Mere bruttolykke tak

Da overlæge Else Smith i februar på vegne af Udenrigsministeriet besøgte det lille bjergrige kongedømme Bhutan i det østlige Himalaya, blev hun vidne til en kontant og utraditionel form for forebyggelse.

Kong Jigme Singye Wangchuck syntes, at for mange af de 700.000 undersåtter var blevet for fede. En af hans koner var i hvert fald, melder historien, så han dekreterede, at befolkningen i en periode ikke måtte spise kød.

Det er næppe den slags initiativer, som Else Smith, den ny formand for Sundhedskomiteen, Lægeforeningens stående arbejdsgruppe om forebyggelse og sundhedsfremme, ønsker sig på dansk grund, selv om vi nordboer bliver mere og mere korpulente.

Dog er hun som mange andre vesterlændinge fascineret af den ro og harmoniske livsførelse, som bhutanerne og andre fattige folkeslag udstråler, og hun knytter samfundets kulturelle og religiøse grundsubstans tæt sammen med forebyggelse og livskvalitet i et moderne samfund som det danske.

»Det er ikke fordi jeg er romantiker, men jeg kunne ikke lade være med at forlade Bhutan med en fornemmelse af, at de har noget, som er mere værd end den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på«, siger hun.

Kongen med den hårdhændede fedmeforebyggelse har sagt, at han hellere »vil stræbe efter den størst mulige bruttolykke for mit folk end det størst mulige bruttonationalprodukt«, og det er en tankegang, som trods adskilt af store geografiske og kulturelle afstande, tangerer Else Smiths.

De mange dårlige danske liv - somatiske som psykiske - og det deraf følgende store behov for forebyggelse er et kulturelt sygdomstegn, mener hun.

»I sidste ende handler forebyggelse om, hvordan børn bliver til sunde voksne. Forebyggelse handler om, hvordan vi ser os selv i sammenhæng med andre, og hvad vi vil med os selv. Når børn og unge drikker så meget cola og springer morgenmaden over, handler det et eller andet sted om usikkerhed, og ikke mindst om, at forældre og andre ikke tager hånd om barnet. Mine to døtre på 17 og 19 fortæller mig, at de unge ikke siger noget til hinanden, hvis nogen drikker eller ryger for meget hash, eller hvis man er anorektisk eller fed for den sags skyld. Men hvis vi følte, at vi skulle tage hånd om hinanden, ville vi tale med hinanden, og så kunne vi forebygge mange dårligdomme. Når jeg ser på et land som Bhutan, tror jeg ikke, at vi har indrettet os ordentligt. Vi har betalt en pris for vores materielle velstand«, udtaler Else Smith.

Siden 1989 har den ny formand for Sundhedskomiteen været ansat på Statens Serum Instituts Epidemiologiske Afdeling, hvor hun i dag er chef.

Hendes speciale har i alle årene været smitsomme sygdomme, især hiv/aids. Screening af bloddonorer og overvågning af de forskellige hepatitis-sygdomme har hun også beskæftiget sig meget med.

Risikovurdering optager hende meget, og hun giver et eksempel på disciplinen at lave en sammenlignende risikovurdering:

»Både hiv og hepatitis B-virus (HBV) smitter med blod, ved ubeskyttet sex og fra mor til barn. Risikoen for smitte er måske 100 gange større med HBV end med hiv. Smitte med HBV kan forebygges med vaccination. Forekomsten af kronisk HBV-infektion er nok lidt højere i den danske befolkning end forekomsten af hiv-infektion. Ubehandlet fører hiv til aids og død efter typisk 10-15 år, mens kronisk HBV-infektion ofte fører til kronisk leversygdom 20-40 år senere og for nogle til leverkræft og død. Vi har anvendt utrolig mange ressourcer på hiv-forebyggelse, mens vi stadig ikke tilbyder gratis vaccination mod HBV til befolkningsgrupper i særlig risiko. Hvilke risikovurderinger lå egentlig bag disse beslutninger?«

Før hun blev speciallæge i samfundsmedicin, arbejdede hun blandt andet med behandling af hiv/aids på Hvidovre Hospital, og den kliniske erfaring har hjulpet hende i jobbet på Epidemiologisk Afdeling.

»Det har været en kæmpe fordel i mit arbejde som epidemiolog, at jeg har haft en klinisk baggrund. Ikke at man ikke kan fungere som epidemiolog uden, men jeg kan konstatere, at når jeg møder unge læger her på afdelingen, som ikke har mødt patienter med smitsomme sygdomme, har de sværere ved at gennemskue sammenhænge«, nævner hun.