig kraftigt imod. I den endelige lov blev opbevaringstiden fastsat til et år. »Loven handler om det mest essentielle i livet. Om menneskets tilbli-velse skal foregå i et laboratorium eller i et kærligt favntag«, lød det fra nuværende kirkeminister Tove Fergo (V).

Tre fjerdedele af loven handlede ifølge De Radikales Vibeke Peschardt om forbud: »Og det er udmærket at få forbudt det, vi kan kalde monsterforskningen«, konstaterede den radikale ordfører.

EkstraBladet kommenterede på lederplads lovforslaget: »I går havde Folketinget et lovforslag til førstebehandling, der har større betydning for fremtiden end nogen som helst anden lov, politikerne kan finde på at lave«.

Ingen forestillede sig formentlig dengang, at Danmark ville blive det land i verden, hvor antallet af kunstige befrugtninger er størst i forhold til indbyggertallet. Danmark foretog således i 2000 i gennemsnit 1.826 behandlinger for hver million indbyggere. Til sammenligning foretog man i USA samme år 250 behandlinger for hver million amerikanere.

Cirka hvert 25. barn i Danmark er et resultat af kunstig befrugtning. Selv for udenlandske par, der ønsker kunstig befrugtning, er Danmark et af de mest foretrukne steder.

Forbudt for læger

En af de mere kontroversielle paragraffer i loven fra 1997 er paragraf 3, hvoraf det fremgår, at kun en kvinde, der er gift eller lever i et ægteskabslignende forhold med en mand, kan blive kunstigt befrugtet.

I november 1997, kun godt en måned efter at den nye lov trådte i kraft, fremsatte en tværpolitisk gruppe i Folketinget et ændringsforslag, hvorefter enlige kvinder og lesbiske også skal have ret til kunstig befrugtning. I bemærkningerne til lovforslaget hed det blandt andet, at forbuddet mod at læger behandler enlige kvinder og lesbiske (...) ikke forekommer særligt velbegrundet og i det hele virker diskriminerende over for en stor gruppe mennesker. For-slaget blev nedstemt.

I forbindelse med lovrevisionen i 2000 forsøgte CD at få ophævet paragraf 3. Efter 2.-behandlingen blev forslaget nedstemt. Samtidig fremsatte Kristeligt Folkeparti et forslag, der ville forbyde insemination af kvinder, hvis ikke det er en læge eller en person under en læges ansvar, der foretager behandlingen!

Konsekvenserne af forslaget - at lesbiske og enlige dermed helt ville blive afskåret fra at blive insemineret - var forinden blevet udsat for heftig kritik. Bl.a. i Ugeskrift for Læger, hvor den daværende formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Hanne Mollerup, beskrev forslaget som »sundhedsmæssigt helt uanstændigt«.

Ved afstemningen efter 2.-behandlingen blev forslaget - som et af i alt 33 ændringsforslag - vedtaget med et snævert flertal, men da det samlede lovforslag ved 3.-behandlingen blev nedstemt, bortfaldt også ændringsforslaget.

I samme ombæring nedstemte et snævert flertal endvidere et forslag om brugerbetaling på kunstig befrugtning, der var begrundet i at sidestille adoption og kunstig befrugtning.

Derudover forsøgte ordførerne for Venstre, De Konservative og Kristeligt Folkeparti at få gennemtrumfet sociale kriterier for, hvem der kan komme i betragtning til kunstig befrugtning. Det lykkedes ikke.

Men senere samme år blev reglerne alligevel indsnævret. Det skete, da Sundhedsministeriet i en cirkulæreskrivelse til landets fertilitetslæger indskærpede, at par, der skønnes uegnede som forældre, ikke skal have adgang til kunstig befrugtning.

Inseminationspoliti

Andre faggrupper end netop læger - principielt både autolakerere, bibliotekarer, sygeplejersker og jordemødre - må altså godt inseminere enlige og lesbiske kvinder. Der er i hvert fald ingen regler for, at andre end læger ikke må. Ikke desto mindre gav det anledning til politikerrynker, da det i 1999 blev en sag, at jordemoder Nina Stork på sin klinik inseminerede enlige og lesbiske kvinder.

Efter regeringsskiftet i slutningen af 2001 genfremsatte Kristeligt Folkeparti med næsten identisk ordlyd sit to år gamle ændringsforslag, som - igen - mødte massiv modstand. Kun 32 medlemmer stemte for.

