Kunstværk eller galskabens kunst: Kulturarv vi skal passe på

For tiden vises »Ovartaci og galskabens kunst« på Kunsthallen Charlottenborg, og det er første gang, værket udstilles uden for dets faste rammer på museet på Psykiatrisk Hospital i Risskov, der nu skal sælges fra. Udstillingen giver anledning til at reflektere over forholdet mellem kunst og forestillinger om galskab. For hvornår kan kunst, der er produceret af mennesker, der lider af psykisk sygdom, reduceres til produkter af deres sygdom? Og skal det kaldes kunst på helt andre præmisser end den etablerede kunst?

Udstillingen er blevet meget positivt anmeldt i alle store danske dagblade, hvilket er sjældent for en kunstudstilling i Danmark. Der har efterfølgende været en livlig diskussion om, hvorvidt f.eks. kunstneren, der altid havde oplevet sig selv som kvinde og derfor skar sit lem af, skal kaldes »hun«, og om diverse udstillingstekniske detaljer, såsom om man gjorde de store papirfigurer ret ved at udstille dem bag glas. Der er bred enighed om værkets unikke kunstneriske kvalitet, hvilket de danske kunstnere Jorn og Heerup tidligere har påpeget. Kunstneren Kaspar Bonnen skriver sigende i nettidsskriftet Kunstkritikk: »Overtaciudstillingen er en meget velkommen visning af et stort, smukt, poetisk, åndeligt og mærkeligt arbejde af for mig at se en af vores største kunstnere«. I WA foreslås Ovartaci endda som kandidat til Den Danske Pavillion på Venedigbiennalen i 2019.

Men udstillingen er lanceret som #galskabens kunst og i præsentationen fra udstillingsstedet understreges »ønsket om at skabe øget dialog om, hvordan galskaben opfattes i vores samfund i dag og ikke mindst, hvordan den måde vi organiserer vores samfund på, har direkte indflydelse på menneskers mentale helbred samt på den måde, vi taler om dette mentale helbred«.

Det ligger ikke implicit i værket at skabe politisk debat om hverken køn eller mentalt helbred, men diskussionen afspejler måske kunstens evne til at være mere end sin afsenders intentioner og viser, at kunstværker til enhver tid er afhængig af deres kontekst.

Billedsamlingen har altid tilhørt Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor Louis Marcussen, som var kunstnerens borgerlige navn, boede det meste af sit liv, men samlingens fremtid er nu uvis. Aktuelt har det administrativt samme status som kontor- og hospitalsudstyr. Det, at værket nu løftes ind i kunstparnassets gyldne haller, kan give håb om, at det kan falde ind under de statslige kunstsamlingers beskyttende vinger. Det var der også andre værker af kunstnere med psykiske lidelser, der fortjener. F.eks. det helt fantastiske, utidigt feministiske og i samtidskunsten ofte citerede værk af Karoline Ebbesen, der i de 50 år, hun var indlagt på Sct Hans Hospital, broderede, syede, skrev, klippede og tegnede et enestående kunstværk frem. Hvis man sammenligner nogle af hendes værker med f.eks. den meget roste – og broderende – samtidskunster Gudrun Hasle, der er åbenlyst inspireret af Ebbesens værk, er det umuligt at gennemskue, hvem af skaberne der er en rost og anerkendt kunstner, og hvem der var livslang psykiatrisk patient. Samlingen gemmer sig stadig i kælderen i Sct. Hans Hospitals museum i Roskilde. Det er et besøg værd, der er åbent onsdage kl. 13.00-16.00.

Læge i hoveduddannelse i psykiatri, BA i litteraturvidenskab, Birgit Bundesen, birgit.bundesen@gmail.com

Interessekonflikter: ingen.