Militærlæger og lægeetik

Lægeforeningen påtager sig flere gange årligt at undervise danske militærlæger i etik. Danske læger, der bliver udsendt til konfliktområder, kan derfor ikke være i tvivl om, hvilke regler der gælder for deres omgang med og behandling af fanger. Det er kurser, som Lægeforeningen har udviklet sammen med Forsvaret, der tager opgaven endog meget alvorligt. Vi går derfor ud fra, at vi ikke har medlemmer, der under deres udsendelse har krænket de lægeetiske regler og i øvrigt er bekendt med deres forpligtelser omkring indberetning og støtte til kolleger, der udsættes for pression.

Debatten og skandalerne omkring først og fremmest amerikanske styrkers anvendelse af tortur i Afghanistan, Irak og Guantanamo på har rumlet længe. Vi er ved flere lejligheder blevet opfordret til som lægeforening at tage afstand fra det, som er foregået. Der er ingen, der kan være i tvivl om Læge-foreningens holdning til tortur og aktiv medvirken til at bekæmpe følgerne af den, men vi har ikke følt behov for at kommentere, hvad der foregår i udenlandske militære fængsler. Nu har The Lancet imidlertid rejst meget alvorlige anklager mod amerikanske læger for medvirken til tortur og advarsler om et almindeligt moralsk skred i den vestlige verden pga. terrortruslen. Derfor er det på sin plads at sige, at vi for vores del står meget fast på de grundlæggende etiske principper. Lægeforeningen har været meget aktiv i arbejdet med at støtte udenlandske kolleger, der har modsat sig medvirken, har villet afsløre anvendelsen af tortur eller har hjulpet ofrene, og vi har også været udfarende i arbejdet med de internationale etiske regler. Det forpligter.

Der er en række konventioner om tortur. Grundlaget er Genève-deklarationen, der blev vedtaget af den nyindstiftede verdenslægeforening i 1948. Den bestemmer, at »jeg vil nære den højeste respekt for menneskets liv fra dets begyndelse, selv under trusler, og jeg vil ikke gøre brug af min lægelige kunnen imod almindelige humanitære principper«. Den blev fulgt op af Tokyo-deklarationen, vedtaget i oktober 1975. Den er kompromisløs i sin formulering: »Lægen må ikke tillade, billige eller deltage i udøvelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, uanset hvilken forbrydelse, offeret for en sådan behandling måtte være mistænkt for, anklaget for eller skyldig i, uanset hvad offerets overbevisning eller motiver måtte være. Dette gælder i alle situationer, herunder væbnet konflikt og indre stridigheder«.

Tokyo-deklarationen har også nogle bestemmelser om støtte til læger, der bliver udsat for repressalier. Den danske lægeforening følte et behov for at gøre disse regler klarere og mere forpligtende og tog derfor initiativ til det, der i 1997 blev til Hamborg-deklarationen. Den forpligter nationale lægeforeninger til at støtte og beskytte læger, der modsætter sig medvirken til tortur eller arbejder med at behandle og rehabilitere ofre. Deklarationen forpligter desuden læger til at offentliggøre oplysninger om tortur og de nationale organisationer til at støtte medlemmer, der træder frem. Lægeforeningen har naturligt nok følt sig meget forpligtet af denne deklaration, og vi har især været meget aktive over for tyrkiske myndigheder, der truede eller forfulgte læger, der tog sig af ofre for tortur.

Derfor hersker der ingen tvivl om Lægeforeningens klare holdninger mod anvendelse af tortur og lægers medvirken. Vi fordømmer derfor også klart amerikanske læger, hvis de har medvirket til mishandling i amerikansk kontrollerede fængsler og fangelejre. Vi må dog også opfordre til, at tortur-begrebet ikke bliver udvandet, fordi der råbes tortur ved enhver given anledning. Tortur kan ikke gradbøjes. Tortur er en meget alvorlig sag, så der skal være belæg for at fremsætte beskyldninger, ellers bliver begrebet udvandet og meningsløst.