Skip to main content

Langt flere piger end oplyst har fået HPV-vaccine

Langt flere piger end oplyst er blevet færdigvaccinerede for HPV. Samtidig er antallet af månedlige HPV-vaccinationer fordoblet siden sidste år.

En fejl i beregningsmodellen betyder, at langt flere piger fra årgang 2003 end oplyst er færdigvaccinerede mod HPV-virus. Foto: Colourbox.
En fejl i beregningsmodellen betyder, at langt flere piger fra årgang 2003 end oplyst er færdigvaccinerede mod HPV-virus. Foto: Colourbox.

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk

22. jun. 2017
1 min.

Antallet af piger født i 2003, der er færdigvaccinerede med HPV-vaccinen, er langt større end først oplyst. I april offentliggjorde Statens Serum Institut, at kun 17 pct. af danske piger født i 2003 var færdigvaccinerede. Men nu meddeler instituttet, at der er sket en regnefejl, og det i stedet pr. juni måned er 29 pct. af pigerne fra nævnte årgang, der er færdigvaccinerede.

Tidligere bestod vaccinations-programmet af tre vaccinationer, men siden 2014 har piger kunne nøjes med to vaccinationer for at være færdigvaccinerede. Men beregningsmodellen har ikke fulgt med, og det har betydet, at mange piger, der har fået to vacciner, ikke er blevet registrerede som færdigvaccinerede, hvilket altså er årsag til regnefejlen.

Desuden er antallet af månedlige vaccinationer næsten fordoblet sammenlignet med sidste år. I løbet af de sidste tre måneder er der givet 4200 vacciner om måneden, mens der i samme periode sidste år kun blev givet 2200 vacciner.

Læs også:
HPV giver voldsom stigning i mundsvælgkræft hos mænd
HPV-forsker gendriver EMAs kritik
Hver femte dansker er bekymret for HPV-vaccinen