Skip to main content

»Manden har svært ved at tro, at han er rask allerede ...«

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

15. okt. 2012
3 min.

6.00 Op for at smøre fire madpakker inden jeg vækker resten af familien. Så er der tre morgensure børn at sige farvel til, inden jeg skal ud ad døren. Jeg opdager, at cyklen står oppe på Roskilde Station, fordi jeg blev kørt hjem i går. Jeg når toget på reservecyklen.

8.05 Toget var lidt forsinket, så jeg går glip af dagens case på morgenkonferencen. Bagefter er der tværfagligt teammøde nede på uro-onkologisk. I dag er der en ph.d.-studerende, som skal rekvirere patienter fra afdelingen til et projekt. Her går sjældent en uge, uden at der sættes et nyt studie i søen.

9.00 En af de første patienter i ambulatoriet er en mand med prostatakræft. Han skal vurderes til påbegyndelse af kemoterapi, men det viser sig, at hans kreatininniveau er forhøjet, sikkert pga. obstruktion af urinvejene. Vi må afblæse kemo og indlægge ham akut på Urologisk Afdeling i Roskilde, hvor han kommer fra. Flere katetre! Kemoterapien kan påbegyndes, når der igen er fungerende nyrefunktion og urinveje.

9.45 En mand fra patienthotellet er fundet rodende og konfus og sendt akut i ambulatoriet. Han har et medullært tværsnitssyndrom på grund af metastaser, og for en uge siden kunne han ikke gå. Han er derfor i højdosis prednisolon og har påbegyndt strålebehandling. Han kommer gående, dog med støtte, og nu med morfin for smerter. Jeg prøver at få en snak med ham, justerer medicinen. Han skal fortsætte med strålebehandling. Jeg vil gerne indlægge ham her, men da han bor på Falster, skal han indlægges i Næstved og køre frem og tilbage til 14 dages daglig strålebehandling.

11.00 En 78-årig mand skal vurderes til kemoterapi for prostatakræft. Han har stigende PSA, men har for dårlig almentilstand til at tåle behandlingen. I stedet taler vi palliation og terminalforløb. Igen en skuffet mand, som gerne ville have været i gang.

12.30 Jeg nåede ikke frokost. En pensioneret sygeplejerske er på besøg og har bagt, så jeg får to kopper kaffe og en ordentlig bid kage. Jeg har en god ven og kollega, som er indlagt på Kirurgisk Afdeling med kræft, og jeg havde lovet hende at komme forbi i frokostpausen. Men jeg når det ikke, inden jeg skal videre med eftermiddagens program.

13.20 En 38-årig mand med testikelkræft. Testiklen er fjernet. Han har haft en forstørret lymfeknude og har fået tre gange kemoterapi. Han skal have svar på en opfølgende skanning, som viser, at lymfeknuden er normal nu. Han er sådan set kureret og skal bare følges op med skanning om fire måneder. Men manden har svært ved at tro, at han er rask allerede, og presser på for en ny skanning allerede næste måned. Der skal en længere samtale til for at overbevise ham om, at han godt kan blive rask efter tre gange kemoterapi.

15.40 Efter flere patienter, en del kontorarbejde, bestilling af kemo til næste dag, blodprøvesvar, opkald til tre patienter, som har ringet og har brug for en samtale, skynder jeg mig at lukke computeren og når 16.07 mod Roskilde.

16.45 Når at hente Jakob på 11 og Kirstine på ni i SFO'en. Frida på fem er til børnefødselsdag, hende henter jeg også. Der er højt humør og slikposer.

17.45 Har været hjemme. Jeg cykler med Jakob til orienteringsløb i skoven. Vi løber en lille time. Jeg styrter på en våd træbro, hvor jeg smadrer mit kompas og får en del blå mærker.

23.30 Børnene sover for længst. Jeg skulle egentlig have arbejdet på en protokol, vi skal til at køre på hjernekræftpatienter. Men min kone arbejder i et mindre firma og har nogle it-problemer, så jeg endte med at sidde og bøvle med at overføre og konvertere filer fra pc til iPad. Derefter slukker vi og går i seng.