Skip to main content

Militærlægen: Det er en ære at få lov til at hjælpe

Journalist Björn Ramel, bramel@swipnet.se

22. jan. 2007
2 min.

Hun tager imod på kontoret iført militæruniform og støvler. Den hvide lægekittel hænger på en krog på væggen. På en boghylde står der billeder af børnene.

I behandlingen af unge soldater, der ofte er lemlæstede og psykisk mærkede for livet, flyder rollerne næsten sammen: mor, borger og militærlæge.

»Som borger har jeg naturligvis en holdning til krigen, og den gav jeg udtryk for, da der var valg til Kongressen. Og som mor opmuntrer jeg mine børn til at vælge en anden karriere end den militære. Men her på klinikken forsøger jeg at lade være med at tænke politisk. Det er ikke befordrende for mig. Men for familierne, som kommer for at besøge deres sønner, flyder behandlingen sammen med politik - de kan ikke adskille krigen fra skaderne. Så forsøger jeg bare at reagere som et medmenneske. Det er ikke min opgave at retfærdiggøre eller forklare«, siger Gina Dorlac.

Tårer har været en del af hverdagen i de hårde to år, hun har gjort tjeneste i Landstuhl sammen med sin mand, der også er læge.

»Jeg tror, at mange læger her fortrænger deres følelser og tænker, at dem må de tage sig af på et senere tidspunkt. Lige nu har vi et vigtigt arbejde at udføre.« Og hun er glad for sit arbejde, selvom en normal arbejdsuge kan snige sig på op mod 70 timer.

»De fleste vælger at læse medicin for at hjælpe andre. Og her kan jeg virkelig gøre en indsats. Soldaterne er unge, og de fleste kommer sig hurtigt, hvilket er fagligt tilfredsstillende. Det er en ære at få lov til at hjælpe«.

Tit er hjælpen ved Landstuhl Regional Medical Center kun et skridt på vejen - mange intensivpatienter har behov for fortsat genoptræning i USA. Andre vender direkte tilbage til fronten. Til en tilværelse i nærmest konstant stress, hvor ven er svær at skille fra fjende. Og til risikoen for at blive såret igen - eller at dø. Enkelte begår sågar selvmord, og mange rammes af psykisk udmattelse. Alligevel vil næsten alle de soldater, der havner på Landstuhl, iklæde sig kampuniformen igen, påstår Gina Dorlac. »Deres beslutsomhed er imponerende«.

Handler det om en slags internaliseret »Catch 22?« Tomme løfter? »Nej«, svarer pastor Randy Wren. »Jeg tror virkelig, at de mener det - overraskende nok. De er mentalt godt forberedt på krigen, og for mange bliver militæret en slags familie. Derfor vil de tilbage og hjælpe deres kammerater. Krigen kan også give dem indhold i livet og en identitet«, siger han.

Oversat fra svensk af Rikke M. Jensen, Ugeskrift for Læger