Skip to main content

Mørke skyer over ny løn i H:S

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
5 min.

Hvis hospitalslæger i hovedstaden er mere skeptiske end gennemsnittet over for ny løn, er der måske en forklaring. Sporene skræmmer i hvert fald for de læger, der endnu - næsten to år efter aftalerne om det - ikke havde fået udmøntet den decentrale løn og chefløn, som var forløberen for den ny løn, der aftaltes ved overenskomsten i 1999.

Først i december lykkedes det at lave en aftale om meget beskedne midler.

Mange, som endnu ikke har lært at elske den ny løn, kan nu spørge: Hvorfor skal vi stole på, at man kan forhandle ny løn med en arbejdsgiver, der med kluntede manøvrer har holdt en gammel decentral løn, som for længst skulle være udmøntet, tilbage i to år?

Næsten halvt år forsinket

Forhistorien er de aftaler, som blev indgået med amterne og H:S i 1999 om decentral løn og chefløn. Disse aftaler omfatter alle, der ikke er overgået til ny løn. Yngre læger er altså også omfattet frem til den 1. april 2001, hvor de overgik til ny løn.

Chefløn omfatter ansatte på løntrin 36 og derover, altså - blandt andre akademikergrupper - afdelingslæger og overlæger.

Resten af de ansatte er omfattet af decentral løn. I øvrigt er aftalerne for de to grupper næsten ens.

- De penge, som ikke er udmøntet, er ikke penge, de enkelte organisationers medlemmer, endsige enkeltpersoner, har krav på, forklarer konsulent i FAYL, Lene Esbensen.

Derimod er der tale om små andele af den samlede lønsum i H:S, som skal opgøres samlet for hele H:S, afhængigt af, hvad den enkelte organisation kan nå frem til sammen med H:S Direktionen.

I aftalerne er fastsat, hvad forhandlingsteknikerne kalder et »gulv«, dvs. et minimum for, hvor stor en del af den samlede lønsum, der skal anvendes til decentral løn. Dette »gulv« er på 0,5 pct.

Der er ligeledes et »loft« på 0,9 pct. af lønsummen. Det er, hvad der maksimalt må bruges decentralt.

- Det er altså ikke sådan, at den enkelte personalegruppe er garanteret, at den mindst får 0,5 pct. i decentral eller chefløn. Og den enkelte gruppe er heller ikke begrænset af »loftet«, forklarer Lene Esbensen.

H:S havde lovet, at man senest den 1. oktober 2000 - det er 16 måneder siden - ville lave en organisationsdelt opgørelse over aftaler for perioden 1. april 1999 - 31. marts 2000. Opgørelsen skulle foreligge den 1. januar 2001, og hvis den viste, at aftalerne samlet ikke nåede op til »gulvet«, skulle H:S og personalegruppernes forhandlingsfællesskab senest i marts 2001 indgå aftaler om, hvordan man skulle udmønte resten, så man nåede op til »gulvet«.

Denne opgørelse kom ikke. Personalets forhandlere måtte vente næsten et halvt år på den, og da den endelig kom, i september sidste år, viste den ganske vist, at den decentrale løn var udmøntet, så det lige akkurat nåede over gulvet: 0,58 pct. af lønsummen var der givet i decentral løn.

Men for cheflønnen haltede det. Især på Rigshospitalet, hvor der var udmøntet 1,9 mio. kr. for lidt, mens efterslæbet på de øvrige hospitaler var på 0,53 mio. kr. Det var især FAYL og FAS, der havde fået for lidt chefløn. Bedre så det ud for andre grupper: DJØF, DSR og andre.

Opgørelse baseret på fejl

Nu var der endelig et grundlag til at forhandle om, hvordan de manglende 2,4 mio. kr. i chefløn skulle udmøntes. På et møde med H:S den 20. november foreslog FAYL og FAS gennem forhandlingsfællesskabet at

  • forhøje tillægget til kliniske Vejledere med ca. 6.000 kr. årlig. Skønnet merudgift: ca. 1,2 mio. kr.

  • give et rekrutteringstillæg til afdelingslæger på neurologiske afdelinger. Skønnet merudgift: 0,4 mio. kr.

  • give et tillæg til uddannelsesansvarlige overlæger, idet der hidtil kun har været penge til at give tillæg til 25 i denne gruppe. Skønnet merudgift: 0,8 mio. kr.

Dette forslag sendte H:S videre til hospitalerne og bad om deres kommentarer og spurgte, om de havde andre forslag, som de foretrak. Et nyt møde blev aftalt til den 5. december.

Det nye møde blev holdt. Men nu meddelte H:S, at man havde lavet en ny opgørelse, der viste, at der på Rigshospitalet var udmøntet langt mere, end der var medtaget i den første opgørelse. Nu handlede det kun om de 0,53 mio. kr. til chefløn på de andre hospitaler, sagde H:S-forhandlerne - og der havde man ikke regnet tallene efter endnu.

Lægernes forhandlere tog det pænt. Den nye opgørelse blev gransket, og selv om den rigtigt nok viste, at der på Rigshospitalet var udmøntet chefløn, der svarede til »gulvet«, var det ikke noget, de yngre læger havde mærket meget til: Gulvet for de yngre læger svarede nemlig til 2,8 mio. kr. - men de fik kun udbetalt ca. 126.000 kr.

Når Rigshospitalet alligevel var nået op over gulvniveauet, skyldtes det, at andre grupper som DJØF og DSR havde fået forholdsmæssigt meget mere i chefløn.

I øvrigt havde hospitalerne meldt tilbage, at de hverken kunne acceptere FAYL's forslag om at forhøje tillægget til kliniske vejledere eller rekrutteringstillægget til afdelingslæger på de neurologiske afdelinger.

Derimod ville man gerne give et tillæg til uddannelsesansvarlige overlæger.

Dårlig start på ny løn

Det langstrakte forhindringsløb, med smøl og fejlagtige opgørelser, var stærkt frustrerende for lægernes forhandlere. Og de yngre læger var blevet »snydt« for deres rimelige del af cheflønnen. Men da grupperne samlet set var kommet over »gulvet«, var der ikke meget andet at gøre end at acceptere en aftale, der giver 25 uddannelsesansvarlige overlæger hver et tillæg på 25.000 kr., og desuden, som en slags »undskyld« og plaster på såret, tilfører forhandlingsfællesskabet et ekstraordinært engangsbeløb på 500.000 kr. til TR-uddannelse.

Således lykkedes det trods alt, efter lang tids fodslæberi, at bjerge en slags aftale i land. Men FAYL's bestyrelse lægger ikke skjul på sin irritation over hele forløbet: Dels over, at de aftalte opgørelser fra H:S blev stærkt forsinket og - da de endelig kom - var behæftede med fejl. Dels over den næsten demonstrative uvilje i H:S Direktionen mod at finde en tilfredsstillende løsning også for de yngre læger.

- Det var et dårligt udgangspunkt, at man allerede inden man indfører den, får bekræftet den værste skepsis over for den ny løn, siger Mette Worsøe, formand for FAYL's overenskomst- og aftaleudvalg.

- Og det har fortalt os, at skal vi have noget ud af det, kræver det en stor indsats. Også af den enkelte yngre læge. Det bliver åbenbart en kamp. Men den er vi indstillet på at tage, siger Mette Worsøe.

Endelig fandt bestyrelsen, at det tegner dårligt for ny løn i H:S, at der var udmøntet så lidt til især afdelingslægerne på Rigshospitalet.

Se i øvrigt alle ny løn-aftaler på www.fayl.dk

Klik på: overenskomster >løn>ny løn-aftaler