»Løntillæg? Det er vist noget, du har misforstået!«

»Der kan ikke blive tale om at forhandle om personligt tillæg. Der er lavet en forhåndsaftale med FEJL, og pengene er brugt!«, sagde personalekonsulenten afvisende.

FEJL var vist en fejl-udtale af FAYL (nu bare Yngre Læger), men beskeden fra personalekonsulenten til Mette var ikke til at tage fejl af: Bare fordi hun skulle begynde i en ny stilling som 1. reservelæge, skulle Mette ikke gøre sig forhåbninger om, at der kunne forhandles individuelt løntillæg.

»Vi har ingen penge.«

Hun havde ellers kontaktet sin overlæge for at spørge, hvem hun skulle forhandle med. Det vidste han ikke og havde faktisk ikke før oplevet, at en 1. reservelæge i hendes stillingstype havde spurgt om den slags. Men hun blev dog ringet op af personalekonsulenten - med den nævnte besked.

Mette forklarede konsulenten, at det var noget sludder. Der var en forhåndsaftale om de årlige, automatiske tillæg, men dertil kom, at der fortsat var mulighed for at forhandle løntillæg ved nyansættelse, og det var sådan en forhandling, hun gerne ville have.

»Det kunne der ikke blive tale om, sagde han, men i øvrigt kunne jeg prøve at tale med min tillidsrepræsentant«.

Mette vidste dog, at det ikke var tillidsrepræsentanten, men reservelægerådsformanden, der havde forhandlingskompetencen, og det forklarede hun konsulenten. Det afviste han imidlertid: Den lå hos fællestillidsmanden.

Enden på samtalen blev, at konsulenten henviste Mette til at sende en ansøgning om en forhandling, men hun skulle nu ikke gøre sig større forhåbninger, for der var ingen penge.

»Det er jo forkert«, svarede hun, »der er mulighed for at forhandle, og det vil jeg gerne«.

Mette sendte dog en ansøgning.

I mellemtiden var der kommet en ny personalekonsulent - som i øvrigt har meddelt reservelægerådsformanden, at der vist ikke var noget at forhandle om.

Reservelægerådsformanden kunne dog fortælle, at det var der, og der er nu aftalt et forhandlingsmøde.

Mange får afslag

Hvad ingen af personalekonsulenterne vidste, var, at Mette, der hedder Worsøe til efternavn, er Yngre Lægers formand og har selv for mindre end et år siden været med til at forhandle aftalerne om Ny Løn på plads.

»Derfor vidste jeg, at personalekonsulenten tog helt fejl. Men der er nok mange læger, der ikke kender muligheden for at forlange en forhandling, og med den besked giver de fleste formentlig hurtigt op«, siger Mette Worsøe, der tiltrådte sin nye stilling for tre måneder siden.

Men måske var pengene virkelig brugt?

»Det er muligt. Men man siger da ikke nej til en forhandling. Det er urimeligt, at de yngre læger bliver afvist af en personalekonsulent, som ringer op og siger, at der ikke er nogen penge. Som minimum skal der være en forhandling og evt. et begrundet afslag. Ikke et afslag i telefonen, før jeg overhovedet har fremsendt min ansøgning. Konsulenten har jo ikke engang undersøgt, om den ledende overlæge havde nogle penge«.

Yngre Lægers tillidsrepræsentanter kan flere steder i landet fortælle, at de har oplevet lignende afslag, når de søgte tillæg ved nyansættelse, og konkrete sager er jævnligt til diskussion i Yngre Lægers overenskomst- og aftaleudvalg.

»Mit eksempel er desværre ikke en enlig svale. Det er blot et blandt mange eksempler. Og jeg kan sagtens forestille mig, at de fleste, der får sådan en svada, opgiver at komme videre med en forhandling«, siger Mette Worsøe.

For lidt reel vilje

Hvad skyldes det? Er de aftaler, I har lavet, for uklare? Eller ved sygehusene for lidt om lønsystemet? For de forsøger vel ikke bevidst at snyde?

»De ved for lidt. Vi har en klar fornemmelse af, at man på mange sygehuse ikke ved, hvem der har ansvaret og forhandlingskompetencen. Men der er også for lidt reel vilje til at bruge Ny Løn efter hensigten«, siger Mette Worsøe.

Når folk har den slags oplevelser på deres arbejdsplads, er det vel ikke så mærkeligt, at Ny Løn ikke er voldsomt populær på kaffestuerne?

»Nej. Det kan jeg godt forstå. Ved OK-forhandlingerne i år forsøgte vi også at minimere problemerne for læger under videreuddannelse ved at forhandle flere af pengene på plads centralt. Men det var jo arbejdsgivernes hovedkrav for de fastansatte, så vi har altså nogle afdelingslæger og overlæger, som nu skal ud at hente en betydelig del af deres lønstigninger ved de decentrale borde, for ellers gå de glip af den lønudvikling, de med rette kan forvente«.

En stor del af ansvaret for lønudviklingen ligger altså nu hos det enkelte medlem selv?

»Det er, hvad arbejdsgiverne har forlangt. Vi siger derfor, at folk selv må tage affære, og så må vi forfølge sagerne.«

Og I er parate til at gå ud og hjælpe med brask og bram, når folk får afslag?

»Ja. Man skal bruge sin lokale tillidsrepræsentant og Yngre Lægers sekretariat«.

Et godt redskab - brug det!

Ved hver ny overenskomstforhandling hører man krav om, at Ny Løn skal afskaffes igen. Kan man blive ved at sige, at det er et godt redskab til lønudvikling?

»Jeg forventer ikke at høre det ved den næste overenskomstforhandling om to år. Sagen har to sider: Vi har nogle medlemmer, som har fået en god lønudvikling i kraft af de decentrale lønmidler. Især, hvis du tager vestpå eller ser på de steder, hvor det bruges til rekruttering. Folk, der har turdet stille krav, og som har kunnet noget, har fået noget ud af det. Overlægerne har det heller ikke været så dårligt for«, siger Mette Worsøe.

»Det, vi har gjort, er at afvise, at der skulle afsættes alt for stor en del af lønsummen til decentral løn for de videreuddannelsessøgende. Og vi har heller ikke været villige til at øge procentsatsen for speciallæger ret meget. Som redskab er det stadig rigtigt tænkt som løsning på en lang række problemer.

Og derfor er det brandærgerligt, at ledelserne stadig er så dårlige til at bruge det fem år efter, at det blev indført«.

For at hjælpe tingene på gled har Yngre Læger netop lavet en vejledning til medlemmerne, som snart findes både i en trykt version og på YL's hjemmeside.

»Og vi fortsætter med at opfordre folk til at melde sig på kurser i forhandlingsteknik og bruge det interaktive forhandlingsteknikkursus på hjemmesiden. Og selv om det bliver hårdt arbejde, vil vi fortsætte med at lægge politisk pres på arbejdsgiverne og forfølge konkrete sager. Det kræver bare, at folk selv gør noget aktivt, og at de informerer os om det - både, når det lykkes, og når de har brug for vores hjælp«.