Det tyske lægepar Genzwürkers vil hellere bruge tid på patienter end på administration. Derfor sagde de farvel til deres praksis i Regensburg for at blive praktiserende læger i Varde. De ville ikke mere arbejde under forhold, der var præget af kontrol, mistillid og konstante krav om dokumentation.
Det er fredag eftermiddag i Lægehuset Sønderbro i Varde, og dagens sidste patienter er gået hjem. I venteværelset er der stolte portrætter af lægehusets læger siden 1921, og et sted i huset høres et par tyske gloser fra en indbyrdes snak. Så går døren op, og Christiane og Jürgen Genzwürker byder velkommen og viser rundt. På forbavsende godt dansk fortæller de om klinikken og samarbejdet med læge Knud Vam Madsen, sygeplejersken og sekretærerne.
Men hvorfor er de to tyske læger overhovedet i Danmark? Hvad fik dem til at rejse fra den praksis i Regensburg, de havde drevet sammen i 12 år?
»Vi kommer fra fremtiden«, siger Jürgen Genzwürker og forklarer, hvad han mener: At det, de oplevede ske i Tyskland, kan blive fremtid i Danmark.
»Vi håber det ikke, for det var ikke rart. Men vi har set tendenser til det samme, selvom der er afgørende forskelle: Her i landet står PLO stærkt med en høj organisationsprocent, og der er en anden samtalekultur. Jeg tror ikke, man i Danmark kan få forhold trukket ned over hovedet, som vi fik det i Bayern«.
De to tyske læger ville ikke længere arbejde under de forhold, der var blevet hverdag, og derfor forlod de deres by, deres netværk og alle de trygge forhold for at starte på en frisk i et andet land.
»Vi var modne til at prøve noget nyt, da vi i vort lægetidsskrift så en annonce fra Region Syddanmark. Da havde 8.000 praktiserende læger i Bayern netop holdt stormøde. Vi havde den største organisationsgrad i hele Tyskland, men kun omkring 40 procent ville være med til at tage de skridt, der kunne have ført til et egentligt oprør mod de nye forhold. Så vidste vi, at vi havde tabt«, siger Christiane Genzwürker.
På kort tid var det, der var blevet talt om i Tyskland i ti år, blevet virkelighed: De praktiserende læger fik af sygesikringen presset stramme rammer for ydelser og tid i forhold til den enkelte patient ned over hovedet. Hvis disse rammer bliver overskredet, går det ud over lægens honorar.
»Vi brugte mere og mere tid på administration og dokumentation og mindre og mindre tid på patienten. Vi kom til at arbejde op til halvdelen af vores tid gratis, ofte til hen på aftenen. Det var nødvendigt af hensyn til patienterne«, fortæller Christiane Genzwürker.
»Ja, og samtidig blev hele atmosfæren forgiftet af mistro og konstant kontrol. Vi havde et bestemt beløb pr. patient, og vi skulle dokumentere præcist, hvad tiden blev brugt til. Men hvordan kan man for eksempel dokumentere den vigtige snak med en patient om familieforhold, arbejdsforhold, sociale forhold osv., alt det, der også påvirker den almene tilstand? Det kan man jo ikke«, siger Jürgen Genzwürker.
Parret understreger, at dokumentation naturligvis ikke kan undværes. Problemet er, når kravene om dokumentation bliver ekstreme og dermed dagligt belastende.
Arbejdsglæden forsvandt, og Christiane og Jürgen Genzwürker ville væk. Andre læger sagde det samme, men de fleste nøjedes med at tale om det.
»Vi havde forskellige muligheder. Vi havde tilbud fra Australien og England, og vi kunne også komme til Schweiz. Det havde nok været nemmest rent sprogmæssigt, men så kom annoncen fra Danmark«, siger Jürgen Genzwürker.
»Det var den helt rigtige annonce på det helt rigtige tidspunkt. Vi kunne få tre måneders intensiv sprogundervisning på Vejle Sygehus, vi kunne blive tilknyttet en praksis i 11 måneder for at få indblik i det danske sundhedssystem, og derefter kunne vi rejse hjem, hvis det alligevel ikke var noget for os. Det var helt uforpligtende, så vi valgte at kaste os ud i det. Vores børn havde kun en enkelt betingelse: De ville have katten med«, smiler Christiane Genzwürker.
Det var ikke en let beslutning at forlade den praksis, de havde bygget op sammen. De var glade for Regensburg, som de betegner som en spændende universitetsby med masser af kultur og charme. Her gik de to ældste af deres børn i skole, og her havde familien sin omgangskreds.
Men skridtet blev taget, og de to tyske læger fik et godt indtryk af de danske forhold. De kan godt lide, at patienterne er tilknyttet en bestemt lægepraksis, for de er vant til, at patienterne kan vælge fra gang til gang, alt efter hvad de søger læger for. Her oplever de et andet læge-patient-forhold, og det tiltaler dem. Alligevel var de lidt i tvivl, da de skulle beslutte, om de ville blive. For var Danmark er på vej mod nogle af de forhold, de var rejst fra?
»Vi valgte at blive, for vi føler trods alt, at kulturen er en anden her i landet. Her sætter PLO og regionerne sig ned og taler i øjenhøjde om forholdene«, siger Jürgen Genzwürker.
I Region Syddanmark er det Rekrutteringsteam Almen Praksis, der arbejder for at sikre tilstrækkelig lægedækning, og fra dette team var projektleder Gitte Kristensen parat til at hjælpe det tyske lægepar videre.
Hun havde flere muligheder, der kunne vælges imellem, men »det brænder i Varde«, som hun sagde. Dermed endte lægeparret fra Regensburg med at blive brandslukkere i Varde, for efter et besøg og en samtale med læge Knud Vam Madsen og personalet i lægehuset, blev beslutningen taget.
»Og vi blev taget rigtig godt imod her i byen. Folk sagde spontant til os, at det var godt, vi kom«, siger lægeparret Genzwürkers.
De bor i Esbjerg, er glade for samarbejdet med Knud Vam Madsen og deres praksisteam, og hele familien er faldet til i Danmark. De vil gerne blive her og forventer da også at være her resten af deres arbejdsliv. Men ikke for enhver pris:
»Vi tror det ikke, men skulle forholdene ændre sig og komme til at ligne dem, vi rejste fra i Tyskland, ja, hvorfor skulle vi så blive? Men det må ikke ske. Man skal passe på det gode, man har. Mister man det, kommer det aldrig tilbage«, siger Christiane Genzwürker.
