Læger skal kende både medicin og jura

»Jeg er bange for, hvor længe jeg når at være læge, før min karriere bliver bremset, før den overhovedet kommer i gang«.

Sådan siger kommende KBU-læge Michelle Iris Jakobsen. Hun er én af 20 yngre læger, der er mødt op i Roskilde til det første kursus om sundhedsjuridiske aspekter, der bliver holdt i de fem regioner i samarbejde mellem Yngre Læger og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kurset er et forsøg på at besvare nogle af de mange spørgsmål, læger har haft efter Svendborgsagen, uden at det beskæftiger sig konkret med den verserende sag. Det er dog tydeligt, at den er i centrum for de fremmødte læger, og spørgsmålene om tidstro dokumentation, omfanget af journalføringen og ansvarsdeling fylder mest.

Der er stadig en uge til, at Michelle Iris Jakobsen står i virkeligheden på Køge Akutmodtagelse, men i sin barsel har hun fulgt Svendborgsagen, og det har ført til bekymringer om, hun ved nok om det juridiske perspektiv i den kliniske hverdag.

Og der er god grund til at sætte sig ind i reglerne, siger én af underviserne, afdelingslæge Susanne Scheppan, der sidder i Lægeforeningens Lægeansvarsudvalg, til de fremmødte.

»Flere og flere henvender sig for at få rådgivning, og hvis man ser på statistikken, så er det ikke om man får en klagesag, men hvornår. Statistisk set svarer tallene til, at en læge vil få en klagesag hver femte år. Så man kan lige så godt forberede sig på det, især hvis man har at gøre med den første patientkontakt«, forklarer hun.

Så snart som muligt

I tiden efter Svendborgsagen har der været mange diskussioner om tidstro dokumentation og mundtlige ordinationer, og gennemgangen af journalføringsbekendtgørelsen giver anledning til endnu en omgang.

Betina Keldorff, cand.jur. og specialkonsulent i Styrelsen for Patientsikkerhed, gennemgår reglerne for, hvornår der skal skrives journalnotater og citerer fra Autorisationslovens §22, stk. 2:

»Oplysningerne skal journalføres så snart som muligt efter patientkontakten. Det skal fremgå, hvem der har indført oplysningerne i patientjournalen og tidspunktet herfor«.

»Hvordan opfatter I, »så snart som muligt«?«, spørger Susanne Scheppan ud i rummet.

»Det er elastik i metermål, for det afhænger jo af konteksten, man er i«, byder en yngre, mandlig deltager ind med.

Og det har han ret i. Det er nemlig op til den enkelte læge at vurdere situationen, og hvornår det snarest muligt er hensigtsmæssigt at skrive relevante journalnotater.

»Man skal forstå, at »så snart som muligt« ikke er det samme som tidstro. Der står ikke noget i loven om, at det skal være tidstro. Så selvfølgelig skal man allerførst tage sig af de patienter, der f.eks. er livs- og førlighedstruede, og så må man skrive journalen bagefter«, forklarer Susanne Scheppan.

Hun understreger dog, at journalen skal være færdig, inden man går hjem fra vagt, og at man må blive, indtil den er det. På et hospital er »så snart som muligt« senest, når man overlader patienten til en anden, så plejepersonale kan udføre ordinationer, eller en læge kan overtage behandlingsansvaret med den nødvendige viden.

Hvad skal stå i journalen?

I Svendborgsagen fik den yngre læge ikke noteret i journalen, at hun havde ordineret en blodsukkermåling og netop spørgsmålet om, hvad der skal journalføres, fylder en del.

»Skal vi skrive specifikke tidspunkter ind?«, »Skal jeg tjekke, at mine ordinationer er udført« og »Hvor meget skal jeg skrive i journalen«. Spørgsmålene er mange blandt de fremmødte.

»Patientjournalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Det er sundhedspersonen, der står i lige netop den specifikke situation, der ved, hvad der er nødvendigt«, forklarer Betina Keldorff. Susanne Scheppan støtter, at lægerne skal bruge deres faglige skøn i situationen.

Henrik Kristensen, cand.jur. og chefkonsulent i Styrelsen for Patientsikkerhed, uddyber, at det eksempelvis også indebærer relevante negative fund.

Skulle det glippe, så er det et almindeligt retsprincip, at tvivlen kommer den indklagede til gode, og det gælder også for læger. Hvis lægen siger, at en procedure er foretaget, selvom den ikke er journalført, så bliver det som udgangspunkt lagt til grund. I stedet gives der kritik for journalføringen, ikke for en manglende procedure.

