Mor om 
natten

Er der grund til at læse endnu en bog om en angstfyldt barndom i en dysfunktionel familie? Ja, hvis forfatteren er nordmanden Niels Fredrik Dahl, er der al mulig grund til at slå antennerne ud og følge med, når han med humor og sproglig elegance snor sin fortælling rundt om både sit eget og den afdøde mors liv. Fra første parket er det muligt at følge med i, hvorledes en alkoholiker bliver til. En smertefuld og velkendt historie om mangel på nærhed mellem mor og søn til trods for overlappende liv, hvor begge lever med angst og samtidig har en særlig evne til at sanse verden og beskrive den.

Udgangspunktet for romanen er moderens overdragelse af sine natlige optegnelser til sin søn, »natbogen«. Egentlig tænkt som breve til hendes psykiater, dr. Holm, hos hvem hun gik i psykoanalyse i fem år, efter at hendes misundelsesværdigt charmerende søster Bess var død. Bess med den perlende latter, som fik alle andre til at blegne. I natbogen noteres alle de forbudte tanker og følelser, som moderen aldrig vover at betro dr. Holm af frygt for, at han skal forkaste hende. Dengang var Niels Fredrik en lille vagtsom dreng, der listede rundt i huset, mens han lyttede sig frem til, om stemningen var egnet til, at han kunne dukke frem. Han blev ferm til at lægge kolde klude på moderens pande, når hun igen var visibel efter tre dage med nedrullede gardiner i soveværelset. Hendes migræneanfald beskrives som »alt lys skærer sig ind i hende som en sort skærebrænder med en hvidskrigende flamme«. Og et andet sted lyder det, at det var »den døde søster der skrabede mod kindbenet«.

Som i alle andre familier er der historier, der fortælles igen og igen. Således vokser Niels Fredrik op med moderens gentagne beretninger om kvinden med den røde hue, der går frem og tilbage på perronen og til sidst hopper ud foran et tog. Og om Hjalmar Gullberg, forfatteren (med migræne) der lægger sit tøj til rette på bredden, hvorefter han først vader, så svømmer ud i en sø, hvor han til sidst drukner. At en sart drengesjæl på den baggrund tidligt lærer at bruge alkohol som et dulmende skjold mod verden, er ikke svært at forstå.

Alligevel er »Mor om natten« ikke nogen trist eller bitter bog. Den er snarere en nøgtern og rørende fortælling. At læse den er som at få masseret en myose, det gør ondt og godt på én gang. Forfatteren ved godt, at moderen egentlig gerne vil give ham noget andet, end det hun gør – hun kan bare ikke, for »hun har levet så længe på den urolige side af natten«. Andre er derimod født på solsiden. Som den unge læge med de blå øjne og krøllerne, der skal overbringe den 87-årige mor budskabet om, at hendes liv er ved at rinde ud. Han ligner selv en, der har windsurfet hele vejen til hospitalet og padler kysten rundt hver sommer.

Moderens død sætter forfatteren fri til at fortsætte sit eget komplekse liv, hvor han p.t. er ædru og lever sammen med sin i bogen navnløse hustru (Linn Ullmann). Hun citeres for følgende udsagn, som man godt kan gruble over et stykke tid: Angst er frihedens virkelighed som mulighed for muligheden. À