Skip to main content

Mød professoren, der ved, at tro er sundt

Niels Christian Hvidt er Danmarks første professor i eksistentiel og åndelig omsorg. Han forsker i, hvordan patienter får det bedre af at tro og ved at blive mødt af sundheds­personale, der tør tale om det. Og så har han en mission: At gøre den omfattende grundforskning, der findes på området, brugbar for klinikere.
Foto: Heidi Lundsgaard
Foto: Heidi Lundsgaard

Line Felholt, kontaktlinef@gmail.com

13. aug. 2019
14 min.

Det er ikke noget, han tror. Han ved. At tro er forbundet med helbred. Tag ikke hans ord for det. Tag tallene. En række artikler, publiceret i anerkendte videnskabelige, lægefaglige tidsskrifter på data fra Den Danske Religionskohorte med 12.000 cpr-numre giver følgende resultat: Blandt danske adventister og baptister er der markant lavere risiko – 37 pct. for mænd, 26 for kvinder – for en række kræftsygdomme end blandt øvrige danskere. For særligt livsstilsrelaterede sygdomme som lungekræft, KOL og skrumpelever er risikoen 66 pct. lavere for mænd, 56 for kvinder. Og langt over 90 pct. lavere risiko for at dø ved selvmord eller i trafikken.

»Det er jo nogle ret utrolige tal. Og de kommer endda fra en kohorte på 12.000 danskere. Det er procenter, der er meget større, end vi havde regnet med. De viser, hvor vigtigt det er, hvordan vi er i verden«, siger Niels Christian Hvidt, som er den første, Ugeskrift for Læger møder i vores serie »De første«. Han er en af de pionerer indenfor sundhed, som vi portrætterer i den kommende tid.

Niels Christian Hvidt er uddannet teolog, men har i hele sin forskerkarriere været optaget af patienter. Særligt ét aspekt: nemlig hvordan patienters tro og sundhedspersonales åndelige omsorg har betydning for den syges helbred og coping. En forskningsvej, som i 2017 gav ham landets første professorat i eksistentiel og åndelig omsorg, ved Syddansk Universitet. Niels Christian Hvidt er tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis samme sted og har i sin forskning særligt fokus på cancerpatienter men også med sine ph.d.-studerende og andre kolleger bredt fokus på brugere af sundhedsvæsenet – fra førstegangsfødende til døende.

Med andre ord er han ikke kun optaget af, hvordan det kan være, at tro tilsyneladende kan holde danske troende markant mere sygdomsfri og i live end alle andre, men i høj grad også, hvordan tro kan hjælpe mennesker, der allerede er alvorligt syge.

»Det er jo dér, det for alvor bliver frugtbar viden for klinikken«, som han siger.

Pavens forord

Niels Christian Hvidt er 49 år. For mange år siden stod han med valget mellem at læse teologi eller medicin. Selvom han tog et semester på medicin, var det teologien, der vandt, og Niels Christian Hvidt vandt til gengæld en guldmedalje for sin afhandling om profeti og åbenbaring. Det lyder flyvsk, men er faktisk netop det modsatte. Og det trækker tråde helt op til den måde, han i dag stadig undersøger troens forhold til sundhed og sygdom.

»Det er den levede oplevelse af troen, der interesserer mig«, forklarer han.

Første stop på hans forskerrejse var Rom, hvor han fik en doktorgrad, hvis omdrejningspunkt var profeter i kristendommen, som udkom på Oxford University Press med Pave Benedikts forord.

»Menneskers oplevelser af undere og helbredelser er interessante, for her handler det helt konkret om troen som noget levende i livet. Her handler det ikke bare om den dogmatiske side af troen, men om troen som dynamisk virkelighed i menneskers liv«, forklarer Niels Christian Hvidt, der efter Rom var to år i USA på stipendie fra Lundbeck og derefter ansat på Syddansk Universitet. Samtidig har han haft et fellowship ved Freiburg Institute for Advanced Studies (FRIAS) og et delt professorat indenfor palliation og spiritual care ved universitetet i München. Det var i 2013. Fire år før han brød nyt land ved at få det samme på dansk jord.

»Ja, de var lidt foran os i München. I Nordeuropa har vi aldrig haft noget som det her før«, konstaterer han om det danske professorat, der altså som det eneste på sin måde kobler ånd og legeme på vores breddegrader.

