Jeg håber ikke, at dommerne læner sig op ad anklagerens forstemmende verdensfjerne opfattelse af, hvordan det kliniske arbejde og samarbejdet mellem kollegaer foregår. Den var helt ved siden af skiven.
For nylig sad jeg på tredje række i Højesteret for at overvære en retssag. Det er ikke hver dag, at lægers retssikkerhed behandles i Højesteret. Men det var tilfældet den 21. marts, hvor retten skulle tage stilling i Svendborgsagen. Lægeforeningen har støttet lægen i at få bragt sagen for Højesteret. I centrum står én læge, men det er en sag, som har principiel betydning for os alle.
Jeg vil udtrykke min forventning og mit inderlige håb om, at vores kollega vil møde forståelse hos de syv højesteretsdommere i denne ulykkelige sag fra august 2013. Jeg håber ikke, at dommerne læner sig op ad anklagerens forstemmende verdensfjerne opfattelse af, hvordan det kliniske arbejde og samarbejdet mellem kollegaer foregår. Den var helt ved siden af skiven. Forløbet i denne sag er ulykkeligt – først og fremmest for patienten og de pårørende. Men at forsøge at placere ansvaret for en systemfejl på ét par skuldre nederst i hierarkiet er dybt urimeligt.
Sagen har i den grad bidraget til at belyse, hvor skrøbelig lægers retssikkerhed er i dag og til at underbygge behovet for forandring.
Jeg håber, at dommerne forstår, at vi som læger agerer i en virkelighed, hvor vi skal tage beslutninger, handle og er afhængige af hinanden og kollegaer fra andre fag. Jeg håber, at dommerne efter det årelange forløb vil komme frem til, at lægen hverken har været groft forsømmelig eller skødesløs. Den oprejsning har hun i den grad fortjent.
Uanset hvad dommerne når frem til, så fortjener vores kollega fortsat den støtte og opbakning, som eksempelvis #DetKuHaVæretMig-bevægelsen så flot har leveret. Sagen har i den grad bidraget til at belyse, hvor skrøbelig lægers retssikkerhed er i dag og til at underbygge behovet for forandring.
Den aggressive fremfærd i Styrelsen for Patientsikkerhed har aldrig været mere kritisk eksponeret. Der er kommet tiltrængt projektørlys på, at det sjældent kun er enkeltpersoners ansvar, når der sker sådanne fejl, og at ikke mindst ledelser har et ansvar for klare og patientsikre arbejdsgange. Selve højesteretssagen er en prøve på, om vi trods alt har loven på vores side. I så fald har fornuften og fagligheden vundet en vigtig sejr. Eller om vi står over for en opgave med etiketten: »Få ændret lovgivningen, så den passer til virkeligheden«.
Den vil Lægeforeningen i givet fald give allerhøjeste prioritet. Svendborgsagen har ændret sundhedsvæsenet og styrket en klar erkendelse blandt læger af, hvilke krav der med rimelighed kan stilles til os. Vi skal have et sundhedsvæsen, som er trygt at være i, for både patienter og de mennesker, som arbejder der.
Uanset dommens udfald vil jeg takke lægen for, at hun har anket sagen til Højesteret efter behandling både i byret og landsret. Det har været et meget langvarigt forløb. Hun har udvist mod ved at stille op i en sag, som har afgørende betydning for os alle sammen. Tak for det.
