?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 13. nov 2017
Anna Weibull udleverer altid sit mobilnummer til patienter i palliativ behandling. »Det ødelægger ikke mit privatliv og skaber omvendt en enorm tryghed for patienterne «, siger hun. Foto: Jesper Balleby

“Lindring af døende patienter er det mest livsbekræftende”

Nyheder

Praktiserende læge Anna Weibull modtager i dag Halfdan Mahler Prisen for sit mangeårige arbejde for den palliative indsats i almen praksis.

Dato
13. nov 2017
Forfattere
Anders Heissel, ah@dadl.dk
💬 0

Dødsannoncerne ligger i små bunker. “En særlig tak til hjemmeplejen, læge Anna Weibull og Hospice Djursland for god og kærlig pleje”, skrev pårørende til en afdød 63-årig kvinde i foråret i en af dødsannoncerne. Sammen med takkebreve og andre håndskrevne beskeder fra andre pårørende er dødsannoncerne samlet i et klassisk hvidt ringbind, der står på en hylde i Anna Weibulls lægepraksis i Grenaa.

“Det er det mest livsbekræftende at arbejde med palliation. Jeg får en gang imellem en tak i bl.a. dødsannoncerne for min indsats, og dem samler jeg på. Når jeg har haft en dårlig dag, tager jeg mappen frem og kan se, at jeg faktisk gør en forskel. Så glæder jeg mig over mit arbejdsliv”, fortæller Anna Weibull.

I slutningen af 1970’erne, da hun var 21 år og medicinstuderende på Aarhus Universitet, døde hendes mormor efter et forløb, hvor mormoren var meget afklaret om at skulle slutte livet, men hverken fik professionel hjælp eller blev smertelindret.

“Jeg tror, at den oplevelse var med til at sætte min interesse for palliation i gang”, forklarer Anna Weibull.

Fakta

Anna Weibull

Praktiserende læge i Grenaa

59 år

Uddannet i 1984 fra Aarhus Universitet

Har taget uddannelsen Nordic Specialist Course in Palliative Care

Har siden 2007 undervist kommende praktiserende læger i palliativ medicin

Er desuden kursusleder og underviser i efteruddannelseskurset “Den døende patient”

Om Halfdan Mahler Prisen

Prisen er opkaldt efter den danske læge Halfdan Mahler, der bl.a. var WHO's generaldirektør i 1973-1988, og prisen gives af PLO og DSAM til en praktiserende læge i Danmark, der har ydet en særlig indsats enten for at fremme praksissektorens deltagelse i det forebyggende arbejde i Danmark, for at fremme praksissektorens deltagelse i kvalitetsudvikling eller for at fremme praksissektorens deltagelse i undervisning, der profilerer almen praksis. Med prisen følger 35.000 kr.

Ingen dag uden palliation

Efter en kort flirt med anæstesi uddannede hun sig til speciallæge i almen medicin, hvor hun hurtigt fandt ud af, at palliation var et felt, hvor hun følte at kunne gøre en forskel. Ikke mindst fordi patienterne fylder så meget. På et halvt år registrerede hun alle sine kontakter, der havde med palliation at gøre. Det blev til 220 kontakter fordelt på 27 patienter, hvoraf 17 var patienter med cancer.

“Derfor går der næsten ikke en dag uden palliation i alle forløbets faser, og hvis forløbene bliver gode, så gør det meget for både patienter og ikke mindst pårørende efterfølgende. Angsten for at dø i en pinefuld dødskamp findes hos mange, selv om vi stort set aldrig ser det. Men den angst skal håndteres”.

Hun uddannede sig i palliativ medicin i 2007 og skrev et forskningsprojekt om de pårørendes deltagelse i den palliative behandling. Siden har hun stået i spidsen for DSAM’s nye vejledning om palliation i 2014, været med til skrive om palliation i Kræftplan III og været med til at udarbejde Sundhedsstyrelsens anbefalinger til den palliative indsats i Danmark i 2011 samt revisionen af denne, som aktuelt er i høring.

“Selv om området har udviklet sig meget i de seneste år, er opgaven med at lindre jo ikke ny for praktiserende læger. Før palliation kom frem som begreb, før de palliative team på hospitalerne, var det også de praktiserende læger, der tog sig af de døende. Men der var ingen struktur i det, ingen systematik. Derfor har mit arbejdet handlet om at få fyldt logistik og faglighed ind i opgaven, så vi ved, hvordan vi lindrer, hvornår vi lindrer, og hvorfor vi lindrer, og har forståelsen af, at lindring ikke bare er smertelindring”, siger Anna Weibull.