Kirkegængere lever længere

Selvom en professor i åndelig omsorg er nyt og lyder alternativt i Danmark, så er der siden 2006, hvor Hvidt kom til Danmark, udført omfattende grundforskning, der dokumenterer troens betydning for helbredet. Ude i verden går universiteter som Duke i USA foran og har lavet store studier på området. Den amerikanske professor i psykiatri Harold G. Koenig fra netop Duke påviste allerede i 2010 på baggrund af hele 2.500 studier lavet over de ti forudgående år, at religiøse mennesker lever længere, er sundere og mindre stressede end ikkereligiøse. Hans systematiske gennemgang af alle videnskabelige undersøgelser om tro og helbred viser, at religiøse mennesker, som for eksempel beder dagligt og går i kirke mindst en gang om ugen, lever sundere, er mindre depressive og dør sjældnere af hjerte-kar-sygdomme end andre. En dansk undersøgelse helt tilbage fra 2006 viser, at også danske kirkegængere lever længere. Kvinderne 2,3 år længere og mændene 1,4 år.

Mindre entydig er forskningen, der kan forklare, hvorfor religion tilsyneladende har en positiv effekt på sind og helbred. En stor del af forklaringen skal formentlig findes i de religiøse gruppers livsstil – mindre rygning og alkohol. Men der findes også studier, der viser, at stærke sociale bånd i kirken og med andre troende og det religiøse tilhørsforhold kan nedsætte stress og forbedre immunforsvaret.

Faktum er, at mange patienter bliver bange, hvis sygeplejersken foreslår, at de kan tale med en præst. Niels Christian Hvidt

Men én ting er længere levetid og lavere risiko for at udvikle alvorlig sygdom. Tro ser også ud til at hjælpe mennesker, der allerede er alvorligt syge til større trivsel og livskvalitet. Med andre ord til en bedre coping af deres situation. Ydermere ser det ud til, at troens styrkelse af psyken også styrker immunforsvar og dermed giver et stærkere helbred. Tro kan altså både hjælpe syge til at håndtere sygdomskrisen bedre, men tro kan også gøre troende hurtigere raske igen. Sidst, men ikke mindst indgår åndelig omsorg i WHO’s definition af palliation. Ifølge WHO skal palliation behandle smerter, og verdenssundhedsorganisationen sidestiller fysiske, psykiske, sociale og åndelige/eksistentielle smerter.

Årsagen er vigtig

Niels Christian Hvidts bidrag til forskningen i åndelig omsorg og helbred tæller mere end 68 peer reviewede publikationer fra 2006 og frem, hvor han primært er første- eller sidsteforfatter. Der er tale om grundforskning og anvendt forskning, som blandt andet viser et interessant religionsepidemiologisk paradoks: Hvidt har identificeret to typer af religiøsitet, der er omvendt associeret med sundhed: hvilereligiøsiteten, som er typisk for mennesker, der vokser op med tro. De har generelt et bedre helbred end baggrundsbefolkningen, fordi troen hjælper dem til at leve på måder, der er hensigtsmæssige for helbredet. Omvendt er der også krisereligiøsiteten, som er forbundet med en stresset og ambivalent eksistentiel og religiøs søgen, ofte provokeret af sygdom. Netop denne form for religiøsitet er associeret med dårligt helbred, dels fordi det typisk er sygdom, der katapulterer den i gang, dels fordi krisereligiøsiteten selv bidrager til tilbøjeligheder, der forringer sundhed. De to religiøsitetsformer har Hvidt og kolleger efterhånden påvist i en hel del studier, baseret på både epidemiologiske og kvalitative forskningstilgange.

Konkret har Hvidt bidraget til forskningen internationalt ved at minde om, at alle tværsnitsstudier om tro og helbred bør tage højde for begge religionsformer. Kunne man fraregne de krisereligiøse fra populationen, ville mange studier om tro og helbred udvise en klart større positiv effekt. I et studie med unge tvillingepar fra Det Danske Tvillingeregister fik krisereligiøsiteten epidemiologisk overhånd, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at alle religionsmål var associeret med dårligere helbred.

Studierne er klinisk relevante, fordi forskning viser, at mennesker hælder mere til at reagere krisereligiøst i sekulære lande som Danmark end i mere religiøst prægede lande som USA. Og mennesker, der reagerer krisereligiøst, har særligt brug for åndelig omsorg.

