Skip to main content

Niks pille ved ordinationsretten

formand for lægeforeningen Mads Koch Hansen

17. maj 2010
3 min.



Når lægen overvejer, om den patient, der sidder over for ham, skal behandles med ny hjertemedicin, så tager han ikke kun stilling til, om det konkrete lægemiddel vil gavne. Han skal også vurdere, hvordan det spiller sammen med de 12-15 andre tabletter, som mange patienter får i løbet af en dag. Lægemidler reagerer på hinanden og kan fx forstærke bivirkninger. Derfor er det vigtigt for patienten, at lægen har overblik over både sygdommen og behandlingen.

Af samme grund er det helt afgørende, at ordination af medicin kun udføres af læger. Patienternes sikkerhed er afhængig af, at en fagperson har det nødvendige overblik, og læger er de eneste, som har den nødvendige uddannelse og erfaring i at diagnosticere sygdomme og ordinere den rette medicin.

Dansk Sygeplejeråd arbejder for tiden intenst for, at sygeplejersker under visse omstændigheder selvstændig kan ordinere medicin. Desuden har Socialdemokraterne foreslået ordinationsret til sygeplejersker. Det mener Lægeforeningen er en dårlig ide.

Lægers nærmeste kolleger er ofte sygeplejersker, og derfor har vi en fælles interesse i, at sygeplejerskers ønsker om faglig udvikling bliver taget alvorligt. Men vi er også to fag med forskelligt fokus. Et kerneområde i lægers er, at de udskriver medicin. Nye og avancerede lægemidler lanceres i højt tempo. Det er naturligvis kun godt, men det gør medicinering til et stadig mere komplekst område.

Blandt læger diskuteres det i dag, hvordan vi sikrer, at unge læger er tilstrækkeligt klædt på fagligt, når det gælder farmakologi. På den baggrund virker det ærligt talt mærkværdigt, at en anden faggruppe vil i gang med at udskrive medicin. Min holdning er, at sundhedsvæsenet har brug for dygtige og ambitiøse sygeplejersker, ikke mini-læger.

Et argument i debatten har været, at ordinationsret til sygeplejersker vil kunne aflaste læger. Men det er et kunstigt argument. For på de områder, hvor det giver mening, er det allerede i dag muligt, at sygeplejersker styrer patienters medicinering. Ifølge loven kan sygeplejersker - hvis det er aftalt og under lægens ansvar - på eget initiativ iværksætte eller ændre en medicinsk behandling af en patient, hvis der er behov for det. Eksempelvis i tilfælde, hvor patienter skal have reguleret deres insulindosis. Jeg ved, at den type samarbejde fungerer godt mange steder, og det er værd at overveje, om det kan vinde indpas flere steder.

Erfaringerne fra udlandet med at give sygeplejersker ordinationsret er langtfra så rosenrøde, som de ind i mellem fremstilles. Mere bureaukrati er oftest konsekvensen, og ingen har undersøgt konsekvenserne for patientsikkerheden på en måde, som giver et troværdigt resultat.

Lægeforeningen er stærk fortaler for opgavedeling i sundhedsvæsenet. Vi mener ikke, at det går hurtigt nok i dag. Men retten til at ordinere medicin er hjerteblod for læger. Ikke for vores egen skyld, men for patienternes.