Litteratur til varmen

»Den stjålne vej« af Anne-Catrine Riebnitzsky er en gribende og hjerteskærende fortælling, hvor vi følger tre skæbner i et korrupt og krigshærget Afghanistan, hvor Taleban terroriserer og bekæmper de udenlandske soldater.

Som læser bliver jeg på en spændende og let forståelig måde involveret i mange forskellige temaer og aspekter af dette – gennem mange år efterhånden – krigshærgede land. Jeg har fået indsigt i forholdene socialt og politisk, men også i hvilke kulturelle normer og værdier som befolkningen stadig kæmper med i udviklingen mod et mere demokratisk samfund.

Vi møder først ingeniøren Khan, der er i gang med at bygge en vej mellem Gereshk og Khandahar i det sydelige Afghanistan. Han bliver taget til fange af Taleban, som vil sabotere oprettelsen af vejen.

Dernæst beskrives Javeed, som bor i et blikskur med sine søskende og sin opiumsafhængige far. Drengen bliver taget af det lokale politi og udsat for voldtægt af en betjent.

Den tredje skæbne, vi møder, er Malika, en stærk midaldrende kvinde, som underviser fordækt og i smug. Hendes voldelige mand har valgt at få endnu en hustru – en 13-årig pige. Malika hjælper Javeed med at komme videre i sit sårbare, men stærke liv.

Disse tre skæbner væves elegant sammen med flere bikarakterer, som tilsammen skaber en barsk og rørende historie.

Sproget er malerisk, kapitlerne korte, spændingen konstant, og man er fanget af historien fra start til slut. Forfatteren fremstiller et levende billede af Afghanistan, med alt hvad det indebærer af frygt, rædsel og korruption, men i høj grad også af kultur, mod, håb og optimisme.

Temaerne er undertrykkelsen af kvinder såvel som mennesker generelt i et krigshærget, skrøbeligt land. De bliver skildret gennem de tre skæbner, som forfatteren har lavet grundig research på gennem sin udsending som sprogofficer til Afghanistan. Holdninger i Islam bruges af Khan i forsøget på at argumentere mod den religiøse ekstremisme i Taleban. Gennem Javeeds historie tegnes et billede af de tabuiserede og skamfulde homoseksuelle overgreb på drenge, som har fyldt meget i visse områder af Afghanistan.

Alt i alt en læseoplevelse af de helt særlige.

»Lørdag« af Ian McEwan er en skarp og velskrevet roman, som foregår over en lørdag i den 48-årige neurokirurg Henry Perownes liv.

Jeg blev bl.a. grebet af denne bog, fordi den indeholder følelser i alle ender af skalaen. Én enkelt mand, én enkelt dag og et spektrum der strækker sig fra opstemthed, eufori og lykkefølelse til skræk, fortvivlelse, fortrydelse og hævn, samtidig med ømhed og overbærenhed.

Vi følger Henry på en lørdag, hvor han har planlagt squash med en kollega, besøg hos sin demente mor på plejehjemmet og middag med sin svigerfar og de store børn i familiens store hus i London. Men den succesfulde, sympatiske læge bliver ufrivilligt involveret i noget, som han ikke har planlagt. Vold og kaotiske tilstande kommer til at præge denne lørdag i lyset af vores samfund og situationer, som gennemsyrer vores nutid – og måske fremtid.

Gennem Perownes tanker og refleksioner ledes læseren ind i overvejelser omkring samtidens politiske og moralske dilemmaer, samt den stadig stigende terrortrussel.

I spændende tilbageblik lærer vi manden og hans forhold til familien at kende. Hans positive sind og holdninger skinner igennem, men samtidig er han kritisk overfor sine omgivelser og forholder sig på denne måde til de barske udfordringer, han møder. Forhold fra lægegerningen rumsterer i hans bevidsthed i næsten alt, hvad han foretager sig. Både på et personligt plan i forhold til den suveræne kontrol han oplever på en operationsstue modsat i hjemmet, og på et dybere plan i forhold til de dilemmaer, han står med som overlæge på neurokirurgisk afdeling. Som lægelig læser nyder jeg disse anskuelser.

De menneskelige og lægelige aspekter af bogen, såvel som temaet omkring den stigende terrortrussel i verden, rører mig dybt, og bogen er varmt at anbefale.