Danmark skal af med sin status som bundskraber når det drejer sig om kvinders mulighed for ledende forskerstillinger
Der er alt for få kvindelige professorer i Danmark. Så få, faktisk, at der løftes øjenbryn i lande, vi gerne vil sammenligne os med.
Derfor mødes en task force, nedsat af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, i den kommende uge for første gang med det formål at pege på veje at gå for at få flere kvinder ind i de højeste forskerstillinger.
Og task forcen bliver ikke nogen syltekrukke, hvis det står til dens formand, professor, dr. med. Liselotte Højgaard. Hun oplyser, at de fem medlemmer – alle topforskere – skal aflevere deres rapport til ministeren allerede før sommerferien.
Diskussionen blev rejst, dels på årsmødet i Danmarks Grundforskningsfond (DG) – som Liselotte Højgaard er formand for – dels på Kolding-mødet om forskning i efteråret 2014.
”Da Grundforskningsfonden blev evalueret af et internationalt panel i 2013, fik vi at vide, at vores forskere i DG’s Centers of Excellence gør det fremragende og er på niveau med de bedste i verden. Men de pegede på ét problem: Der er for få kvindelige forskere som ledere”, siger Liselotte Højgaard.
Efter den kritik tog DG’s bestyrelse og direktøren ved sine opfølgningsmøder med centrene spørgsmålet om den ulige kønsfordeling op. Og forskellen er virkelig til at få øje på: Selv om det i dag er op mod halvdelen af de ph.d.-studerende, som er kvinder, er andelen af kvindelige professorer i Danmark kun 18 pct.
”Det er den laveste andel i Norden, og vi er også tæt på bunden i OECD”, siger Liselotte Højgaard.
De forhindringer, der kan spænde ben på kvindelige forskeres vej til lederstillinger, skal identificeres, og når de er udpeget, skal de ryddes af vejen. Men hvordan?
”De forskere, vi talte med, pegede alle på, at der er for få gode mentorordninger. De efterlyser også at få anvist klare karriereveje. Vi kan også finde måder at støtte kvinder, så de vælger at blive i academia i stedet for at søge over i industrien eller noget helt tredje. Vi kan supporte folk, så de gerne vil blive ved”.
”Vi har fået en lang række gode forslag fra vores forskere: Når en forsker skal på barselsorlov kan vi f.eks. støtte med laboranthjælp, så forskningen ikke dør, mens man er på barsel. Man kan sørge for, at der undervejs er hjælp med infrastruktur, computere osv”.
Hvad task forcen ikke kommer til at bruge tid på, er de ørkesløse diskussioner om de kontroversielle programmer Ydun og Freja, hvor kun kvindelige forskere kan søge midler.
”Det har været en hed debat mellem tilhængere og modstandere. Nogle kvinder vil bestemt ikke have positiv særbehandling, men være dygtige i egen ret. Andre siger, at ’man må slå æg i stykker for at lave en omelet’ – at der må noget særligt til, når vi ligger så dårligt”, siger Liselotte Højgaard.
”Min erfaring fra ti års internationalt arbejde er, at sådan et konfliktområde har en tendens til at hijacke hele diskussionen. Man er enige om 95 procent og får derfor travlt med at banke løs på hinanden over de sidste fem procent. Man taber helt overblikket over de 95 procent, hvor man var enige og kunne gøre noget”.
”Hver gang, vi har haft den slags uenigheder i EU og Det europæiske Forskningsråd, har jeg identificeret og beskrevet konflikten: En stor del mener sådan, og en anden stor del mener noget andet. Og sådan er dét. På den måde kan man parkere konflikten i stedet for at bruge al energien på den”.
”Og det er jo under alle omstændigheder ikke os, der skal træffe beslutningen om det. Så i stedet for at kaste os ud i konflikten, tager vi fat på de øvrige 95 pct. Når de så er klaret, kan vi vende tilbage til konflikten”, siger Liselotte Højgaard.
Link: "The Gender Gap in Research" - DG's årsmøde nov. 2014
