Læger har svært ved ledelse

Når en praktiserende læge træder ind i sin praksis for første gang, træder han også ind i rollen som leder og arbejdsgiver. Det er langt de fleste læger for dårligt forberedt på. De kender ikke deres rettigheder og pligter som arbejdsgiver, de kender ikke en vigtig love som funktionærloven, de har ikke sat sig ind i overenskomsterne med personalegrupperne i praksis, og de har slet ikke gjort op med sig selv, hvilken ledelsesprofil, de vil have.

Det mener advokat Kirsten Lindahl, som for Lægeforeningen har undervist bl.a. praktiserende læger i administration siden 1982 og frem til sidste år. På sine kurser har hun bevidst provokeret læger til at tage deres egen håndtering af arbejdsgiverrollen op til revision. Med verbale granater har hun sprængt huller i deres selvsikkerhed i et forsøg på at få dem til at forstå, at ledelse af en praksis kræver, at en læge erkender sine mangler og søger rådgivning, hvis det er nødvendigt.

- En klejnsmeds approach er helt anderledes end en læges, hvis han gerne vil have sit eget værksted. Han erkender, at han er god til at smede, men han ved intet om virksomhedsdrift. Derfor søger han straks iværksætterrådgivning. Det kunne en læge aldrig drømme om, siger Kirsten Lindahl og begrunder det med, at læger qua deres lange uddannelse og selvopfattelse ikke regner virksomhedsdrift for noget særligt.

Det er lægen der bestemmer

Når hun har undervist praktiserende læger om arbejdsgiverpligter og rettigheder, har hun tydeligt fornemmet lægernes usikkerhed og overraskelse over, hvor meget de ikke ved til trods for, at de allerede sidder med ansvaret. Når hun nævner love og overenskomster, de som arbejdsgivere i en lægepraksis bør være bekendt med, kigger hovedparten af kursisterne dybt ned i gulvet. I pauserne og efter kursets afslutning sidst på aftenen, får hun travlt. For så kommer lægerne en efter en hen til hende og betror hende problemer i deres praksis, hvor det er tydeligt, at de har meget svært ved at tackle arbejdsgiverrollen. Det kan være to sekretærer, der er kommet op at toppes om noget så banalt som, hvem der skal sidde hvor. Eller det kan være uenigheder om ferieplanlægningen eller arbejdsfordeling. Uanset problemernes størrelse, spreder de gift i hele klinikkens arbejdsklima. Og lægen har svært ved at finde chefkasketten frem og få problemet aflivet en gang for alle.

- Det er muligt, at de er gode til at skære i ryggen, men de aner ikke, hvordan de skal skære igennem en konflikt i klinikken. Derfor råder jeg læger til, at de skal se sig selv i spejlet og sige til sig selv, at det er dem, der bestemmer, siger hun.

Voksende bevidsthed om ledelse

Praktiserende læge og formand for den nystiftede Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening, PLA, Yves Sales, vil godt give Kirsten Lindahl ret et langt stykke af vejen. Tarzan-syndromet lever stadig i bedste velgående. Men han mener dog, at læger bliver bedre og bedre til at søge rådgivning. Et stigende antal henvendelser til P.L.O. fra læger med arbejdsgiverrelaterede spørgsmål og problemer var således anledningen til at stifte PLA. På bedste beskub har P.L.O. forsøgt at hjælpe lægerne, men efterhånden blev det tydeligt, at det var nødvendigt at oprette en selvstændig afdeling, en søsterorganisation, der kunne betjene lægerne med arbejdsgiveransvar professionelt.

- Der er sket et skift i de senere år. Ledelse er mere strømlinet i praksis i dag end for år tilbage, hvor lægerne »hyggede« sig mere og ikke var så omklamret af krav og regulativer som i dag. Der er helt klart en øget bevidsthed om praktiserende læger som ledere, siger Yves Sales.

Til trods for, at PLA formelt først var flyvefærdig ved nytår, kunne formanden allerede i november 2002 tælle 1.800 medlemmer, hvilket er godt 75 procent af de praktiserende læger med klinikpersonale. Det ser Yves Sales som et bevis på, at ledelse har fået mere plads i lægers bevidsthed.

- Det er rigtigt, at der er mange læger, som finder det meget svært og pinligt at tackle problemer med de ansatte. Det er en overvindelse for dem at påtage sig lederrollen, og de er slet ikke klædt på til det, siger Yves Sales.

Han mener dog ikke, at ledelse skal ind som fag på lægeuddannelsen. Det er en kunnen, som må komme til siden hen i form af kurser og efteruddannelse, mener han.

