Belønningen er følelsen af at gøre noget godt og vigtigt. Men hvad koster det så? Dét spørgsmål er der alt for mange sundhedsprofessionelle, der ikke får stillet sig selv, lød det fra psykolog Per Isdal, der foldede medfølelsens pris ud på mandagens Lægedage.
»Jeg er helt overbevist om, at hvis vi lukker døren for belastningen og ikke erkender og accepterer den, så lukker vi også døren for berigelsen,« lød det fra den norske psykolog, der i 35 år har arbejdet som terapeut for mænd, der begår vold, og har skrevet bogen ’Medfølelsens pris’, som handler om, hvordan læger, sygeplejersker og andre ’hjælpere’ bliver forandret af deres arbejde.
Men hans pointe var ikke, hvordan man undgår det. Snarere, hvordan man tillader det.
»Som sundhedsfaglige optræder vi som hjælpere, men vi skal acceptere, at vi reagerer som mennesker,« lød et hans vigtigte budskaber.
Per Isdal brugte sine egne erfaringer i sessionen, og man forstod hvorfor: Han ville bryde tabuet. For når professionelle hjælpere bliver præget af deres job, kan det være forbundet med skam. Selv havde han i de første 10 år som psykolog brugte energi på ’ikke at tage jobbet med hjem’. Alligevel oplevede han, at partnervolden, seksuelle vold og overgreb på børn, som hans klienter havde begået, dukkede op som flashbacks – og føltes som hans egne tanker – når han var sammen med sin egen kone eller børn derhjemme. Derfor hedder hans bog på norsk: ’Smittet af vold’.
»Vi bruger så meget energi på at kontrollere vores følelser og i stedet bruge fornuften og vores kompetencer,« sagde han og advarede mod konsekvensen:
»Når vi yder modstand, så er det, at jobbet kan ændre os - og vi i yderste konsekvens bliver syge af det,« sagde han.
En måde at slippe modstanden på er ved at droppe tanken om, at jobbet ikke må komme med hjem. For:
»Jobbet kommer med hjem. Og reaktionen skal komme. Det gør den, når vi er trygge og slapper af. Det vil sige derhjemme,« sagde han.
’Hvordan kan du dog holde til det job?’. Dét spørgsmål, fortalte Per Isdal, at han i 10 år besvarede på samme måde:
»Det er faktisk et fint og spændende job. Jeg kan godt lide det. Og så må du huske, at jeg er trænet i at tackle det«.
Men en dag gik det op for ham, at dét ikke var ærligt. Det ærlige svar skrev han ned. Det føltes godt. Men det var svært at dele med andre. Svaret var:
»Jeg bliver både syg og dårlig af alt det fæle, jeg hører og står i. Jeg er blevet forandret som menneske, har mareridt om vold de fleste nætter, får stadig flashbacks med fæle billeder inde i mit hoved. Jeg har egentlig mistet alt håb og tror, at det, jeg gør, er fuldstændig nytteløst ...«.
»Det tog mig 10 år at nå dertil. Mange professionelle hjælpere er ikke kommet dertil endnu, hvor de tør sige til nogen, at der er sådan, de har det,« lød det fra Per Isdal, der understregede, at vrede, irritation, sorg, kvalme og mange andre følelser er naturlige menneskelige reaktioner.
»Derfor bør alle professionelle hjælpere spørge sig selv, hvad jobbet gør ved dem. Hvad gør det ved jer at arbejde med sygdom og lidelse?,« spurgte han ud i salen.
At måle efter den højlydte summen, kunne mange genkende sig selv i psykologens erfaringer.
Per Isdal brugte et gennemgående billede på, hvordan han var blevet ændret som person af sit arbejde. Han hørte countrymusik og så romantiske komedier. Væk var overskuddet til at høre jazz eller se smalle, udenlandske film.
»Det var en skræmmende forandring,« sagde han og kaldte det symptomer på overbelastning.
For ikke at betale så høj en pris for sit arbejde, opfordrede Per Isdal til en årlig ’vareoptælling’. Er der tyndt på nogle af hylderne, og hvor er der udsolgt? En måde at gøre status over:
»Hvad gør jobbet ved mig? Vi kan ikke gå ind i det her job uden, at det forandrer os. Men vi må tage stilling til det,« insisterede han.
Hans råd var også at gøre som krigerne i et indianersamfund, der en gang om året mødtes omkring lejrbålet en hel uge for at fortælle hinanden om alt det, de havde oplevet, været bange for og mistet.
»For at kunne være stærke, måtte de finde et sted, hvor de kunne være ’svage’,« lød det fra Per Isdal, der fortalte, at han selv holder ’lejrbål’ med sine psykologkolleger en time hver 14. dag.
»Jeg kalder det afgiftning,« fortalte han og fortsatte:
»Det trænger vi til. Alt for mange læger bærer deres lidelse alene«.
