Skip to main content

Midtjysk protestbrev fra overlægeråd har ført til møde

Region og overlægeråd er enige om, at presset på overlægerne er voldsomt.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

25. nov. 2015
3 min.

For omkring en måned siden sendte overlægerådet i Region Midtjylland et brev til regionen. Indholdet var, kort fortalt: Nu kan det være nok. Grænsen er nået for, hvor meget vi kan nå.

Overlægerne henviste både til centrale og lokale krav som årsag til presset.

”Men grænsen for, hvor mange garantier, politikerne kan udstikke inden for de nuværende speciallægeressourcer, er ved at være nået. Vi kan ikke være flere steder og løse flere opgaver på samme tid. Derfor må regionen prioritere, hvad der er vigtigst,” skrev lægerne blandt andet i brevet.

Overlægerådet modtog umiddelbart efter et brev fra regionsrådsformand Bent Hansen, oplyser formand for overlægerådet, Vibeke Ersbak.

”Bent Hansen gav udtryk for, at han var enig i, at der er skåret ind til benet. Selv om en stor del af problemet stammer fra regeringens behandlings- og udredningsgarantier, synes vi, det er vigtigt, at møde forståelse fra regionsrådsformanden for, at bægeret er ved at være fyldt”.

I går aftes var, tirsdag, var repræsentanter fra overlægerådet inviteret til regionsgården, hvor de mødtes med blandt andre regionens sundhedsdirektør Ole Thomsen. Selv om kravet om prioritering ikke umiddelbart står til at blive efterkommet, er Vibeke Ersbak positiv:

”Det var et godt møde, hvor vi fik lejlighed til at uddybe vores situation, så de fik et indtryk af, hvordan det står til” siger hun.

Mødet gav i det hele taget overlægerne lejlighed til at forklare mere detaljeret, på hvilken måde, de presses. Fx hvordan behandlingsgarantien volder problemer i dagligdagen med dens rigide tidsfrister er vanskelige og tidskrævende at have med at gøre i dagligdagen, blandt andet fordi patienter har det med at komme i bølger, forklarer Vibeke Ersbak.

Skifter lejepapir

På mødet præsenterede overlægerådet regionens repræsentanter for nogle konkrete – lokale - problemer – og løsningsforslag. Eksempelvis har nedskæringer i regionen betydet, at hjælpepersonalet - i dette tilfælde sygeplejersker og sekretærer – er skåret ned, hvilket betyder, at overlægerne får mindre tid til patienterne, fordi de skal bruge tid på alle mulige andre ting end de rent lægelige – printe medicinlister, hjælpe patienterne af og i tøjet, skifte lejepapir, skrive journalnotater direkte m.v.

”Vi vil gerne have hjælpepersonalet tilbage og det ved Ole Thomsen nu. Han kan ikke umiddelbart give nogen løfter. Men han lyttede og vi er helt sikre på, at han vil gå videre med det, og vi regner med at være i en dialog fortsat” siger Vibeke Ersbak.

Generel frustration

Formanden for Overlægeforeningen Anja Mitchell mener, at den midtjyske frustration blandt overlægerne, er udtryk for et generelt problem:

”Man taler meget om prioritering af dyr medicin, men meldingen fra overlægerne i Midtjylland viser, at der er mindst lige så hårdt brug for en prioritering af overlægernes og speciallægernes tid og kræfter. Sygehusene i hele landet står med en kæmpe udfordring, efter at regeringen har besluttet at udvide behandlingsgarantien og retten til hurtig udredning. Det sætter sygehusene under et stort pres, især de mange steder hvor afdelinger mangler overlæger og speciallæger.

Der er en oplagt fare for, at de nye patientrettigheder kommer til at gå ud over bl.a. patienters behandling på akutområdet, de gamle medicinske patienter og mennesker med psykisk sygdom. Det har vi set før. Regeringen bør derfor indse, at der er brug for prioritering og komme i gang med at justere de garantier og løfter, som ikke kan holdes. Og det kan ikke gå hurtigt nok!” siger Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen.