Skip to main content

LUP viser lidt for positive patienter

Klaus Larsen kll@dadl.dk

24. feb. 2012
2 min.

Når medarbejdere fra Enheden for Brugerundersøgelser (EfB) besøger landets sygehuse for at præsentere resultaterne af Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), møder de ofte den indvending, at svarprocenten er for lav til at give et retvisende billede, og at LUP derfor ikke kan bruges til så meget i kvalitetsarbejdet.

Men det kan den altså godt, siger en gruppe fra EfB, Region Hovedstaden, som står bag en analyse af LUP på Ugeskriftet.dk. Undersøgelsen har sammenkørt spørgeskemadata fra LUP i 2009.

En svarprocent på over 50 pct. er nemlig ikke lav, argumenterer den ene af artiklens forfattere, specialkonsulent Daisy Kyed.

"Vi hører mest argumentet fra folk, som arbejder med forskning inden for andre felter. Men for en survey-undersøgelse af denne type er det en høj svarprocent", siger hun.

- Nu viser I så tilmed, at der også er tendens til at tegne et lidt for rosenrødt billede. Hvordan kan I så alligevel sige, at LUP kan bruges til kvalitetsudvikling?

"Det lidt for positive billede er netop kun lidt for positivt og ligger kun marginalt bedre, end det ville have gjort, hvis alle havde svaret", siger Daisy Kyed.

Hendes hovedpointe er, at LUP i kvalitetsudvikling bruges ved, at man sammenligner fra et år til det næste.

"Og skønt det vil ligge en anelse højere år for år, vil udviklingen være den samme. Da man sammenligner det samme hospital eller den samme afdeling fra år til år, vil det være den reelle udvikling, man ser", forklarer Daisy Kyed. "Og derved vil man kunne se, om der sker en forbedring".

LUP indsamler viden om, hvordan patienter - indlagte og ambulante - har oplevet behandlingen på offentlige sygehuse og privathospitaler efter reglerne for frit sygehusvalg. På basis af besvarelserne kan regioner, sygehuse og afdelinger danne sig et billede af, hvor godt eller dårligt de klarer sig i forhold til et landsgennemsnit.

Derudover kan hospitaler og afdelinger bruge LUP til at følge deres egen udvikling år for år. Og det kan LUP sagtens bruges til - uanset om resultaterne tegner et lidt for lyserødt billede, konkluderer artiklens forfattere.

I alt 123.821 patienter besvarede spørgeskemaet, fordelt på 85.782 ambulante patienter og 38.039 indlagte patienter