Skip to main content

Lægemiddelindustrien: Hospitalerne skal selv bremse svindellæger

Selv om forskningspengene, som enkelte læger er blevet afsløret i at bruge til private formål, i flere tilfælde stammer fra medicinindustrien, er det hospitalernes ansvar at få styr på reglerne, siger chef i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.

Ida Sofie Jensen er koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, Lif. Foto: Lif
Ida Sofie Jensen er koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, Lif. Foto: Lif

Anders Heissel, ah@dadl.dk

23. jun. 2014
3 min.

Når læger misbruger forskningspenge til private formål, så er det i virkeligheden hospitalets regler som svigter, de regler skulle have sat en stopper for det. Selv om pengene ofte stammer fra medicinindustrien, siger Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lif, Lægemiddelindustriforeningen.

”Den aftale om udførelse af kliniske forskningsforsøg, som vi som virksomheder indgår med hospitalet, handler om, at vi betaler en fast pris per patient, som er med i forsøget. Den pris er sat af hospitalet, og når pengene er betalt, er pengene ude af virksomhedernes hænder og er dermed hospitalets penge. Dermed er det også hospitalets ansvar at sikre, at de penge, bliver brugt på den rigtige måde. Firmaet har efterfølgende ikke mulighed for at kontrollere, hvordan de penge bruges,” siger Ida Sofie Jensen.

Når pengene er betalt, er pengene ude af virksomhedernes hænder og er dermed hospitalets penge. Dermed er det også hospitalets ansvar at sikre, at de penge, bliver brugt på den rigtige måde. Ida Sofie Jensen, koncernchef for Lif, Lægemiddelindustriforeningen

I sidste uge kunne Region Midtjylland blotlægge, at ni forskere – heraf otte læger – har misbrugt forskerpenge til privat brug. De ni forskere - seks fra Aarhus Universitetshospital og tre fra Hospitalsenhed Midt – har misbrugt forskningsmidlerne på private rejser og dyre restaurantbesøg, og den en forsker er desuden politianmeldt.

Afsløringen kommer efter, at regionen har gennemgået de eksternt finansierede forskningsprojekter, som årligt har et budget på 654,4 mio. kroner i regionen.

Pengene stammer fra medicinindustrien, men kernen er, at de enkelte læger ikke har fulgt hospitalets interne regler, siger Ida Sofie Jensen.

”Det er ulykkeligt, at samarbejdet mellem læger og lægemiddelvirksomheder endnu en gang mistænkeliggøres, fordi enkelte læger ikke følger reglerne. Og derfor er det selvfølgeligt fint, at reglerne bliver skærpet,” siger hun.

Men kan medicinindustrien leve med, at nogle af jeres penge bliver brugt på private rejser og restaurantbesøg?

”Det er ikke rart at høre, og noget tyder på, at prissætningen er forkert, hvis der er overskydende penge, som så bruges til ikke forskningsrelaterede aktiviteter. Men det er svært for os at gøre noget ved, for det er hospitalet, der sætter prisen. Og hvis den pris er konkurrencedygtigt i forhold til, hvad andre – også internationalt – hospitaler prissætter, så er det prisen.”

Vil I gøre noget ekstra for at sikre jer, at pengene bliver brugt på den rigtige måde?

”Vi vil spørge kritisk til prisen og administrationen af pengene, næste gang vi laver en aftale. Jeg vil ikke forholde mig til, om vi skal bruge det til at presse priserne, for det afgørende er, at hospitalerne skal gå forrest og få styr på dette område ved at lave klare regler. Hvis ikke der bliver gjort noget, vil det i sidste ende betyde, at firmaerne fravælger at lægge deres forskning i Danmark til fordel for andre lande, hvor der er mere kontrol,” siger Ida Sofie Jensen, der dog glæder sig over, at der ikke er fusket med selve forskningen.

”Jeg glæder mig over, at der ikke er konstateret uregelmæssigheder i forskningen og håndteringen af data. Det ville være forfærdeligt og meget ødelæggende,” siger hun.