Bjerge flytter troen

Det, der for alvor optager den danske professor, er, hvordan al den evidens, der efterhånden er på området, kan operationaliseres i klinikken. Hvordan danske læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan gøre praktisk brug af den viden, som Niels Christian Hvidt og hans forskerkolleger over hele verden skaber.

»Der er så meget data. Hvordan kan vi gøre det frugtbart for klinikken? Hvordan kan vi med disse data optimere den eksistentielle og åndelige omsorg for patienterne? Der er et stort ikkedækket behov blandt danske patienter for at tale om eksistentielle spørgsmål. Men det er et stort tabu, langt større end det seksuelle tabu. Det er noget, vi som danskere taler meget lidt om. Med al den evidens, der er på området, taler det stærkt for, at vi får et sprog for, hvad tro kan betyde for patienter«, siger Niels Christian Hvidt.

En ting er nemlig, at forskning viser, at tro rent faktisk kan flytte bjerge, men bjerge flytter også troen (i øvrigt titler på to bøger, som Niels Christian Hvidt har redigeret med Christoffer Johansen). Danskerne er et af de mest ikkereligiøse folkefærd i verden. Det betyder, at vi er meget uvante med at tale om tro, og at tro derfor også er tabubelagt på linje med psykisk sygdom. Men når vi bliver alvorligt syge, så flytter bjerget – dvs. sygdommen – troen.

»Mange danskere, når de bliver alvorligt syge, er slet ikke forberedt på, at troen kan flytte sig. Pludselig fylder den meget, og det gør os usikre og ambivalente. For troen er en meget privat ting i Danmark. Men når du er syg, får du behov for, at tabuet brydes. Det behøver ikke være en præst, men som forskningen viser, så har det betydning, at der er nogen til stede, som kan spørge og lytte«, siger Niels Christian Hvidt.

Dem, der skal lytte, er blandt andet det sundhedspersonale, som patienterne møder. Her tror Niels Christian Hvidt ikke på, at grundforskningen af sig selv finder vej ind til klinikken.

»Det er jo et håb, at grundvandet stiger fra forskningen, hvad det eksistentielle angår. Men man ved aldrig, hvor meget forskningsartikler bliver læst«, som han siger.

En app på vej

Derfor er en del af hans arbejde fokuseret på at udvikle værktøjer, som kan bruges af læger og plejepersonale i hverdagen. Og derfor har han med kolleger udviklet efteruddannelsestilbud til sundhedspersonale, så de bliver bedre til at håndtere patienters eksistentielle behov. International forskning viser, at uanset om et kursus i emnet varer to timer eller fem dage, gør det en positiv forskel. Tre forhold er væsentlige for disse læringsforløb: 1) Sundhedspersonalet har brug for vidensmæssig opkvalificering om, hvilke åndelige behov, f.eks. kræftpatienter har. 2) Dernæst skal de øve sig i selve sproget. Man skal ikke forestille sig, at en læge tager en regulær spørgeguide med ind på stuen, men at man ud fra en spørgeguide øver sig i, hvordan man kan drage åndelige omsorg for eksistentielt udfordrede patienter. For eksempel vil det fremgå af en sådan spørgeguide, hvad man ikke skal spørge patienter om – herunder ’er du religiøs?’, som ifølge Niels Christian Hvidt er et ’fyord’, som blot får patienten til at lukke i som en østers. 3) Sidst, men ikke mindst er det vigtigt, at klinikerne også selv får bedre kontakt til deres eget indre liv og deres egne værdier.

»Ikke fordi man som kliniker behøver have de samme værdier som patienterne, men det er vigtigt at vide, hvem man selv er indeni. Hvis man får bedre fat i sit eget indre liv, så får man også et bedre møde med patienternes indre liv«, forklarer Niels Christian Hvidt.

Kurset i åndelig omsorg er publiceret, hvad Almen Praksis angår, og udvikles lige nu for sygehuse bredt, hospice, fødselsfeltet, ældreplejen og så videre. Hvidt har blandt andet planer om apps, der kan hjælpe patienter og pårørende med råd og støtte, men også it-løsninger, som hjælper klinikerne med at få bedre viden om patienternes eksistentielle behov, så der kan følges op på dem. Og endelig ønsker han med tiden at arbejde med sundhedsfaglige ledelsesmodeller, der kan være med til at flytte kulturen i sundhedsvæsenet i retning af at aftabuisere de eksistentielle behov, ligesom det for eksempel skete med PLISSIT-modellen, der i sin tid hjalp plejepersonale til at skabe et rum, der tillader patienten at tale om seksualitet, seksuelle behov og problemer, især i kræftsammenhæng.

