Skip to main content

Læger frygter øget attest-byrde

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

3. maj 2012
2 min.

De praktiserende læger frygter endnu mere attest-arbejde, efter at Folketinget har vedtaget, at lønmodtagere har ret til erstatningsferie, hvis de bliver syge under ferien. Det gælder dog kun fra den femte sygdomsramte feriedag - fordelt over hele året.

Deres arbejdsgivere får nemlig muligheden for at kræve en lægeerklæring som dokumentation for, at deres ansatte virkelig har været syge under ferien.

"Heldigvis er der tale om en aktuel erklæring. Du kan ikke været bortrejst i 14 dage og komme hjem igen til egen læge og få en erklæring. Du skal få den hos en stedlig læge. Det er et fornuftigt princip", siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens attestudvalg.

Ikke desto mindre regner hun med et øget pres. For eksempel fordi arbejdstagerne ønsker at få deres sygdomsramte feriedage dokumenteret.

"Lad os sige, du er syg fem dage i din sommerferie. Det har du ikke ret til erstatning for. Så er du på ferie 14 dage om efteråret, og der er du syg i tre dage. Dem har du ret til erstatningsferie for. Min bekymring er, om f.eks. fagforeningerne kunne anbefale deres medlemmer, at de skal sørge for at gå til lægen ved hver sygeperiode under ferier, for så ligger der dokumentation i lægens journal", siger Jette Dam-Hansen.

Det kan både blive en byrde for de praktiserende læger og for samfundet, som skal betale for disse konsultationer. Selve attesten skal patienten betale for.

Loven er vedtaget med virkning pr. 1. maj. Attestudvalget vil komme med en vejledning i bl.a. PLO Orientering.