Et navn, der ofte dukker op i mediernes nyhedsstrøm, er Hans Jørn Kolmos. Han er nemlig manden, man ofte hører udtale sig om problemer med multiresistente bakterier, MRSA.
Som ung læge var han længe i tvivl, om specialet skulle være i medicinske nyresygdomme eller klinisk mikrobiologi. Han var dybt engageret i dialyse og transplantation, som var et frontlinjeområde på den tid. Men fascinationen af mikrobiologien sejrede, og Kolmos har siden nydt at være med fremme på det meget ekspansive forskningsfelt.
I sit virke har han spillet en væsentlig rolle i at forbedre hospitalshygiejnen med fokus på rengøring og håndhygiejne. Han brænder for undervisning og formidling og er tildelt prisen som Årets Underviser. Han er leder af phd-skolen på Sundhedsvidenskab ved SDU, hvor der konstant er 500 studerende i gang, og han ser og godkender hver eneste af de cirka 120 phd-ansøgninger årligt.
Problemet med multiresistente bakterier er ikke nyt, allerede i 70’erne var den unge Kolmos med i indsatsen mod MRSA, som blev bekæmpet med bedre hygiejne, mikrobiologisk diagnostik og begrænsning af antibiotikaforbruget. Der kom styr på det, men efter år 2000 vendte problemet tilbage med fornyet styrke, og de sidste seks år er det kun blevet værre.
Lægerne bærer bestemt deres del af ansvaret, mener Kolmos, for der bliver helt klart overbehandlet med antibiotika. Men han bebrejder ikke sine kliniske kolleger, som tit befinder sig i en vanskelig situation med akut syge patienter.
”Ofte må man handle her og nu og give antibiotika på en løs mistanke. Det er ok, men til gengæld skal vi blive bedre til at stoppe behandlingen, hvis mistanken viser sig ubegrundet”, siger han.
Og landbruget er stadigvæk den største synder i det samlede antibiotikaregnskab.
”Antibiotika er lægemidler og ikke fodertilsætningsstoffer, som man bare kan anvende efter behag. Det er ilde hørt blandt svineproducenter, for med den nuværende produktionsform giver antibiotika penge på bundlinjen, og nu føler de så, at deres produktion er truet,” siger Kolmos og tilføjer:
”Men det går jo ikke at bruge antibiotika på den måde, hvis der også skal være antibiotika til næste generation. Så må man som læge sige fra. Og jeg lader mig ikke skræmme af lidt modstand, jeg fortsætter med sønderjysk vedholdenhed. Det er et langt, sejt træk, men vi skal nok nå i mål!”
Han har bolig både i Odense og i Tappernøje, hvor hans kone i mange år var leder af en institution for psykisk handicappede. Parrets tre børn er vokset op i forstanderboligen, og det er på samme parcel, Hans Jørn Kolmos har sine bistader, som han går meget op i.
”Bierne er som et spejl på miljøet, og på hvordan du selv har det. Når bierne har det godt, er miljøet i orden. Og kun når man er i balance, kan man passe bierne uden at iklæde sig rumdragt. Det er kunsten,” forklarer han.
Trods de 66 år har Hans Jørn Kolmos ikke umiddelbart planer om at holde op.
Fakta
”I min alder handler det om lige så stille at gøre sig overflødig. Så vi arbejder på at oplære dygtige folk i alle mine funktioner. Det skal jo helst være sådan, at når jeg en dag går hjem, er der ingen, der mangler mig.”
Men det betyder ikke, at Kolmos vil sidde stille. Så vil han kaste sig med endnu større iver over biavlen og sin anden passion, jagten på spændende arkæologiske fund fra ældre jægerstenalder.
”Det er faktisk ligesom at forske. Det handler om at gribe de gode øjeblikke, hvor der sker et gennembrud. De kommer i glimt - og det er dem, man skal fastholde,” siger Kolmos.
