Mange svage led i behandlingen af lette psykiske sygdomme

Sundhedsminister Astrid Krag har bebudet en række tiltag, der skal forbedre behandlingen af patienter med ikke-psykotiske psykiske lidelser. Og der er sat et trecifret millionbeløb af til det på finansloven. Men det er ikke bare penge, der er brug for. En ny rapport fra Dansk Sundhedsinstitut - DSI – viser, at der er en række forhold, der bevirker, at så mange i denne sygdomsgruppe ikke kommer på køl igen, men ender med at fylde op i den store gruppe af førtidspensionerede.

Undersøgelsen, der beskrives i kronikken i dette nummer af Ugeskriftet, har fokus på behandlingen af patienter med angst og depression. Det er en meget stor og varieret patientgruppe, der er tale om, omkring 500.000 mennesker anslås at have angst eller depression.

Kortlægningen viser, at der er mange årsager til at behandlingen halter. De praktiserende læger, som har behandlingsansvaret har ifølge rapportens forfatter ikke altid de fornødne kompetencer. Det gælder f. eks. samtaleterapi, der kombineret med medicinsk behandling, anbefales til moderat depression. For at gennemføre samtaleterapi skal lægen have gennemført efteruddannelse med efterfølgende supervision. Men ifølge undersøgelsen er det under halvdelen af alle læger, der har det. Der er ingen nye tal på det, de seneste er fra 2002, samlet i Region Midtjylland, og de viste, at under halvdelen af lægerne havde taget efteruddannelse i samtaleterapi.

Forfatterne konkluderer, at ”det formentlig er under halvdelen af landets praktiserende læger, der kan administrere den behandling, vejledningerne anbefaler, og som de praktiserende læger har ansvaret for.”

Bodil Johnsen, praktiserende læge og medlem af PLOs bestyrelse siger:

”Vi har i de seneste år haft meget fokus på stress, angst og depression – med undervisning, kliniske vejledninger og e-learningtilbud. Jeg er ikke enig i, at det fungerer dårligt med de praktiserende lægers kompetencer til samtaleterapi. Jeg har ikke tal for det, men jeg ved, at mange læger indgår i supervisionsgrupper, der har faste møder, hvor deres terapisamtaler bliver gennemgået. Det er en gammel tradition, der er meget udbredt.”

Hun tilføjer:

”Vi bliver mødt af skiftende efteruddannelseskrav alt efter hvor fokus er for tiden – kræft, livsstilssygdomme, psykiatri. Vi vil gerne have mere systematik ind i efteruddannelsen, så vi får en generel allround efteruddannelse. Det kommer vi med et oplæg om til næste overenskomstforhandlinger.”

Komplekst problem

Også honorarstrukturen kan være en hindring, selv hvis lægerne har de nødvendige kompetencer. Det skyldes, at der stilles en række krav og kriterier til terapiforløb, der samlet betyder, dels at det kan være økonomisk ufordelagtigt for den praktiserende læge, dels vanskeligt at gennemføre i praksis. Endelig kræver det at den praktiserende læge har kontakt med mange forskellige aktører, der skal koordineres, sparres og udøves tværfagligt arbejde. Det passer dårligt ind i den praktiserende læges arbejdsdag, ”hvor der er fokus på at pakke dagen med direkte patientkonsultationer.” Det er effektivt konstaterer undersøgelsen, men ”mindre hensigtsmæssig, når det drejer sig om andre aktiviteter, der kræver koordinering med andre aktører, sparring og tværfagligt samarbejde.”

Arbejdet bliver i øvrigt vanskeligt, fordi der er meget få henvisningsmuligheder, i de tilfælde, hvor der er brug for specialister til at sparre eller vurdere eller der simpelthen er brug for en mere intensiv behandlingsindsats til en patient. Det gør, at hele området er meget problemfyldt, lyder det i rapporten.

Katrine Schepelern Johansen, en af forfatterne bag undersøgelsen, konkluderer:

”Det vanskelige er, at der er problemer mange steder i systemet. Det gør det svært at sige, at man bare kan henvise til andre løsninger. Der er fx mangel på privatpraktiserende psykiatere. Så problemet er komplekst, det samme er løsningen.”

Collaborative care

Løsningen er logisk nok en indsats på mange flere. Forskerne bag undersøgelsen anbefaler en model, der hedder collaborative care, fordi den samler op, hvor de svage led er i dag. I den model indgår en ny figur, nemlig en care manager, som er en specialuddannet sygeplejerske med ekspertise i denne patientgruppe.

”En care manager vil kunne løfte det, fordi samarbejde og koordinering eksplicit er en del af denne persons opgave. Hvis care manageren er ansat i behandlingspsykiatrien, i distriktspsykiatrien vil nogle af de svage led i kæden derigennem blive styrket,” siger Katrine Schepelern Johansen.

Bodil Johnsen, PLO, kender ikke modellen særligt godt og vil derfor ikke tage stilling til den som sådan.

”Jeg kan umiddelbart godt se, at for de meget syge er der brug for en særlig indsats, fordi det er for komplekst for almen praksis alene og så skal der andre instanser ind over.”

Hun og hendes medforfatter Jakob Hansen vil dog også gerne skubbe bolden over på de praktiserende læger.

”Indtil videre er de fleste tiltag og projekter komme fra andre aktører – f. eks. kommunerne og psykiatrien (…) Hvordan, synes man i almen praksis, kan de identificerede barrierer overkommes med henblik på at sikre en ensartet høj kvalitet i behandlingen af patienter med angst og depression?”