Kirsten Lindahl er overbevist om, at der er et meget stort behov for at forberede de unge læger på, hvad det er for udfordringer, de går i møde, når de nedsætter sig som praktiserende læger.

- I alle de år jeg har undervist, har jeg skreget op om, at det var de yngre læger, vi skulle have i tale, inden de nedsætter sig som praktiserende. Der er en udstrakt kursusvirksomhed i ledelse, men den har den overhængende fejl, at kurserne er for læger, der allerede har etableret sig i praksis, siger hun.

Større klinikker kræver mere ledelse

Yves Sales er åben over for, at PLA også med tiden kan forsøge sig som kursusarrangør, men i første omgang vil PLA koncentrere sig om at forhandle overenskomster med især HK og DSR, sekretærerne og sygeplejerskernes fagforeninger.

- Nu vil vi først forsøge at klæde lægerne bedre på med nye overenskomster, og så skal vi sørge for, at de kan få en kvalificeret hjælp, når de kontakter PLA, siger han og understreger, at netop den tiltagende mængde henvendelser beviser, at lægernes bevidsthed om ledelse er voksende.

Og lægerne er nødt til at forholde sig til lederrollen. Især i en tid, hvor antallet af personalegrupper i klinikker vokser, og der kommer både større og flere kompagniskaber med deraf følgende større behov for ledelse.

- Det er klart, at det ledelsesmæssigt også kan give særlige problemer, at der i kompagniskaber er mange høvdinge om få indianere, siger Yves Sales, der selv kender flere eksempler på kompagniskaber, der er gået i opløsning, fordi lægerne ikke havde gjort sig klart, hvordan de skulle fungere hver især og sammen som ledere. Men han er ikke sikker på, om tendensen med, at kompagniskaber vokser sig større, vil give flere tydelige ledelsesproblemer. Det kan gå begge veje.

- Enten giver det flere problemer, at lægerne får et større personale at lede, eller også tvinger det dem til at tage ledelsesrollen mere professionelt, og dermed blive bedre ledere, siger han.

Unge læger skal tænke sig om

Kirsten Lindahl råder læger i kompagniskaber til, at kun én tager arbejdsgiveransvaret på sig. Alt andet bliver for let til noget rod og til forvirring for personalet.

- Det er svært at have en arbejdsdeling mellem chefer. Det bliver let sådan, at den, der har vagten også sætter dagsordenen, og den kan være forskellig fra, hvad der var gældende i går. Lægerne skal være meget enige om, hvad der skal meldes ud til personalet, siger hun og tilføjer, at ledelsesopgaven ikke bliver lettere, når der også er ægtefæller ansat blandt personalet, hvilket er meget normalt i lægeklinikker.

Unge læger, der køber sig ind i en praksis, kan også sagtens komme ud for, at de overtager en eller flere sekretærer, som har et helt arb ejdslivs erfaring i samme klinik, og som måske stadig har deres loyalitet plantet solidt hos den afgående læge.

Deres skepsis og magt kan være virke lammende på den nye, mener Kirsten Lindahl. Hun råder derfor unge læger til at ruste sig mentalt til lederrollen.

Hvis jeg skulle være praktiserende læge, ville jeg sætte mig ned og kigge ud i luften, indtil jeg havde jeg gjort mig fuldstændigt klart, hvordan jeg ville lede praksis og få samarbejdet til at fungere med personalet. Først når jeg var afklaret, ville jeg meddele personalet, hvordan jeg vil have det, siger advokat Kirsten Lindahl og tilføjer, at en leder ikke må være bange for at træffe upopulære beslutninger og tage ansvar.

Antal ansatte i lægepraksis

Ud af ca. 2.100 praksis havde:

77,4 procent ansat sekretær, i alt 2.063 sekretærer.

28,7 procent ansat sygeplejerske, i alt 610 sygeplejersker.

8,4 procent ansat bioanalytiker, i alt 174 bioanalytikere.

21,5 procent ansat medhjælpende ægtefælle.

Kilde: Praktiserende Lægers Organisation, Praksistælling 1999.

Antallet af kompagniskaber

Ultimo 2001 var der 3.547 praktiserende læger.

Heraf arbejdede 68,8 procent i kompagniskaber.

852 læger arbejder i 2-mands-kompagniskaber.

567 læger arbejder i 3-mands-kompagniskaber.

372 læger arbejder i 4-mands-kompagniskaber.

185 læger arbejder i 5-mands-kompagniskaber.

110 læger arbejder i 6-mands-kompagniskaber og derover.

Praktiserende Lægers Organisation vurderer, at tendensen går støt og roligt mod flere og større kompagniskaber.

Det er typisk nye læger, der finder sammen i kompagniskaber.

Kilde: Praktiserende Lægers Organisation, Praksistælling 1999.