Tove Videbæk, Kristeligt Folkepartis sundhedspolitiske ordfører, afviste under andenbehandlingen, at partiet med sit forslag var med til at kriminalisere det at være lesbisk: »Det er helt ude i hampen ... Der er intet inseminationspoliti«.

Line Barfod fra Enhedslisten drog paralleller til 1920'ernes arvehygiejne, hvor samfundet blandede sig i, hvem der måtte få børn, og mindede om, at det ikke er ægteskabet, der er afgørende for, om børn får en god opvækst.

SF's Margrete Auken introducerede et andet perspektiv: »Det, som undrer mig, når jeg diskuterer de her ting med de lesbiske, er, at mange af dem er så utrolig optaget af, at det er deres egne gener, der går videre i børnene. Det er derfor påfaldende, at den genetiske fiksering ikke også drejer sig om barnets ret til genetisk kendskab til faderen«.

Samme år kom det frem, at læger foretager forundersøgelser på og hormonbehandler enlige og lesbiske kvin-der forud for, at de bliver insemineret på en jordemoderklinik. Efter et samråd med Folketingets sundhedsudvalg erklærede sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, at han ikke agtede at gribe ind over for denne praksis. Bl.a. fordi loven kun forbyder læger at foretage selve inseminationen.

Medieskabte frasorteringer

I dag lægges der hyppigst to æg op i kvinden, men - hvis hun er oppe i årene og hidtidige behandlinger ikke er resulteret i graviditet - kan man med loven i hånd lægge tre æg op.

I 2001 blev der fremsat et beslutningsforslag, der indebar, at der som hovedregel højst kan lægges ét befrugtet æg op i kvindens livmoder, hvis et par på forhånd afviser at blive forældre til mere end ét barn.

Politikerne var blevet fortørnede over, at formand for Flerlingeforeningen Freja til flere medier havde udtalt, at så godt som alle trillinggravide gennem de senere år var blevet tilbudt fosterreduktion alene på social indikation. Ifølge Venstres sundhedspolitiske ordfører, Ester Larsen, havde regeringen i denne sag »udvist en ligegyldighed og en passivitet som nærmest er rystende«.

Politikere fra Venstre, De Konserva-tive, Socialistisk Folkeparti, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti - samt løsgængerne Frank Dahlgaard og Ole Donner - ville have sat en stopper for, at der i forbindelse med flerfoldgraviditet foretages fosterreduktion uden nogen form for lovhjemmel. Fosterreduktioner - der ikke er omfattet af abortloven - blev i en lang årrække foretaget inden 12. uge i tiltro til, at dette - i forhold til abort - mere begrænsede indgreb var lovmæssigt i orden. Fosterreduktion blev altså anmeldt og registreret som abort.

Ifølge fertilitetslæger ville det fremsatte beslutningsforslag indebære, at kvindernes chance for at blive gravide ville halveres. Men derudover - påpegede de - var der ikke noget problem: Antallet af reduktioner var ganske få. Sammenlagt kunne Sundhedsstyrelsen for perioden 1998-2000 da også kun rapportere om tre tilfælde, hvor der var sket reduktion af et tvillingefoster, uden at der forelå medicinsk indikation herfor.

Sundhedsstyrelsen konkluderede i et notat fra januar måned 2001, at der ikke var grund til at ændre på gældende praksis. I de tilfælde, hvor en kvinde på forhånd tilkendegiver, at chancen - eller risikoen - for at føde tvillinger ikke er acceptabel for hende, bør der ikke tilbydes behandling.

Leder af Fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus, Jakob Ingerslev, mente ikke, at der bør gives særskilte begrundelser og gælde en særskilt moral for fosterreduktion, når man i øvrigt ved normale graviditeter kan vælge spontan abort inden 12. uge. Således - berettede han til Ugeskriftet - havde han selv imødekommet et forældrepars ønske om at få fjernet et tvillingefoster, fordi faderens arbejde indebar, at han en stor del af tiden opholdt sig uden for hjemmet. I princippet er der ikke forskel, mente Ingerslev - man slår et liv ihjel.

Mette Hartlev, næstformand i Det Etiske Råd, var derimod af den opfattelse, at fosterreduktion uden medicinsk indikation ikke er begrundet i et etisk rationale og derfor er problematisk: Kvindens selvbestemmelsesret gælder ikke ubetinget, mente Hartlev. Lovfor-slaget bortfaldt.