Men det betyder ikke, at en mangelfuld journalføring er lig med politianmeldelse. Det er vigtigt for styrelsen at understrege.

»Selvom lægen ikke har skrevet noget, betyder det således ikke, at vi i styrelsen automatisk lægger til grund, at der er givet en mangelfuld behandling. Og vi vil gerne understrege, at ikke en eneste læge er blevet politianmeldt af Styrelsen for Patientsikkerhed alene for en journalføringsfejl«, siger Henrik Kristensen.

Ansvaret ligger hos den, der skriver notatet

Tal fra Lægeforeningen viser, at det er lægerne i forreste række, der oftest er centrum for klagesager, og det er ofte yngre læger. Derfor er det ekstra vigtigt, at yngre læger er opmærksomme på, hvad der bliver skrevet i journalen og hvem, der skriver det.

»Hvis I rådfører jer med f.eks. en bagvagt eller en speciallæge, så er det jeres ansvar at journalføre, hvorfor I rådførte jer, hvem I har talt med, og hvad der er blevet besluttet«, siger Susanne Scheppan.

Hun uddyber, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan ansvaret er fordelt og hvem, der står med det i sidste ende. Det betyder også, at bagvagten skal notere sine interaktioner hver gang.

»Hvis bagvagten har set en patient eller har rådgivet telefonisk, skal vedkommende lave sit eget individuelle journalcitat. Det står i loven«, siger Susanne Scheppan.

»Også ved telefonisk rådgivning?«, bryder en deltager overrasket ind. Og det er tydeligt, at den oplysning kommer bag på mange af de fremmødte.

»Vi har en vejledning om telemedicin, der drejer sig om kontakt mellem sundhedspersoner via et medie, som f.eks. en telefon. Vejledningen er soleklar og siger, at hvis specialist giver konkret faglig rådgivning, så er der journalføringsansvar for specialisten«, siger Henrik Kristensen.

Det adskiller sig altså ikke fra alle andre faglige vurderinger, der i relevant omfang skal journalføres.

Henrik Kristensen forklarer, at bagvagten af praktiske grunde godt kan få den yngre læge til at skrive journalnotatet for sig, men Susanne Scheppan tilføjer, at Lægeansvarsudvalget anbefaler, at man selv skriver egne notater, så man er bedst muligt sikret ved en eventuel klagesag.

Oplyst, men ikke beroliget

Der er meget at nå på dagens kursus, så de tre undervisere fortsætter henover ansvaret ved konferencebeslutninger, hvordan man griber det an, når flere læger er involveret i samme klagesag og informeret samtykke, imens de prøver at besvare alle spørgsmål undervejs. Og selv efter de egentlig har rundet af, kommer et sidste spørgsmål:

»Skal man tjekke, om sygeplejersken udfører ens instrukser?«

Og her er et klart svar, der får et par læger til at sænke skuldrene.

»Hvis du giver sygeplejersken en opgave, og sygeplejersken ikke udfører det, så er det alvorligt for sygeplejersken. Men det er ikke dit ansvar, hvis sygeplejersken ikke gør som instrueret«, fastslår Henrik Kristensen.

To timers lynkursus i sundhedsjura er slut, det har givet stof til eftertanke hos de deltagende læger. Michelle Iris Jakobsen føler sig oplyst, men ikke beroliget.

»Jeg føler, at jeg nu har fået en viden om det juridiske aspekt af mit arbejdsliv, men jeg er stadig usikker på, hvordan jeg skal få det til at fungere i den kliniske hverdag. Jeg er mere opmærksom på at sørge for, at jeg er dækket ind, men det er træls, at det skal være så firkantet, og at Svendborgsagen har givet den ekstra dimension af bekymring i mit liv som læge«, siger hun.

Det store fokus på den verserende konflikt mellem lægerne og Styrelsen for Patientsikkerhed har kun været med til at puste problemet op, forklarer Michelle Iris Jakobsen.

»Det har bidraget til, at jeg er blevet langt mere bekymret, end jeg ellers ville være. Og jeg er ikke blevet beroliget i dag, men nu er jeg mere klar over, hvad det er, jeg skal være opmærksom på. Jeg føler, at kurset har hjulpet mig til, at jeg ved, hvordan jeg skal dække mig selv bedre ind«, siger hun.

Alligevel går hun fra kurset med en lidt ærgerlig følelse.

»Jeg synes, det er en falliterklæring, at vi skal skrive stolpe op og stolpe ned for at sikre os selv. Det er klart for mig efter i dag, at journalføringsbekendtgørelser har nogle store uhensigtsmæssigheder, som jeg ikke kan se, vil komme til at fungere i den kliniske hverdag«, forklarer hun.À