»Livet tilhører dem, som tør«

Hvordan skulle den perfekte arbejdsdag være, hvis det var den sidste i dit liv?

»Jeg holder meget af hverdagen, så min perfekte sidste arbejdsdag skal egentlig bare være, som den plejer: Jeg står som regel tidligt op og kører mine to drenge til ishockeytræning kl. 5.15. Så er dagen ligesom godt i gang. Når jeg kommer hjem, sover jeg en times tid mere, inden jeg henter drengene igen. Derefter morgenmad, og så cykler jeg afsted på arbejde. Hele personalet plejer at samles på klinikken kl. 7.59, hvor vi holder et kort briefingmøde. Det meste af dagen sidder vi jo spredt rundt i huset med hver vores patienter, så det er rart lige at samles som det første om morgenen. Efter mødet vil jeg tage mig en kop kaffe og sætte mig og tage imod telefonopkald. Folk ringer ind med alt muligt forskelligt. Og det er det, jeg godt kan lide ved mit arbejde som praktiserende læge: Mangfoldigheden i patienterne, det at skulle sætte mig ind i forskellige problemstillinger, være fagligt opdateret og kunne rumme alle typer af mennesker. Resten af dagen vil jeg bruge på at se patienter og tager på sygebesøg. Min første patient den dag kunne for eksempel være en kvinde, der har brug for en samtale, fordi hun lige har mistet sin mand. Og den næste patient kunne være en ung fyr, der skal have behandling for en infektion med klamydia. Eller en mor, der kommer med sit barn, fordi det har angst. For mig er alsidigheden indbegrebet af at være læge. Om det så bare er at sidde og lytte. At kunne nå ind til kernen hos det enkelte menneske og åbne op lige der, hvor det har brug for det. Det, synes jeg, er stort«.

Hvad skulle din sidste gerning være, hvis alle muligheder var åbne?

»Jeg synes, det er meget frustrerende, når jeg ser patienter sygne hen, uden at jeg kan gøre noget ved det. Vi er så vant til at kunne lægge en plan og gøre noget, der lindrer patienternes sygdom, og allerhelst tager sygdommen væk. Men med neurologiske lidelser som Parkinsons, ALS og uhelbredelig cancer er der ikke så meget, vi kan tilbyde. Vi kan lindre, men ikke fjerne smerten eller få sygdommen til at forsvinde. Hvis jeg kunne, skulle min sidste gerning derfor være at opfinde noget medicin, der kunne kurere uhelbredelige sygdomme«.

Hvilken ting ville du tage med hjem som minde fra dit liv som læge?

»Det skulle være to billeder, jeg har fået af to af mine patienter. Det ene billede forestiller et hjerte og et anker. Det er malet af en patient, som jeg hjalp, da hun var maniodepressiv. Da hun gav mig billedet, sagde hun, at jeg havde været hendes anker, mens hun var syg. Det er for mig et godt billede på, hvilken betydning man kan have som læge, og hvor meningsfyldt mit arbejde er. Det andet billede er malet af en anden af mine patienter, der fik en hjerneblødning. Jeg hjalp ham med at komme på fode dengang, og det var han taknemmelig for. Det er ikke alle, man kan redde, men man kan prøve at være der, så godt, man nu formår«.

Hvilken person har betydet noget særlig for dig i dit arbejdsliv?

»En af dem, der har lært mig mest, er en kvindelig læge, Jill Seaman, der er en pioner inden for tropemedicin. Som ung læge, arbejdede jeg sammen med hende i Sudan, hvor vi skulle bygge et sundhedscenter op i et område, hvor vi var de eneste læger til 150.000 mennesker. At komme til Afrika og møde dette menneske, der havde dedikeret hele sit liv til tropemedicin, var en kæmpe gave. Hun tog mig under sine vinger og lærte mig op. Ikke bare i tropemedicin, men også til at turde noget og kunne stå på egne ben. Tingene udvikler sig ikke altid som ventet. Men det må ikke medføre handlingslammelse. Man skal have mod til at gøre det, som man selv synes er fornuftigt og ansvarligt. Bagefter må man turde at stå på mål for sine beslutninger«.

Hvilket råd ville du give videre til dit yngre jeg, hvis du kunne?

»Mit råd vil være at finde en balance imellem at lytte til sit hjerte og sin mavefornemmelse. Livet tilhører dem, der tør. Det nytter ikke noget bare at sidde apatisk og lade stå til. Gå ud og kæmp for det, du tror på, og gør det, du brænder for. For mig var det at tage ud i verden og hjælpe folk, der havde brug hjælp. Kæmpe for at få aids-smittede i behandling, selvom politikerne rystede på hovedet af os. Og opleve, at det nytter at kæmpe. Samtidig ved jeg også godt, at jeg ikke ville have kunnet leve hele mit liv i Afrika. Så var jeg blevet adrenalinjunkie. Men man kan godt have et anker herhjemme og så tage ud indimellem. Jeg synes, det er vigtigt, at man tillader sig at tage nogle afstikkere og sørger får at få set nogle forskellige mennesker og mærke gråden og glæden. Med fireårsreglen ser jeg en tendens til, at mange unge læger i dag hurtigt får kørt sig ind på en fast retning, og glemmer sig selv undervejs. Det synes jeg er ærgerligt. Jeg tror på, at man bliver en bedre læge af at komme væk fra computerskærmen og huske sig selv på, hvorfor man valgte at blive læge«.

Har det været et skisma for dig både at skulle holde fast i ankeret herhjemme og have lyst til at rejse ud og redde verden?

»Selvfølgelig er der dage, hvor jeg tænker, at nu bliver det for surt at sidde her i min praksis og høre på folk, der har forstoppelse, når der samtidig er jordskælv på Haiti, og man ved, at der er akut behov for lægehjælp. Men jeg har fundet ud af, at mindre også kan gøre det. Jeg har f.eks. været med til at lave en dokumentarfilm til skoleelever om livsfarlige sygdomme. Det at formidle kan også være en måde at gøre en forskel på. Og så mærker jeg hver dag, at jeg gør en stor forskel for mine patienter. De kommer jo ikke med en forstoppelse for sjov. Et godt tarmsystem er faktisk et overset gode, og når det ikke fungerer, er man virkelig på røven, bogstavligt talt. Det kan godt være, at jeg har set noget, der er meget værre i Afrika, men folk kommer jo herop, fordi de har et problem«.

Hvornår har du været mest modig set med dine egne øjne?

»Der er vi tilbage i Sudan igen. En dag kom der nogle folk løbende og råbte, at der var en kvinde, der var i fødsel. Hun havde gået i to dage for at komme frem til klinikken, og hun hade noget, der hang ud forneden. På det tidspunkt havde jeg ikke anden erfaring med fødsler end dem, jeg havde set med med min far, der er dyrelæge. Det viste sig, at det var navlesnoren, der var faldet ud. Der var kun en svag puls i den, da barnets hoved pressede på. Men det lykkedes mig at give kvinden et vestimurende drop, så hun kunne presse barnet ud. Kort tid efter kom endnu et barn ud og til sidst moderkagen. En pige og en dreng. Det blødte meget, men jeg havde ikke andet end en masse tamponer, som jeg kunne lægge op. Det kunne være gået grueligt galt. Men heldigvis overlevede både kvinden og de to børn. Det var en situation, hvor jeg bagefter tænkte over, hvor stort et ansvar for andre menneskers liv vi påtager os som læger. Og ikke mindst hvor meget mod, det kræver indimellem. Kvinden endte med at kalde begge sine børn for Søren. Det er jeg meget stolt over!«.

Hvad skulle dit sidste ord være til politikerne?

»Politikerne skal blive bedre til at komme med ud og se, hvad det er for en virkelighed, vi står i som læger. Det er levende mennesker, vi har med at gøre. Og ligegyldigt hvad politikerne tror, er det ikke altid muligt at proppe virkeligheden ind i smarte skemaer og algoritmer. De bliver nødt til at lytte til os, der har fagligheden. Ellers ender det med, at offentlige sundhedssystem falder sammen. Men vi læger har også et ansvar. Ligesom i Læger uden Grænser har vi en vidnepligt til at råbe op og vise problemerne. For eksempel i forhold Sundhedsplatformen og 1813. Vi må ikke give op. Begge parter er nødt til at være mere åbne og blive bedre til at gå i dialog i stedet for at mundhugges og sidde med armene over kors i hver sin skyttegrav. Inviter politikerne med på vagt. Vis dem, hvor udfordringerne ligger«.