Udfordringen de hiv-smittede

Siden maj 2002 har man hjulpet par, hvor enten kvinden eller manden er hiv-smittet, til at føde børn med under en procent risiko for at bære smitten. Mandens sæd kan vaskes og centrifugeres fri for hiv-virus. Mens det for den hiv-smittede kvinde gælder, at hendes foster får medicin fra 3. semester, at hun føder ved kejsersnit, at det nyfødte barn får medicin i mindst seks uger, og at moderen undlader at amme sit barn.

At hjælpe hiv-smittede til at få børn kom på dagsordenen, da en fertilitetslæge rådspurgte Lægeforeningen om det etisk forsvarlige i at imødekomme en anmodning om kunstig befrugtning fra et par, hvor kvinden var testet hiv-positiv.

Lægeforeningen mente ikke, at hiv-smittede kvinder generelt bør afvises fra at få adgang til kunstig befrugtning, ligesom foreningen heller ikke fandt, at man med baggrund i et etisk rationale kan afslå en hiv-positiv kvindes ønske om hjælp til at få et barn på den sikreste vis.

Men politikere og professionelle debattører efterlyste en etisk debat og et lovindgreb for at sikre det ufødte barns rettigheder, herunder rettigheden til en mor, der ifølge modstandere formentlig ville være kronisk syg til hun dør - længe før barnet er flyttet hjemmefra.

Således mente Venstres sundhedspolitiske ordfører, Ester Larsen, at der var behov for, at nogen stod op imod det hun kaldte »voksenegoismen«.

Sundhedsstyrelsen foretog, på baggrund af den mediestorm, der rejste sig i anledning af Lægeforeningens kontante udmelding, en afvejning af de sundhedsfaglige aspekter og fandt, at i lighed med fx sukkersyge, karsygdomme og epilepsi kan hiv som sådan ikke udelukke en kvinde fra adgang til kunstig befrugtning.

Ad hoc-tilladelser

Loven fra 1997 tillader brug af præimplantationsdiagnostik, hvor det befrugtede æg undersøges for sygdomme, inden det når til fosterstadiet. Men kun som forskning - ikke som behandling.

I 2002 blev der skrevet adskillige spaltemillimeter om den nordjyske dreng Jason, der led af den sjældne og dødelige blodsygdom fanconi anæmi.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen gav tilladelse til, at drengens mor fik lov til at rejse til USA for at modtage kunstig befrugtning, hvor kun æg med den samme vævstype som hendes syge søns ville blive lagt op i livmoderen. Resultatet skulle gerne blive en søster eller bror, fra hvis navlestrengsblod der ville kunne transplanteres stamceller til den syge storebror.

Det var første gang, at der herhjemme blev taget stilling til de etiske problemer i forbindelse med ægsortering før kunstig befrugtning, og debatten bar præg af, at der langtfra var enighed om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at tillade, at et barn fødes med henblik på at blive brugt som donor.

Sundhedsministeren erkendte, at hans tilladelse ikke havde hjemmel i loven, men eftersom der ikke udtrykkeligt er formuleret et forbud, var han af den opfattelse, at tilladelsen ikke var ulovlig.

Denne ad hoc-tilladelse brød ifølge Kristeligt Folkeparti fuldstændig med intentionen i lovgivningen. Partiet fandt det således aldeles uetisk at frembringe menneskeliv som reservedele.

I januar i år dispenserede sundhedsministeren igen fra loven. Det skete, efter at forældrene til en fireårig datter med sygdommen osteopetrose havde været i både TV-Avisen og B.T. Pigens eneste mulighed for helbredelse er, at moderen bliver kunstigt befrugtet i udlandet med forudgående ægsortering - samme fremgangsmåde, som den Jasons mor fik tilladelse til: »Savannah får lov at leve«, lød B.T.s overskrift den 16. januar.

Ved lovens vedtagelse i 1997, revideringen i 2000 og når loven snart skal revideres for anden gang, stilles folketingsmedlemmerne frit, når de skal trykke på de røde, grønne og gule knapper i salen.

Dog forlød det for nylig fra Social-demokratiet, at partiet ikke længere vil fritstille sine medlemmer i de såkaldt etisk vanskelige spørgsmål. Der skal formuleres en partilinje og en decideret partidisciplin for bl.a. ikke at gentage et afstemningskaos, som da loven om kunstig befrugtning blev vedtaget for syv år siden. At et parti udtrykker en fælles holdning sikrer ikke blot en bedre lovkvalitet. Ifølge Socialdemo-kraternes sundhedspolitiske ordfører, Sophie Hæstorp Andersen, »fortjener befolkningen, at vi som parti tør mene noget om selv de svære etiske spørgsmål«.