Noget for noget - lægerne, lægemiddelindustrien og almenvellet

Industrisponsorerede forskningsprojekter fører til selektiv rapportering, og der er nu rejst krav om offentlig registrering af enhver forsøgsprotokol.

Med Andersen et al's arbejde er det nu påvist, at industri-sponsorerede undersøgelser ikke alene er forbundet med publikationsbias, men at lægerne, der medvirker i lægemiddelafprøvningerne, får en generel præference for fabrikantens produkter [1]. I forhold til lægemiddelafprøvninger er PLO og DSAM's Udvalg vedrørende Multipraksisundersøgelser garant for, at forskningsspørgsmål og design er i orden, og udvalget må nu indstille sig på at skærpe opmærksomheden på såkaldte seeding studies, hvis hovedformål er at påvirke lægers ordinationsvaner. De er ikke alene spild af lægers og patienters tid, men kan så tvivl om lægernes uafhængighed i valg af behandling.

Er man ikke en af de ti læger, der deltog i lægemiddelafprøvningen, kan man hævde, at man ikke selv ville have ladet sig påvirke. Men mon dog ikke? De mekanismer, der førte til, at de deltagende læger ændrede adfærd, er almenmenneskelige. Lægerne, der deltog i lægemiddelafprøvningen, overholdt spillereglerne for samarbejdet med industrien, men i tætte samarbejdsrelationer opbygges kendskab til hinanden og et tillidsforhold, der påvirker fremtidige holdninger og adfærd. Det er der ikke noget underligt i, og det var da også konklusionen på et review i JAMA, at lægers udskrivningsvaner påvirkes af samarbejdet med lægemiddelindustrien [2].

Seeding studies er imidlertid blot en måde at påvirke lægers behandlingsvalg på. Moynihan påviste således 16 forskellige måder, læger kunne være involveret med industrien på [3]. Et overset, men meget betydningsfuldt område er industriens systematiske anvendelse af opinionsdannere - altså læger, hvis holdninger og indstilling respekteres af kollegerne. Opinionsdannerne findes blandt relevante specialister i guideline- komiteer, blandt redaktører og forskere. De inviteres til at deltage i advisory boards og styregrupper, udarbejder undervisningsmateriale og guidelines og tilbydes en kommunikationsplatform via kongresdeltagelser og medvirken i efteruddannelsesarrangementer. Opinionsdannerne giver også troværdighed i forbindelse med offentliggørelse af resultaterne.

Kommercielle og samfundsmæssige interesser overlapper hinanden i et vist omfang, når det drejer sig om at udvikle nye lægemidler, og vi har derfor brug for et samarbejde. Men interesserne er ikke sammenfaldende. Lægeforeningens regelsæt regulerer det direkte samarbejde, men det er umuligt effektivt at regulere forhold som dem, der er beskrevet ovenfor [4]. I stedet handler det om at gøre op med den kultur, der styrer »samarbejdet«, og der påhviler specielt vore opinionsdannere et ansvar for at gøre op med sig selv, på hvilke præmisser og hvordan man ønsker at indgå heri.

Industrien har for længst indset værdien af at kende til de mekanismer, der styrer lægers adfærd, og har investeret store resurser i at udnytte denne viden til påvirkning. Det er der-imod først inden for den seneste tid, at der i selve sundhedsvæsenet er udviklet en begyndende teoretisk forståelse for nogle af de mekanismer, der styrer og forandrer de enkelte aktørers adfærd og organisationernes udvikling. Med udgangspunkt i en aktiv implementering baseret på kulturledelse har man således i USA haft succes med at gennemføre varige ændringer såvel i den enkelte klinikers adfærd som i organisationen. Forudsætningen for, at ændringerne er lykkedes, har været en stærk ledelse og øremærkede resurser.

Med hensyn til den aktive, målbevidste organisationsudvikling må vi i Danmark smøge ærmerne op. Alle aktører erkender f.eks., at vi må udvikle en tværsektoriel og sammenhængende kronikermodel i Danmark, og skal det ske, er vi nødt til systematisk at opbygge vores kapacitet inden for implementering, organisationsudvikling og i den dertilhørende forskning. Vi har derfor behov for, at der i de nye regioner afsættes en fast del af sundhedsbudgettet til sundhedstjenesteforskning og kvalitetsudvikling og for, at der opbygges forsknings- og udviklingsafdelinger med tilstrækkelig volumen og teoretisk fundering til sammen med ledelsen at kunne tage teten i udviklingen af dette felt. Får vi dirigeret en passende mængde penge i den retning, er der begrundet håb om, at lægernes interesse flytter sig i samme retning. Det er nemlig en anden almenmenneskelig mekanisme, som læger også er underlagt.

Korrespondance: Flemming Bro, Forskningsenheden for Almen Praksis, Vennelyst Boulevard 6, DK-8000 Århus C.

E-mail: fbro@alm.au.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet