Skip to main content

Massivt mæslingeudbrud i Berlin

Læger anbefaler pligtvaccination for børn inden adgang til daginstitution

Klaus Larsen kll@dadl.dk

9. feb. 2015
2 min.

Berlin er ramt af et massivt udbrud af mæslinger, oplyser Rober Koch Instituttet (RKI). Ifølge officielle tal er mindst 370 mennesker blevet smittet siden oktober, og der er tilsyneladende ikke udsigt til, at udbruddet er aftagende.

Smitten bredte sig oprindelig blandt asylsøgende fra Bosnien-Herzegovina og Serbien, men nu er det overvejende blandt indbyggere i Berlin, at de nye tilfælde optræder, skriver lægetidsskriftet Ärzteblatt.

Mæslingeudbruddet i Bosnien-Herzegovina begyndte i februar 2014 og blev meget omfattende. Derfor skal asylsøgende fra disse lande have en MFR-vaccination hurtigst muligt efter ankomsten til Tyskland, hedder det på RKI’s hjemmeside.

De tyske børne- og ungelægers organisation har anbefalet, at der ad politisk vej banes vej for

For nylig anbefalede de praktiserende lægers organisation Kassenärztliche Vereinigung (KV) i Berlin vaccinationspligt for børn, før de kan indskrives i daginstitution.

”En høj vaccinationsrate vil også beskytte dem, der af medicinske årsager ikke kan vaccineres”, siger KV-formand Angelika Prehn og tilføjer:

”Ad frivillighedens vej er det åbenbart ikke muligt at opnå den kvote på mindst 95 pct. vaccinerede, der er nødvendig for at opnå den såkaldte flokbeskyttelse”.

I november fik en fireårig pige i delstaten Hessen diagnosticeret subakut skleroserende panencephalitis (SSPE), en kronisk og fremadskridende hjernebetændelse, der er en senvirknng af mæslilnger. Sygdommen er sjælden og kan ikke kureres. Det anslås, at én af 3.300, der har fået mæslinger, vil udvikle SSPE inden for 6-8 år. Sygdomsforløbet er altid dødeligt.

Den pågældende pige blev smittet med mæslinger, da hun var tre måneder gammel, og sygdommen forløb dengang uden komplikationer. Moderen var ikke vaccineret, og datteren var derfor uden den beskyttelse, det ellers kan give barnet i dets første måneder. Tilfældet udløste en heftig mediedebat om vaccination.