… og flere læger, der dygtiggør sig inden for ledelse. Og andre fagligheder ind på lægeuddannelsen. Og mere samarbejde. På landets første fælles medicinske uddannelseskonference var der mange bud på, hvad læger i fremtiden skal kunne. En ting stod fast: seksårsreglen vil næppe overleve.
Hvordan skal vi uddanne lægerne til fremtidens sundhedsvæsen?
Det spørgsmål var der ikke noget entydigt svar på, da der søndag i Horsens var premiere på den første danske fælles medicinske uddannelseskonference (MUK), der har fokus på både den præ- og postgraduate lægeuddannelse.
Til gengæld blev der stillet mange spørgsmål: Vil KBU’en overleve? Vil seksårsreglen overleve? Hvordan skal snitfladen mellem grund- og videreuddannelsen være?
Og: Har specialiseringen taget overhånd?
”Når det kommer til specialisering, har vi sejret os ihjel”, lød det fra chefen for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, der talte en del om ’kateterlægerne’, der f.eks. ”kan putte en stent ind i et aneurisme”: ”Men de har svært ved at lave andet, end hvad der har med katetere at gøre. Og det er en udfordring”, sagde han og fortsatte:
”Jeg tror, at specialerne nok skal overleve. Sundhedsstyrelsen kommer ikke til hverken at sige nej til nye specialer eller afskaffe dem alle sammen. Men vi kommer til at fokusere på andre kompetencer som f.eks. evnen til at samarbejde. Vi skal ikke tro, vi kan genopfinde den interne mediciner som generalist. Men der vil være krav til, at ’kateterlægerne’ samarbejder med de andre. Det er min kæphest og den store uddannelsmæssige udfordring”.
Søren Brostrøm stillede spørgsmålet, om KBU’en vil overleve?
”Ja, det kommer an på, hvad universiteterne kan levere i basisuddannelsen. Et eller andet sted er det jo mærkeligt, at folk, der har fået en lang akademisk uddannelse, er nødt til at skulle bruge et år på det, som deres uddannelse egentlig skulle kvalificere dem til. KBU’en overlever nok, men vi bliver nødt til at se på snitfladen mellem grunduddannelsen og specialiseringen"
Til gengæld overlever seksårsreglen ifølge Søren Brostrøm ikke.
”Rationalet bag reglen – speciallægemangel – forsvinder. Prognoserne fortæller os, at vi om 20-35 år vil have 50 pct. flere speciallæger end i dag. Dertil kommer, at læger jo også bliver sundere, og at vi kommer til at have et længere lægeliv. Til gengæld kommer vi til at se på, hvordan det lægeliv skal være sammensat. Der skal være plads til svinkeærinder. Det, der har kvalificeret mig til at være, hvor jeg er i dag, er alle de konstruktive svinkeærinder, jeg foretog ved siden af min speciallægeuddannelse”.
Faktaboks
Og så manede Søren Brostrøm i øvrigt til besindelse, hvad angår den nye teknologi:
”Vi hører om computeren Watson, som nogen mener er bedre til at diagnosticere, end lægerne er. Og for nogle år siden var det telemedicin, der var det forjættende nye. Og ja, det betyder meget, men hverken Watson eller telemedicin kan løse lægemangelen. Kernen i det lægelige arbejde går aldrig af mode”.
Uddannelsen inden for lægefaget er ifølge Søren Brostrøm gået forrest ved at have været åben for andre fagligheder som f.eks. pædagogik, organisationsteori og kvalitative studier. Og han sluttede sit indspark til konferencen af med at efterlyse en ”endnu større åbenhed og sensibilitet over for andre fagligheder end den naturvidenskabelige – så skal vi nok klare fremtiden”.
Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Aalborg Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, gjorde det klart, at det ikke er nogen nem opgave for universiteterne at se ind i krystalkuglen.
”Der er en stor risiko for, at vi kommer til at halte bagefter, fordi vi ser udfordringerne for sent. Det er et reguleret område og en langvarig uddannelse, så vi er per definition bagefter. Den eksponentielle udvikling i viden og teknologi betyder, at den basisviden, den studerende lærer på universitetet, nærmest er momentant forældet”, lød det fra Lars Hvilsted Rasmussen, der beskrev universitetsuddannelsen af læger i Danmark som ”en dynamisk supertanker”.
”Der er et ønske om at forny den, men samtidig en enorm konservatisme. Spørger man fagspecialeprofessorerne, er der ikke noget der kan tages ud, snarere vil de gerne have mere ind”.
Og noget af det dekanen fra AAU selv efterlyste mere af, er soft skills.
”Soft skills skal vi have mere fokus på. De studerende skal uddannes til at tage ansvar, have mere dømmekraft og mere dannelse. Ligesom der skal være fokus på værdier, etik og kritisk bevidsthed”.
Lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Claus Thomsen, opridsede tre kompetencer, som hospitalerne og også gerne universiteterne skal bidrage til at udvikle: den gode kliniker, den gode lægelige forbedrer og evnen og viljen til at lede.
”Den dygtige læge skal evne og rumme pushet til forandringer - hele tiden. Vores diagnostiske og behandlingsmæssige tilbud til patienterne vokser hurtigere og hurtigere, og det samme gør forventningerne til dem. Både fra os selv og fra patienterne. Og lægens vigtigste opgave er at kunne stille den rette diagnose og give det bedste tilbud om behandling – i særlig grad i samarbjde med patienten og de pårørende", sagde han.
"Og det er altså ikke soft skills. Allerede Hippokrates skrev om det. Om vigtigheden af prognosen for patienten og familien i en tid, hvor der var sparsomme muligheder for at stille en diagnose og behandle. Og prognosen er fortsat det vigtigste. Det kliniske skøn skal vi træne på hospitalerne for at undgå blinde pletter. Vi skal tilbage til diffentialdiagnoserne – ellers risikerer vi tunnelsyn”, lød det fra Claus Thomsen, der fortsatte:
”Jeg oplever yngre læger, som er hunderædde for at skulle ud og at træffe beslutninger. Men det er det, man skal kunne. Og derfor skal vi dyrke det gode gamle mesterlæreprincip meget mere. Nej, det er der ikke noget nyt i. Men vi skal praktisere det meget mere. Hver dag”.
Og så slog Claus Thomsen et ordentligt slag for, at læger skal blive bedre ledere, og at flere skal interesse sig for og dygtiggøre sig inden for ledelse.
”Jeg siger ikke, at de skal blive klinikchefer, ledende overlæger, lægefaglige chefer. Men god lægelig ledelse er afgørende for, at man kan levere den kliniske kerneopgave bedst muligt inden for rammerne af muligheder, krav og økonomi”.