Ikke kun døende

Lindring af patienter med livstruende sygdomme er inddelt i tre faser. Den tidlige fase, hvor patienten fortsat er i behandling og ikke ved, om den livstruende sygdom ender med døden. Dernæst den sene fase, hvor patienten ved, at vedkommende skal dø, men ikke hvornår. Og til sidst den terminale fase, hvor det er et spørgsmål om uger eller dage, før patienten dør.

Derfor handler palliation også om patienter, der ikke er døende, og dermed om, at læger fanger patienterne tidligere, ifølge Anna Weibull.

“Fordi den indsats, du som læge gør i starten, har så stor betydning for de næste faser”.

Og den indsats kan gøres mere systematisk, mener den praktiserende læge fra Grenaa.

“Jeg oplever, at de praktiserende gerne vil palliation, men mange stiller spørgsmålet: Hvordan skal jeg nå det? Derfor skal lægerne hjælpes til at lægge en logistik for den indsats, og det kan vejledningen hjælpe med. Men lægerne skal sørge for at blande sig, når der er behov, og det behov er ofte tidligere, end lægerne tror. Hvis de sætter det i system og laver et ,hvordan går det?'-opkald hver tredje måned eller hvert halve år til patienter med livstruende sygdomme, så har lægen allerede gjort en forskel”.

Ny forskning viser ifølge Anna Weibull, at hvis patienten har haft besøg af sin praktiserende læge blot en enkelt gang, er muligheden for at dø hjemme langt bedre.

“Derfor handler det meget om, at vi som læger sørger for tryghed i den palliative indsats. Hvis den døende patient og de pårørende ser, at lægen er der og sørger for en logistik, så bliver de trygge og mere tilfredse. Det gør også mit arbejde mere indholdsrigt. Det er så livsbekræftende at få lov til at opleve en familie, der får tid og mulighed for at sige farvel til pårørende på en god måde. Døden er i sig selv en trist begivenhed, men vi kan ikke leve uden at skulle dø. Vi skal alle dø. Og derfor handler det om at skabe rammerne til en sidste tid, og så kan processen næsten være forløsende og livsbekræftende”, siger Anna Weibull.

Et dårligt palliativt forløb - ifølge Anna Weibull

“En kvinde i slutningen af 50’erne fik at vide af en hospitalslæge, at hun havde to år tilbage at leve i. I de næste år havde hun det under omstændighederne godt, men da den forudsagte dødsdag kom, fik hun en massiv depression og ventede nu reelt kun på at skulle dø. Hendes sidste fire måneder blev ikke gode, fordi vi læger havde taget håbet fra hende. Håbet om at se foråret komme, håbet om at komme med til barnebarnets konfirmation eller noget tredje. Derfor skal læger aldrig så specifikt nævne en dødsdag, og vi må aldrig tage håbet helt fra patienten”, siger Anna Weibull.

Et godt palliativt forløb - ifølge Anna Weibull

“En ældre kvinde i slutningen af 80’erne med cancer var meget afklaret om at skulle dø, men havde svært ved at sige det direkte til sine børn, der omvendt ikke var afklarede og pressede på for at fortsætte behandlingen. Sammen med en hjemmesygeplejerske kaldte jeg børnene hjem til deres mor, hvor hun fik mulighed for at sige til mig, at hun ikke ønskede mere behandling. Den samtale sad børnene og hørte, og selv om det var meget følelsesmæssigt, accepterede børnene naturligvis beslutningen. Den ældre kvinde døde to uger efter, og hendes sidste tid blev god og rolig for både hende selv og børnene”, siger Anna Weibull.

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 23/2017

Senest kommenteret

Når journaler bliver afkrydsningsskemaer
💬
8
Christian Frøkjær Thomsen 20. nov 2017 20:59
Akutmodtagelser mangler mere end speciallæger
💬
2
Pal Bela Szecsi 20. nov 2017 17:55
Ikkekirurgisk behandling aflumbal nerverodspåvirkning
💬
4
Hans Henrik Freudenthal 20. nov 2017 17:10
Man bliver heller ikke klogere af misinformation…
💬
2
Martin Bo Christensen 20. nov 2017 15:22
Du skal ikke frygte Patienterstatningen
💬
2
Bent Varming 20. nov 2017 12:21