Medicinske nyheder

Fiskeolie reducerer mortalitet blandt hjertesvigtpatienter> Lancet

Fiskeolie reducerer mortaliteten og risikoen for indlæggelser af kardiovaskulære årsager blandt patienter med symptomatisk hjerteinsufficiens, konkluderer man i en randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i september i Lancet.

Forskere bag Gruppo Italiano di Studio della Sopravvivenza nella Insufficienza cardiaca-Heart Failure (GISSI-HG)-studiet rekrutterede på 357 italienske centre 7.000 patienter med hjerteinsufficiens (New York Heart Association-klasse II-IV). De var i gennemsnit 67 år gamle.

Patienterne blev randomiseret til enten placebo eller omega-3-polyumættede fedtsyrer (1 g dagligt).

Efter cirka fire års opfølgning var mortaliteten lavere i interventionsgruppen end i en kontrolgruppe (27% vs. 29%; p = 0,041). Kardiovaskulær mortalitet eller indlæggelser af kardiovaskulære årsager var ligeledes lavere i interventionsgruppen end i kontrolgruppen (57% vs. 59%; p = 0,009).

»I absolutte tal svarer dette til, at man skal behandle 56 patienter i fire år for at undgå et dødsfald«, skriver forfatterne.

De hyppigste bivirkninger i begge grupper var gastrointestinale (3% i hver gruppe).

Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet, kommenterer: »En tidligere undersøgelse har slået fast, at et tilskud med fiskeolie nedsætter mortaliteten hos patienter med iskæmisk hjertesygdom, og denne undersøgelse dokumenterer nu, at det også gælder for patienter med hjerteinsufficiens. Nu er det vigtigt at få det implementeret i den kliniske praksis, så alle patienterne får denne ordination (1 gram fiskeolie dagligt).«

GISSI-HF investigators. Effect of n-3 polyunsaturated fatty acids in patients with chronic heart failure (the GISSI-HF trial). Lancet 2008; DOI:10.1016/S0140-6736(08)61239-8.

Nyt molekyle har klinisk effekt ved Alzheimers sygdom
> Lancet Neurol

Et nyt molekyle, som forhindrer oligomerisering af betaamyloid i hjernen, fører muligvis til en bedring i visse kognitive funktioner hos patienter med Alzheimers sygdom. Dette fremgår af en fase II-randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i septembernummeret af Lancet Neurology.

Molekylet hedder PBT2, og er en lavaffinitetsmetalkelator der påvirker zinks og kobbers rolle i beta-amyloids aflejring uden at påvirke metallernes vigtige funktioner i andre enzymsystemer.

Lars Lannfelt, fra Uppsala Akademiska Sjukhuset og kollegaer bag PBT2-201-EURO Study Group rekrutterede 78 patienter, der havde tidlig Alzheimers sygdom og havde været i behandling med en kolinesterasehæmmer i mindst fire måneder. De var i gennemsnit 72 år gamle.

Patienterne blev randomiseret til enten peroral PBT2 50 mg dagligt, PBT2 250 mg dagligt eller placebo.

Det primære effektmål var sikkerhedsprofilen. Efter 12 uger var der ingen alvorlige bivirkninger i grupperne, der fik de aktive behandlinger, mens cirka halvdelen af deltagerne i hver gruppe oplevede bivirkninger.

Patienterne i højdosisgruppen havde en signifikant bedring i eksekutive funktioner, og der var ingen bedring eller forværring hos patienterne i placebogruppen (48 sekunder hurtigere i trail making-B-test og 2,8 flere ord ved ordmobilisering på et minut).

Der var en reduktion i betaamyloidkoncentrationen i spinalvæsken, men ikke i blodet i højdosisgruppen (difference in least squares mean change på -56 pg/ml) og ingen reduktion hos placebogruppen. Dette tyder på, at PBT2 virker centralt.

Peter Johannsen, Hukommelsesklinikken, Rigshospitalet, kommenterer: »PBT2 er en videreudvikling af et tidligere diaremiddel, der dog havde alvorlige neurologisk bivirkninger. Det er derfor godt at se, at det har været muligt at udvikle præparatet med en ny angrebsvinkel på betaamyloid og foreløbig uden alvorlige bivirkninger. Resultatet på de kognitive test tyder på, at der også kan være en symptomatisk effekt af præparatet. Resultatet med reduktion af spinalvæskeindholdet af betaamyloid er spændende. Da beta-amyloid normalt er nedsat ved Alzheimers sygdom, er der i dag ingen, der ved, om det vil være en fordel med en yderligere reduktion eller en normalisering«.

