Medicin over landegrænser

Lægemiddelområdet er et af de mest harmoniserede områder inden for EU. Siden oprettelsen af det Fælles Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, i 1995 har de enkelte medlemslandes lovgivning gradvist nærmet sig hinanden. Det betyder, at vi i dag stort set anvender det samme sæt love og regler i alle 27 EU-lande, når nye lægemidler skal godkendes, markedsføres og deres sikkerhed i daglig klinisk brug overvåges. Dertil kommer, at langt de fleste innovative lægemidler i dag godkendes gennem en fælles EU-procedure, der varetages af EMA, som giver en markedsføringstilladelse, som gælder i alle 27 EU-lande på én gang. Fordelen ved et sådant system er blandt andet, at al produktinformation er ens, uanset hvilket af de mere end 20 sprog, der tales i EU, det er skrevet på. Herved skulle vi gerne på lidt længere sigt opnå, at vores patienter frit kan bevæge sig rundt mellem sundhedsvæsenerne i EU uden at opleve utilsigtede hændelser som beskrevet i [1]. Her beskrives, hvordan en efter tysk standard i øvrigt korrekt initieret B ₁₂ -vitamin-behandling medførte manglende behandlingsrespons efter patientens hjemkomst til Danmark, fordi behandlingen øjensynligt blev fortsat, som om der skulle anvendes et af de produkter, som er markedsført i Danmark.

Problemet har mange facetter og demonstrerer blandt andet, at en stor del af vores behandlingstradition er knyttet til håndtering af bestemte, ofte velkendte præparater, og at vi ikke overvejer, at traditionen kan være en anden uden for rigets grænser. Hertil kommer eventuelle sproglige barrierer, der er relateret til såvel den trykte læge/patientinformation som til patienten selv.

Men problemet stopper ikke her. Privates egenimport af medicin har i de seneste år fået et ikke ubetydeligt omfang målt ved antallet af lægemiddelforsendelser, der bliver stoppet i tolden [2]. Behandling med disse produkter vil ofte finde sted uden lægens medvirken eller viden og udgør dermed en potentiel fare for patientsikkerheden.

Utilsigtet dobbeltmedicinering, interaktioner og bivirkninger kan alle give symptomer, der kan medføre udredning, indlæggelse eller potentielt set varige men eller død. Hertil kommer risikoen for privates import af forfalsket medicin, hvis indhold og dermed virkning er helt uden for myndighedernes eller andres kontrol.

Situationen lader sig næppe ændre med et trylleslag. Som allerede sagt vil det europæiske system for fælles lægemiddelgodkendelse i et vist omfang løse problemet med forskellige terapitraditioner på tværs af landegrænserne. Til gengæld er der ikke meget, som tyder på, at privates import af medicin vil kunne bremses. De kliniske implikationer af dette ændrede medicinmarked må give anledning til et memento om vigtigheden af en grundig medicinanamnese. Denne bør omfatte ikke alene receptpligtig medicin, håndkøbs- og naturmedicin, men også importeret medicin og behandlinger, der er initieret eller varetaget i udlandet. Støder man her på lægemidler, som ikke er godkendt i Danmark, bør man forsøge at skaffe sig så megen information som muligt om lægemidlet. Her kan Lægemiddelstyrelsen og de klinisk farmakologiske afdelinger være en hjælp, om end ingen af disse instanser har et fuldt overblik over godkendte lægemidler i andre lande. Ofte ender man der, hvor patienten begyndte - på internettet, hvor validiteten af oplysningerne kræver en mere end almindelig kritisk sans.

Lægerne kan ikke løse problemet alene. Patien-terne har et stort medansvar, når de køber medicin via internettet eller opsøger behandlere i udlandet. Information, der kan skærpe forbrugernes kritiske sans på medicinområdet, som eksempelvis Lægemiddelstyrelsens F-kampagne (forbud, forfalsket, forkert og fornuftig brug af medicin) i 2006 [3], synes fortsat at være påkrævet.

Korrespondance: Steffen Thirstrup , Lægemiddelgodkendelse, Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, 2300 København S. E-mail: STH@dkma.dk

Interessekonflikter: ingen