Leg med dukker

På 25. etage på Herlev Hospital står yngre læge Tine Marie sammen med to kolleger. I lommen har hun forvagtstelefonen, og snart vil hun blive kaldt ind til en patient, der ligger på stuen tættest på. Derinde er sygeplejersken Trine i gang med at foretage de første undersøgelser af patienten, en 55-årig mand med nylig konstateret KOL. Han hiver efter vejret, iltmætningen ligger på 88, og Trine arbejder hurtigt. Blodtryk, ilt, a-gas, beroligende ord. Tine Marie ved, den er gal derinde, men hun må ikke gå derind. Ikke før hun bliver kaldt.

Simulering forbedrer indlæringen

Herlev Hospitals 25. etage rager højt, højt op over københavnerforstadens tage, og udsigten derfra tilhører medarbejderne på DIMS, Dansk Institut for Medicinsk Simulering. Sygeplejersken Trine, læge Tine Marie og ca. 20 andre yngre læger er på kursus i, hvordan man finder og behandler den kritisk syge patient. Undervisningen foregår med mekaniske dukker, som gør det ud for de kritisk syge patienter.

De yngre læger er alle startet i deres første KBU-ophold i april, og kurset er en del af deres basislægeuddannelse. Her skal de også lære om teamwork og -ledelse til brug i deres arbejde som læger.

»Når man bliver undervist i plenum i den klassiske undervisningssituation, er det bevist, at man husker omkring 5% af det, der bliver sagt. Ved at deltage i en simuleret akut problemstilling som her, husker man op til 60%,« fortæller Marlene Mohr, der er kursusleder på DIMS.

Patienten styres fra operatørrummet

Sengestuen, som den 55-årige KOL-syge dukke ligger på, ligner alle andre sengestuer. Bortset fra, at patienterne er af plastik, og den ene væg på stuen er dækket af et stort spejl. Bag det sidder underviser Lotte Usinger sammen med sygeplejerske og medarbejder på DIMS, Niels Castle, og styrer dukkens stemme, fysiske tilstand og reaktioner på behandlingen. Her fra operatørrummet kan Niels Castle og Lotte Usinger se og høre deltagerne, men deltagerne kan ikke se dem.

Niels Castle hoster ind i mikrofonen, hiver efter vejret og klager over smerter. Og mens Trine arbejder på højtryk for at hjælpe patienten, tager Lotte Usinger noter til den efterfølgende evaluering.

Tine Marie er nu blevet tilkaldt og kommer ind på stuen, hvor Trine orienterer hende om patienten - navn, alder, anamnese, og hvad hun har gjort for at hjælpe ham. Tine Marie går hurtigt i gang med at gennemgå det såkaldte ABCDE, hvor hun undersøger patientens luftveje, vejrtrækning, cirkulation, hjerne- og nervefunktion samt påvirkninger udefra.

Det er dog ikke alt, Tine Marie kan observere på dukken, så de ting spørger hun om ud i rummet, så Niels Castle og Lotte Usinger kan svare. Har patienten ondt i brystet? Hvordan er kapillærresponsen? Er han blå? Kold og klam, eller varm og tør?

Svært at få overblik

Da yngre læge Flemming Bjerrum kommer ind på stuen, er der hektisk aktivitet. Monitoren blinker og giver korte biplyde fra sig. Patienten hoster, og sygeplejersken Trine forsøger at berolige ham, samtidig med at hun doserer vanddrivende. Tine Marie taler, mens hun gennemgår ABCDE. Hun holder inde med sine undersøgelser og bruger et minuts tid på at orientere Flemming Bjerrum, der også skal have overblik over patientens tilstand, så han kan hjælpe teamet.

Flemming har arbejdet med at styre simuleringerne på DIMS i flere år, mens han studerede, og han kender derfor øvelserne ud og ind. Så han var spændt på, om han ville kunne blive taget på sengen i den simulerede krise denne gang. Men der var nok at tage fat på.

»Jeg blev meget overrasket over, hvor mange lyde, der var på stuen, da jeg kom ind midt i det hele. Derfor var jeg rigtig glad for, at Tine Marie tog sig tid til at fortælle mig om patienten, og hvad de havde gjort indtil nu, så jeg fik mulighed for at få overblik over situationen,« fortæller han bagefter.

Orienteringen af en nyankommen person på stuen var et af temaerne i løbet af formiddagens undervisning forud for øvelsen. Orienteringen er nemlig rigtig vigtig for teamarbejdet, for uden den kan det være svært at hjælpe til.

Til gavn for alle

Ifølge Flemming ville alle læger i alle specialer kunne have gavn af at deltage i lignende kurser løbende gennem deres karriere.

»Man lærer utroligt meget af det, især fordi der er den feedback bagefter, som man ikke har i virkelighedens verden. Og jeg tror, at udbyttet ville være anderledes, hvis vi først havde kurset om seks måneder. Desuden er der så mange læringsmål på kurset, at man aldrig kan komme hele vejen rundt i løbet af et enkelt kursus.«

Tine Marie fik især meget ud af at stå i rollen som teamleder, som hun også skal tage på sig som forvagt i det daglige.

»Man kan altid blive bedre til teamwork, ledelse og kommunikation, og i en simuleret situation få mulighed for at træne rollen som teamleder, som de fleste af os nyuddannede ikke har erfaringer med«, siger hun.