Lannfelt L, Blennow K, Zetterberg H et al. Safety, efficacy, and biomarker findings of PBT2 in targeting Ab as a modifying therapy for Alzheimer's disease. Lancet Neurol 2008;7:779-86.

Stram glukosekontrol reducerer ikke mortalitet hos kritisk syge patienter
> JAMA

Stram kontrol af blodsukkerværdierne hos kritisk syge patienter er ikke forbundet med lavere mortalitet, som tidligere påvist - og denne behandlingsstrategi femdobler endda risikoen for hypoglykæmiepisoder. Dette fremgår af en metaanalyse publiceret i Journal of the American Medical Association i august.

Ifølge førsteforfatteren Renda Wiener fra Dartmouth Medical School, Hanover, USA, er der modstridende resultater vedrørende virkningen af en stram glukosekontrol hos denne patientgruppe. For at afklare dette fandt hun 29 randomiserede kliniske undersøgelser, herunder to som ikke var publiceret. Undersøgelserne omfattede i alt 8.432 patienter.

Stram glukosekontrol (< 8,3 mmol/l) påvirkede ikke signifikant mortaliteten under indlæggelse i forhold til konventionel behandling (21,6% hhv. 23,3%). En meget stram kontrol ( 6,1 mmol/l) havde heller ikke nogen signifikant effekt.

Forfatterne fandt ikke nogen signifikant mortalitetsforskel, uanset om patienterne var indlagt på et intensivafsnit, på en kirurgisk afdeling eller på en medicinsk-kirurgisk afdeling.

Forskerne fandt en øget risiko for hypoglykæmiepisoder (blodsukker 2,2 mmol/l; 13,7% vs. 2,5%; relativ risiko 5,13). Der var dog en nedsat risiko for sepsis (10,9% vs. 13,4%).

Anders Perner, Intensivterapiklinikken, Rigshospitalet, kommenterer: »Dette område er komplekst, men de fleste danske intensivister anvender blodsukker på 8 mmol som mål for insulinbehandling, og dette ser ud til at være sikkert. Om vi skal behandle til et lavere mål, ved vi mere om, når der først i det nye år foreligger data fra NICE SUGAR-studiet, som er et pragmatisk randonomiseret, kontrolleret studie af 6.100 intensivpatienter i Australasien og Nordamerika.«

Wiener RS, Wiener DC, Larson RJ et al. Benefits and risks of tight glucose control in critically Ill adults. JAMA 2008;300:933-44.

Genetisk variation forklarer myopati ved statinbehandling
> N Engl J Med

Patienter med bestemte genetiske variationer i kromosom 12 har en stærkt forøget risiko for at få myopati ved behandling med statiner. Identifikation af disse variationer kan reducere risikoen for denne alvorlige bivirkning af statinbehandling. Det fremgår af en artikel publiceret i august i New England Journal of Medicine.

Forskere bag Study of the Effectiveness of Additional Reductions in Cholesterol and Homocysteine (SEARCH)-undersøgelsen, fra University of Oxford screenede for over 300.000 genetiske markører (genomewide association studie) hos 85 patienter, der havde haft myopati, samt hos 90 kontrolpersoner.

Alle var i behandling med 80 mg simvastatin dagligt som led i en klinisk undersøgelse med i alt 12.000 deltagere.

Forskerne fandt, at en variation i genet SLCO1B1 i kromosom 12, som var til stede hos ca. 15% af personerne, var stærkt associeret med myopati. Genet indgår i den hepatiske optagelse af statiner.

De personer, som var heterozygote for variationen, havde en ca. fem gange større risiko for myopati (odds ratio 4,5) end dem, der ikke var. »Mere end 60% af myopatiepisoderne kunne forklares af variationen«, skriver forfatterne.

Mogens Lytken Larsen, Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Undersøgelsen er et godt eksempel på udviklingen inden for farmakogenetik, hvor man på baggrund af genetisk viden kan tilrettelægge den farmakologiske behandling og måske øge sikkerheden. Forekomsten af myopati ved statinbehandling er imidlertid så sjælden, at undersøgelse for genetisk variation næppe vil finde en plads i den daglige klinik. Forfatterne angiver, at forekomsten af myopati ved den mest anvendte dosering i Danmark, 40 mg simvastatin, er ca. 1/10.000 pr. år; men øges med en faktor 10, hvis man fordobler dosis til 80 mg.«

The SEARCH Collaborative Group. SLCO1B1 variants and statin-induced myopathy - a genomewide study. N Engl J Med 2008;359:789-99.