Skip to main content

Lægeforeningen: Afsæt penge til de nære sundhedstilbud

Økonomiforhandlingerne mellem regeringen, regionerne og kommunerne bør munde ud i et væsentligt boost til det nære sundhedsvæsen, mener Lægeforeningen.

24. maj 2016
2 min.

Der skal sættes penge af i økonomiforhandlingerne til at virkeliggøre de politiske ambitioner om det nære sundhedsvæsen, mener Lægeforeningen.

Ellers er der risiko for, at de anbefalinger, som sundhedsministerens udvalg om det nære sundhedsvæsen kommer med senere på året, ikke kan føres ud i livet, skriver foreningen på sin hjemmeside.

”Det er ikke acceptabelt for patienterne, at der i dag er så stor forskel fra kommune til kommune på, hvad de kan tilbyde på sundhedsområdet. Nogle kommuner har fine tilbud, mens det andre steder halter gevaldigt. Tiden er nu inde til at gå fra mange forskellige løsninger i kommunerne til, at de alle kan levere en kvalitet, som patienter og læger kan regne med. Hvis de praktiserende læger skal spille en større rolle, skal der også tages højde for det i aftalerne med regionerne og kommunerne”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Det er især de kommunale tilbud til patienter, der udskrives de de stadigt mere specialiserede sygehuse.

”De nye specialiserede sygehuse er jo indrettet efter, at patienterne skal have andre tilbud i det nære sundhedsvæsen efter kort tid. Hvis ikke kommunerne har de rette tilbud, og hvis ikke der er et tæt samarbejde mellem kommuner, regioner og praksis, så bliver patienterne ikke ’grebet’ efter at være udskrevet. Det er at svigte en svag gruppe, og derfor skal der sættes ressourcer af til denne vigtige opgave nu”, siger Andreas Rudkjøbing.

Desuden opfordrer Lægeforeningen til at afsætte penge til uddannelse af personalet i kvalitetsarbejde.