Skip to main content

Nedtælling til OK 08

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

22. jan. 2007
5 min.

Godt nok minder Ingeniørforeningens lokaler i København ikke det fjerneste om The Cabinet War Rooms i London, og Yngre Lægers kommende konfrontation med forhandlingspartnerne om den næste overenskomst bliver - trods alt - næppe det Stockholmske Blodbad, men de militære metaforer lå lige for, da det første strategimøde mellem Yngre Lægerådene på sygehusene og i regionerne samt Yngre Lægers bestyrelse om OK 08 fandt sted den 11. januar.

Her fremlagde Yngre Lægers formand - generalissima maxima - Mette Worsøe, et forslag til angrebsplan for, hvad der kan gå hen og blive et sandt tæppebombardement af krav, ønsker og argumenter.

Spørgsmålet er bare hvilke?

Ambassadører

Mødet i Ingeniørforeningen var et trin på vejen mod den liste over krav, som Yngre Læger skal stille ved overenskomstforhandlingerne. I den forbindelse skal medlemmerne inddrages, og de ca. 50 fremmødte blev udnævnt til »ambassadører«, som skal sørge for at iværksætte en lokal debat der, hvor de kommer fra, for at finde ud af, hvad der rører sig i det YLske folkedyb, når det gælder løn og arbejdsvilkår.

Er det mere i lønningsposen? I så fald til hvem - turnus- eller afdelingslæger f.eks.? Skal der satses på grundløn eller den del, som kan forhandles om lokalt?

Er det barsel? Noget med ligestilling? Seniorpolitik? Måske brænder ens hjerte for noget helt specielt uddannelsesmæssigt? Eller er det vagterne, som påkalder sig den største interesse? I så fald hvordan skal de indrettes og aflønnes?

Spørgsmålene er legio og det håber Yngre Læger klart, at tilbagemeldingerne også bliver. For organisationen har ikke blot skudt en lokal proces i gang via »ambassadørerne« men også gjort det nemt og bekvemt for interesserede medlemmer at give deres besyv med. F.eks. vil der komme elektroniske dialog- og prioriteringsmuligheder på Yngre Lægers del af www.læger.dk samt en blog, hvor man kan følge forhandlingsdelegationens anstrengelser. Medlemmerne kan som altid også skrive indlæg til Ugeskrift for Læger.

Gerne hurtigt.

Mette Worsøes ønske er at få alle input senest i marts. Når det er sket, skal der udarbejdes et oplæg, som siden kan vedtages på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde i april.

Ønsker og håb

»Ambassadørerne« var ikke kun indkaldt til orienteringsmøde hos generalstaben. De havde også noget at bidrage med.

Finn Tønnesen, som er læge på Kræftens Bekæmpelse, gjorde f.eks. opmærksom på forholdene for de læger, der er ansat på statens overenskomst uden at være speciallæger.

»Der kan godt sidde læger ansat i staten med 10-20 års erfaring, som ikke har en speciallægeuddannelse knyttet til deres område. Der sidder nogle med kæmpe lønefterslæb, som på tiende år er på løntrin 16, selv om det er en lille gruppe«, sagde han.

Andre pegede på sygehusenes afdelingslæger, som til tider ikke føler, at de får løn efter fortjeneste.

»Realiteten er, at vi sidder og laver det samme som overlægerne, men vi har f.eks. ingen administrationsstab. Det kunne man måske bruge som en løftestang. At yngre læger, der laver overlægearbejde, skal kompenseres ordentligt og have administrationstid«, sagde Torsten Møller fra Glostrup Sygehus.

Der var en del debat om mulighederne for at forhandle sig til bedre vilkår lokalt. Det fremgik, at de var langt vanskeligere i hovedstadsregionen end i f.eks. Ringkøbing og andre steder med stor lægemangel.

Ligeledes var der livlig debat om vagter. Kan lægerne holde til de lange vagter? Hvad gavner patientsikkerheden mest - mindre belastning eller kortere vagter? Kan man lære noget i vagten, og hvad sker der med kvaliteten af speciallægeuddannelsen, hvis vagterne bliver kortere eller hyppigere? Det var der mildt sagt ikke enighed om.

Jacob Kuhn fra Storstrømmens Sygehus, Næstved, luftede tanken om progressiv overtidsbetaling, så betalingen ændres, jo flere overtimer man tager.

»Man kan godt klare nogle ekstra vagter, men når der bliver mange, bliver det en belastning. Nogle steder er der læger, der nærmest arbejder dobbelt«, sagde han.

Debatten var tilstrækkeligt omfattende til, at der faktisk ikke blev tid til at komme nærmere ind på en del emner - barsel og seniorpolitik f.eks. - men det understregede for så vidt blot behovet for at få dialogen med medlemmerne i gang.

Som Mette Worsøe sagde: »hvis man får en god ide, er det nu, man skal komme med den, for det tager et år at få et resultat«.

Planen er, at der skal foreligge en »dugfrisk, fantastisk overenskomst 1. april 2008. Det sidste kan jeg ikke love, men det er hensigten«, sagde hun.

OK 08 kort fortalt
Hvad er temaerne for forhandlingerne?

Det vides ikke endnu. Yngre Lægers forhandlere vil gerne have input. Normalt er det naturligvis løn og arbejdsvilkår, der er i fokus.

Hvordan foregår forhandlingerne?

Yngre Læger forhandler egne krav direkte med arbejdsgiverne men er også med i flere forhandlingsfællesskaber: AC (Akademikernes Centralorganisation); CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) for ansatte i staten; og KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) for ansatte i kommuner og regioner (se side 293).

Hvorfor er vi med i AC og dermed også forhandlingsfællesskaberne?

For at få maksimal indflydelse og den styrke, det giver, at stå sammen på lønmodtagersiden.

Hvorfor går vi ikke alene?

Fordi vi står stærkere ved at stå sammen med de andre lønmodtagere og får indflydelse på vilkår, som Yngre Læger - som en lille organisation på det offentlige arbejdsmarked - ellers ikke ville have. Samtidig har vi mulighed for selv at forhandle vilkår, der er vigtige for yngre læger som vagter og lignende.

Hvorfor går vi ikke i stedet sammen med andet sundhedspersonale?

Det gør vi også. Vi er med i KTO (forhandlingsfællesskabet for ansatte i kommuner og regioner), men det er Sundhedskartellet (sygeplejersker, radiografer mv.) ikke mere. De meldte sig ud af KTO i 2003. Yngre Læger vurderer, at vi opnår den største styrke ved at være med i KTO.

Hvor henvender man sig med input?

Log dig på www.læger.dk; send et indlæg til Ugeskrift for Læger eller snak med din tillidsrepræsentant og det lokale Yngre Lægerråd.

Læs mere på WWW

Lægeforeningen

Danske Regioner

Akademikernes Centralorganisation

Kommunale Tjenestemænd og Overenstkomstansatte

Centralorganisationernes Fællesudvalg