Skip to main content

Liaisonpsykiatri

Per K. Fink & Morten Birket-Smith

2. nov. 2005
3 min.

Konsultationsliaison (CL)-psykiatri er det psykiatriske ekspertområde, som har til opgave at diagnosticere, behandle, forske i og forebygge psykiske forstyrrelser og sygdomme blandt somatisk syge patienter samt patienter med funktionelle symptomer.

Ved funktionelle lidelser forstås tilstande, hvor patienten er plaget af fysiske symptomer, som der ikke kan findes et tilstrækkeligt organisk grundlag for, eller hvor forløbet og/eller sværhedsgraden ikke tilfredsstillende kan forklares ud fra biomedicinske parametre. Det drejer sig om somatoforme tilstande og såkaldte funktionelle syndromer, hvor det organiske grundlag er ukendt eller omdiskuteret, som fx fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom. Funktionelle lidelser er hyppige, og ud over den lidelse, som tilstanden påfører den enkelt patient, udgør patientgruppen også en væsentlig økonomisk belastning for sundhedsvæsenet og samfundet i øvrigt. Endvidere er det vist, at psykiske lidelser i forbindelse med veldefinerede somatiske lidelser kan medføre ikke blot en nedsat livskvalitet, men også et dårligere behandlingsresultat med ringere funktionsniveau, længerevarende sygemeldinger og overdødelighed.

Psykiske lidelser, herunder især depression, angsttilstande og somatiske lidelser, forekommer med en hyppighed på op mod 50% blandt patienter indlagt på somatiske afdelinger. Herudover vil nogle patienter udvikle psykotiske tilstande under forløbet af en somatisk sygdom. Psykisk lidelse kan ses ved enhver form for somatisk sygdom. Psykiatrisk tilsyn har i Danmark været varetaget af almen psykiatriske afdelinger og hidtil ikke af specialafdelinger. I flere lande findes der et udbygget net af CL-psykiatriske specialenheder. I USA er flere end 3.000 psykiatere overvejende beskæftiget i CL-psykiatriske funktioner, og området er ved at blive anerkendt som et psykosomatisk medicinsk subspeciale.

Med to nye initiativer i henholdsvis København og Århus er der nu taget initiativ til at styrke indsatsen over for disse patientgrupper og problemstillinger.

Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser, Psykosomatik og Liaisonpsykiatri (FFL)

Enheden blev oprettet i foråret 1999 på initiativ af Århus Amt og Århus Universitetshospital og er beliggende på Århus Kommunehospital. Enheden er tilknyttet Aarhus Universitet igennem et klinisk lektorat. Den primære målgruppe er patienter med funktionelle lidelser. Enheden er først og fremmest en forskningsenhed, og intentionerne har været at opbygge et tværfagligt forskningsmiljø af international standard med vægt på samarbejdet med andre forskningsmiljøer. Hovedvirket falder inden for forskning, udvikling, uddannelse og behandling, der er knyttet til konkrete forskningsprojekter. Som forskningsemner kan nævnes behandlingsmetoder, herunder udvikling af reference- og uddannelsesprogrammer, sygdomsadfærd, coping, læge-patient-forholdet, patientuddannelse, compliance, organisation af sundhedsvæsenet og sundhedsøkonomi. Der er knyttet en lang række igangværende forskningsprojekter til enheden. Bl.a. kan nævnes functional illness in primary care (FIP)-studiet, hvori der bl.a. indgår en randomiseret kontrolleret undersøgelse af effekten af diagnostisk hjælp til praktiserende læger i form af screeningsspørgeskemaer vedr. funktionelle lidelser, depression, angst og alkoholafhængighed, en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af effekten af at efteruddanne praktiserende læger i behandling af funktionelle lidelser samt en undersøgelse af sygdomsperceptionen og dennes betydning for sygdomsforløbet.

Der er ved enheden ansat psykiatere og andre læger, psykologer, antropologer, en statistiker mv. foruden teknisk-administrativt personale. Disse ansættelser er finansieret igennem diverse eksterne forskningsmidler og afdelingens basisbevilling.

Liaisonpsykiatri Enhed i H:S

Enheden er oprettet i foråret 2001 på initiativ af H:S med støtte fra Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Enheden er beliggende på Bispebjerg Hospital og har tilknyttet læger, psykologer, en sygeplejerske og en lægesekretær. Der er via et omfattende oplysnings- og undervisningsarbejde opbygget et klinisk og forskningsmæssigt samarbejde med en række somatiske afdelinger og specialer.

Enheden beskæftiger sig med: 1) Liaisonpsykiatrisk indsats på udvalgte somatiske afdelinger. Enheden har overtaget de psykiatriske tilsyn og tilbyder tilsyn, screening for og behandling af psykiske lidelser, undervisning, klinisk vejledning, deltagelse i konferencer, forskning mv. 2) En randomiseret followupundersøgelse, der sammenligner effekten af to former for behandling af sygdomsangst og somatisering. Patienterne deles i to grupper, der modtager kognitiv adfærdsterapi eller ambulant psykiatrisk behandling. Halvdelen modtager først behandling efter at have været på venteliste i en periode. 3) Vurdering (second opinion) af patienter med funktionelle og somatoforme lidelser. 4) Deltagelse i en række forskningsprojekter herunder psykiske faktorers betydning for sygdom og død, reumatologi, endokrinologi, neurologi og onkologi.



Reprints: Per K. Fink, Forskningsenheden for Funktionelle Lidelser, Psykosomatik og Liaisonpsykiatri, Århus Universitetshospital, DK-8000 Århus C.