Når jobbet gør ondt på sjælen

Billedtekst: Overlæge Karsten Nysom, Rigshospitalets børneonkologiske afsnit er en af de læger der har et job der kan være tungt at bære.

Karsten Nysom er overlæge på Rigshospitalets afdeling for kræftsyge børn. Og det kommer næppe som nogen overraskelse, at han finder sit job særdeles følelsesmæssigt belastende.

Det skal ikke misforstås. Karsten Nysom er omhyggelig med at understrege, at han bestemt ikke føler sig som noget offer eller en evigt deprimeret stakkel. Men belastende er det.

Tænk at skulle fortælle en 16-årig, der for længst er begyndt at have håb og drømme om sin fremtid, at den nok ikke bliver ret lang. Eller at berette for et forældrepar, at de sikkert vil miste deres lille baby.

»At jeg dagligt er i nærheden af alvor, sygdom og død, gør mig nok lidt gammel før tid«, siger Karsten Nysom, som er 46 år og har været overlæge i to år.

De »dårlige samtaler«, som han kalder dem, finder ofte sted efter et langt forløb på måske flere år, hvor han har lært patienten og familien godt at kende. Det bidrager til at gøre situationen endnu tungere.

»Kun fantasien sætter grænser for, hvor forfærdelige, de beskeder kan være«, siger han.

»Hver gang jeg tænker, at nu kan det da ikke blive værre, ved jeg samtidig godt, at det kan det altid«.

Når jobbet har været allertungest, er det flere gange sket, at Karsten Nysom har overvejet at skifte speciale til noget mindre belastende. Han har sågar tænkt på at arbejde i medicinalindustrien.

Det er dog hidtil blevet ved overvejelserne. I stedet bruger han forskellige teknikker til at håndtere påvirkningen fra arbejdet.

For eksempel har han været med til at indføre regelmæssig supervision ved en psykolog til afdelingens ni faste læger. Men efter et års tid var der kun enkelte, der deltog, og supervisionen blev droppet igen.

Flere af lægerne efterlyste mere konkrete redskaber til at håndtere belastningerne med end »blot« at tale forløbene igennem.

Så nu ser Karsten Nysom i stedet en af hospitalets psykologer alene.

Det letter også, at lægerne på afdelingen »deler ansvaret« for de vanskeligste beslutninger - de tages på fælles møder i lægegruppen.

Derimod står han alene med det faktum, at hans job ofte går ud over familien.

»Familien siger, at i de par år, hvor jeg arbejdede med børn, der ikke havde kræft, var jeg mindre trykket«, fortæller han.

Hvorfor dog?

Det er nærliggende at spørge, hvorfor læger egentlig aktivt vælger at påtage sig så belastende job?

Ud over en vis herlighedsværdi - man kan let komme til at føle sig vældigt »god« - og det simple faktum, at nogen jo skal udføre disse job, er der også en tiltrækning i den ekstreme belastning. For den går begge veje.

»Jeg er jo ikke låst fast i et helvede af dårlige budskaber. Jeg har fået lov til at blive overlæge inden for det, jeg allerhelst vil arbejde med, og som jeg synes, jeg er nogenlunde god til. Det har så nogle rigtigt ubehagelige sider, men også nogle rigtigt skønne«, siger Karsten Nysom.

»Når man arbejder med noget farligt, har man også bedre mulighed for at gøre en stor forskel for patienterne. De gode forløb føles ekstra tilfredsstillende«, siger han.

Desuden er det en berigende opgave at skabe en slags frirum med håb for patienterne og de pårørende midt i alt det alvorlige.

»Jeg har stor erfaring med sorg og tab. Men også med eksempler på, hvad der får folk til at rejse sig igen. Hvis livet ikke kan blive langt, er det meget tilfredsstillende i hvert fald at hjælpe familierne med at prøve at leve det godt«, siger han.

»Det er faktisk overraskende få af selv de tungeste samtaler på børneonkologisk afsnit, som forløber, uden at vi også griner lidt. Ingen kan holde til at tænke på det sørgelige hele tiden. Og de fleste af vores stuegange har mere grin end gråd«.

Ævl, kævl og bureaukrati

Karsten Nysoms erfaringer hører formentlig til i den ekstreme ende på grund af jobbets karakter. Men der findes andre kilder til emotionel stress hos overlæger. For eksempel arbejdets organisering.

Privatpraktiserende psykiater Jens Svendsen var for fem år siden overlæge på Psykiatrihospitalet Dianalund og glad for det faglige i jobbet - men ikke alt det udenoms.

»Grunden til, at jeg slog mig ned som praktiserende, var, at så kunne jeg slippe for de mange møder og konferencer - bureaukratiet i det. Det irriterer en, og man bliver træt af det«, siger han.

»Det var som om, alle troede, at man kunne løse et problem ved at holde et møde, men man følte sig alligevel ikke rigtigt med i beslutningerne«, siger han.

Det kollegiale miljø og samarbejdet - eller manglende samme - kan også være en kilde. Den slags kender Bo Netterstrøm til. Han er ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Hospital og har gennem årene haft mange overlæger som patienter.

»Dem, jeg ser, er stort set alle kommet i klemme, fordi de er blevet overlæger. De er altså på et højt kvalificeret niveau og kan deres ting, men de føler ofte, at de ikke kan få lov til at gøre det, de synes er rigtigt«, siger han.

»Så vil en højt kvalificeret og måske lidt ærekær overlæge føle, at der bliver sat spørgsmålstegn ved hans eller hendes faglighed. Der kan også være dårlig kemi med egen leder. Det at være overlæge er ikke det, de troede, det ville være. Og hvis de så oven i købet har en leder, der ikke forstår det, kan det gå galt«.