LEDER - Pas nu på med nye styringsmodeller

Dejligt at kunne sige farvel til det omstridte og skadelige produktivitetskrav. Det røg ud, samtidig med at Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, og finansminister Kristian Jensen for få dage siden satte deres underskrift på en ny aftale om regionernes økonomi for 2019. Men i samme omgang blev der introduceret en afløser – den såkaldte nærhedsfinansiering. En blomst, der nok er groet i Finansministeriets have.

Formålet er at skabe et økonomisk incitament til, at flere patienter kan få behandling og pleje tæt på hjemmet. Der er ikke noget galt med intentionen. Kan behandling foregå tæt på patientens kendte omgivelser, skal den naturligvis det. Men det er afgørende, at det kun sker, hvis det faglige niveau og kapaciteten er stede. At koble økonomiske incitamenter til kliniske beslutninger indebærer en risiko for, at man får en skævvridning, som ikke er til patientens bedste.

Endnu har vi til gode at få at vide, hvordan regionerne konkret vil føre den nye nærhedsfinansiering ud i livet på afdelingerne. Lægeforeningen er principielt modstander af nye økonomiske styringsmodeller i sundhedsvæsenet. Der er mange i forvejen: Lad mig nævne rammestyring, budgetlov, puljer, øremærkede puljer, produktivitetsopgørelser og DRG. At man i mange kommuner ikke har de nære tilbud, som gør, at sygehusene kan »slippe« patienterne, nærer kun bekymringen over nærhedsfinansieringen. Kapaciteten i kommunerne mangler, og det gør kompetencerne desværre også flere steder.

Regeringen og regionerne har ligeledes aftalt en anden nyskabelse: et såkaldt teknologibidrag. Det er kort fortalt baseret på den antagelse, at ny teknologi automatisk vil resultere i, at man kan spare penge. Aftalen nævner bl.a. forbedrede arbejdsgange og professionalisering af indkøb. Men sådan er virkeligheden langtfra og aldrig fra første dag. Teknologi koster investeringer, som der skal være råd til. Man kalder det noget andet, men reelt er der lige som ved nærhedsfinansieringen tale om et effektivitetskrav.

Den nye økonomiaftale mellem regeringen og Danske Regioner giver regionerne et økonomisk løft på en milliard kroner. Det er mere, end vi har oplevet de seneste år, som har været meget magre. Men den barske realitet er, at beløbet langtfra matcher behovet. Mange afdelinger kæmper med overbelægning. It-systemer stjæler tid fra patienterne, og Arbejdstilsynet har desværre rigeligt at gøre på afdelingerne. Alt sammen tegn på et sundhedsvæsen under pres.

Det er en tilstand, som vil blive endnu mere udtalt i de kommende år. Der vil komme flere ældre og nye behandlingsmuligheder, og borgerne vil have en forventning om, at sundhedsvæsenet udvikler sig på samme niveau som resten af samfundet. Hvis de krav skal imødekommes, er det nødvendigt med løft, som er markant større end det, der ligger i den nye økonomiaftale. Det bør i den grad give stof til eftertanke, og det sætter en streg under behovet for at tænke flere ressourcer ind i den sundhedsreform, som regeringen vil præsentere til efteråret.