»Modellen blev udviklet i 1970’erne, hvor seksualitet stadig var et stort tabu. I dag ved de fleste i sundhedsvæsenet, at det er legitimt at tale om. Måske kan vi få den samme systematiske afdækning af patienters eksistentielle tanker og behov«, lyder Niels Christian Hvidts vision. Han uddyber:

»Mit håb er, at man især ved livstruende sygdomme kan få spørgsmål ind om eksistentiel angst og udfordring allerede i de indledende journalsamtaler, så man får åbnet op for den del tidligt i forløbet«.

Vil ikke missionere

Niels Christian Hvidt er godt klar over, at der vil være klinikere, der tænker: Er det ikke hospitalspræstens opgave? Eller kan vi ikke bare henvise til en psykolog? Men:

»Jo, det kan man, og sygehuspræster er enormt dygtige mennesker, der er uddannet til at tale med alle slags patienter, ikke kun kristne. Men faktum er, at mange patienter bliver bange, hvis sygeplejersken foreslår, at de kan tale med en præst. De fleste tænker: ’Gud, skal jeg dø i morgen?!’ Der er behov for en meget bred kulturforandring på det her område«, mener han.

Selvom hans forskningsområde og professorat bryder nyt land, så har han faktisk ikke mødt mange kritiske røster. Folk er generelt meget imødekommende og anerkendende, oplever han.

»Der kan da sikkert godt være nogle, der tænker, hvorfor skal teologien nu ind og blande sig i sundhedsvidenskab, men det er vist kun, når nogen tror, at teologer automatisk er præster og vil missionere, og jeg er hverken præst eller ønsker at missionere. Generelt har jeg langt oftere mødt en positiv holdning. Jeg har næsegrus respekt for det store arbejde, som sundhedsprofessionelle udfører trods tidspres, også på omsorgssiden, og generelt er min oplevelse, at både sygeplejersker og læger gerne vil det her. Der er noget usikkerhed omkring, hvordan de understøtter patienterne åndeligt og eksistentielt, men de siger typisk, at hvis det er vigtigt for patienterne, så er det også vigtigt for os«.

Bliver den åndelige omsorg systematiseret, er den danske professor til gengæld ikke i tvivl om gevinsterne. Han illustrerer dem med et Harvard-studie fra 2011. Her blev godt 400 patienter i palliativ behandling blandt andet spurgt, hvor tilfredse de var for behandlerteamets åndelige omsorg. Det viste sig, at dem, der følte sig tilfredse med den åndelige omsorg, kostede det halve at pleje i deres sidste tid som dem, der ikke følte, de fik tilstrækkelig åndelig omsorg, efter der var korrigeret for kendte faktorer.

»Når du ikke taler om liv og død og mening i sådan en situation, så får du mere angst. Taler du om det, reducerer det angsten, og det giver større livskvalitet. Dem, der savnede åndelig omsorg, havde større tilbøjelighed til at dø på intensivafdelingen, og de kostede dermed mere. Det kan opfattes som et kynisk studie, fordi det opregner et menneskes sidste tid i penge, men samtidig fortæller det jo klart, at åndelig omsorg gør, at patienter klarer sig bedre. Det er enormt vigtigt«, siger Niels Christian Hvidt.

Selvom han ikke tøver det mindste med at opfordre sundhedsprofessionelle til at blive bedre til åndelig omsorg, er han omvendt påpasselig med at opfordre patienter til at blive mere troende i jagten på flere leveår, færre sygdomme og bedre prognose, hvis sygdom alligevel rammer. For:

»Folk må selv drage deres konklusioner. Ud fra det fundne. Religion og tro betragtes stadig som noget meget kontroversielt i vores kultur. Vi tøver jo ikke med at opfordre folk til at dyrke motion. Der viser forskningen også entydigt, at det er godt for helbredet. Men selvom forskningen viser det samme med tro, så er vi ikke der, hvor vi lige så ukontroversielt kan opfordre til at dyrke troen mere. Det får karakter af missionering. Og dér er der en etisk grænse for mig«, forklarer Niels Christian Hvidt, men han vil gerne tilføje:

»Alt i alt viser forskningen, at det er væsentligt at besinde sig på og leve efter de kilder til mening og livsindhold, man bærer på, og lade dem fylde mere i hverdagen«.

Faktaboks

Fakta