Lægekonsulenternes opgaver

En af lægeprofessionens mest problemfyldte discipliner er utvivlsomt opgaven som lægekonsulent. Konsulenterne bevæger sig i en evig balancegang mellem myndighedernes ønske om at have flest mulige oplysninger ved afgørelser om fx førtidspensioneringer og patienternes forhåbninger om ikke at blive mødt med et afslag. En hårfin balance, som det hedder i en reportage i dette nummer af Ugeskrift for Læger, hvor socialministeren truer med at komme efter kommuner, der giver lægekonsulenterne for stor indflydelse. Der er imidlertid ikke tvivl om opgavefordelingen mellem de forskellige parter i pensionssager. Det er fastlagt i en fælleserklæring fra Lægeforeningen og Socialministeriet fra november 1998 efter en strid om lægers ret til at udtale sig om arbejdsduelighed.

Fælleserklæringen præciserer, at det er lægekonsulentens opgave at bistå kommunen i sagsbehandlingen, herunder vejlede kommunen om, hvordan patientens helbredsmæssige situation bedst kan dokumenteres. Det påhviler kommunen nøje at beskrive formålet, når man indhenter lægelige oplysninger, så lægen kan svare meningsfyldt og tage de oplysninger med, som er relevante. Lægen kan foretage en beskrivelse af patientens funktionsniveau, der er relevant i forhold til eventuelle sygdomme, og hvordan sygdommene kan have indflydelse på forskellige arbejdsfunktioner. Afgørelsen sker på grundlag af en samlet vurdering af relevante oplysninger, hvoraf lægelige oplysninger udgør en delmængde. Den attestudstedende læge har ret til at beskrive en patients arbejdsduelighed, men det er suverænt de sociale myndigheder, der har kompetencen til at afgøre spørgsmålet om tildeling af førtidspension.

Der er altså ikke tvivl om ansvarsfordelingen mellem de tre parter i en sag om helbredsbetinget førtidspension. Men helt så sort-hvidt er det så heller ikke. Kommunerne er ikke altid gode til at formulere, hvilke oplysninger der er brug for at indhente fra lægerne. Alt for ofte ses en standardtekst, som ikke har nogen sammenhæng med den konkrete sag. Lægerne anmodes jævnligt om at vurdere forhold, som lægen ikke har faglig baggrund for at beskrive, fx om en patient kan færdes trafikmæssigt forsvarligt ved brug af elkøretøj, om patienten selv kan køre med offentligt transportmiddel etc. Der kan efterspørges oplysninger om en persons gangdistance. Lægen kan anmodes om at vurdere, om en person vil kunne arbejde i en butik etc.

Det ville være ønskeligt, om kommunen overvejer mere præcist, hvad lægen skal anmodes om at belyse, i stedet for blot at fremsende en byge af standardspørgsmål. Måske er det i denne fase, at kommunen skal gøre brug af lægekonsulentens ekspertise. Konsulentens lægefaglige baggrund gør ham formentlig mere egnet til at formulere de relevante spørgsmål i den konkrete sag end en sagsbehandler eller en socialrådgiver.

Læger bliver undertiden beskyldt for i attester at komme med udmeldinger om, hvilken ydelse borgeren skal have og om borgerens arbejdsevne. Det er imidlertid ofte kommunerne selv, der er skyld i dette. Lægeforeningens Attestudvalg har fra kommuner set en del eksempler på formuleringer, der lægger op til, at lægerne udtaler sig. Der er endda set eksempler på supplerende forespørgsler fra kommunerne i tilfælde, hvor lægen i forbindelse med en Statusattest ikke havde vurderet arbejdsevnen, f.eks.: »Desværre ses spørgsmålet om en vurdering af, om helbredsforholdene aktuelt medfører fuld uarbejdsdygtighed i ethvert erhverv, ikke at være besvaret«. Vi er enige om, at det ikke er lægens opgave.