Mammografiscreening i Københavns Kommune

I Ugeskrift for Læger (2002; 164: 1036-40 og 1048-52) findes to artikler med ovenstående titel. Det fremgår, at screeningen på de målte parametre stort set opfylder »European Guidelines« for denne indsats med bred marginal, og om et par år vil det være muligt at bedømme, om indsatsen også reducerer dødeligheden af brystkræft.

Bortset fra at incidenstallene er svære at gennemskue og ikke helt svarer til hinanden i de to delartikler, har jeg ingen væsentlige kommentarer til de formidlede oplysninger, men jeg undrer mig over, at et helt afgørende forhold hverken analyseres eller diskuteres:

Screeningen afslører et meget stort antal små grad 1-tumorer, hvilket betyder, at en større procentdel af de påviste kræfttilfælde slipper med en lokal operation. Men som fremhævet af bl.a. Cochrane-centeret er det afgørende spørgsmål i den forbindelse naturligvis, om indsatsen samtidigt reducerer det absolutte antal af tunge behandlinger. Det kan ikke vurderes ud fra de foreliggende statistiske oplysninger, og problemet omtales slet ikke som et forhold, der er værd at undersøge snarest muligt!

Spørgsmålet er altså, hvordan det absolutte antal mastektomier og andre tunge behandlinger påvirkes af dagens screening. En rimelig vurdering kan gøres ved at sammenligne med amter, hvor tilbudet ikke er etableret. Der må naturligvis justeres for den konstante tilblanding af prævalente kræfttilfælde ved hver af de aktuelle screeningsomgange. Opgaven er således ret besværlig, men næppe uløselig.

Indtil videre kan vi kun konstatere, at screeningen medfører genindkaldelser og overbehandling i form af vævsprøver. Der kan nok heller ikke være tvivl om, at et langt større antal kvinder får stråleterapi, som desuden fremrykkes, så risikoen for senkomplikationer forøges. Det kan måske accepteres, hvis der til gengæld opnås en klar reduktion af de tunge behandlinger, hvilket som bekendt ikke var tilfældet i de tidligere studier. Og så må vi om et par år veje alt dette mod en eventuel gevinst i form af nedsat mortalitet i brystkræft.

Med behørig respekt for de europæiske »guidelines« må jeg konstatere, at de to artikler ikke kaster lys over disse afgørende spørgsmål i screeningsproblematikken.

Screeninger signalerer desuden helt generelt, at vi ikke selv kan vide, om vi er raske, syge eller måske tilhører en truet risikogruppe. Konsekvenserne af det signal er uoverskuelige og giver derfor god plads til subjektive overvejelser, der afspejler en mere generel livsindstilling. Der er således forhold, som ikke kan »måles og vejes«. Hvis samfundets eksperter alligevel med stor skråsikkerhed vil anbefale diverse folkeundersøgelser, må man som et minimum kunne kræve, at man har undersøgt alt det, der faktisk kan analyseres.

Desuden skal man på en nuanceret og forståelig måde kunne informere målgruppen om fordele, ulemper og etiske problemer. Jeg gad vide, hvem der kan gøre det! Den foreliggende information til målgruppen lever i hvert fald ikke op til det krav.

København, Ulrik Dige

SVAR