Skip to main content

Norske Renate Hoel døde pludseligt og uventet i juli 2005, 34 år gammel

Anmeldelse af den norske dokumentarfilm ”Cause of Death: Unknown”, som handler om instruktørens søsters død som følge af anti-psykotisk medicin. Filmen vises på CPH:DOX.

Af Lene Agersnap, praktiserende læge

22. mar. 2017
2 min.

Det er let at forstå den sorg og afmagt, der er baggrunden for hendes lillesøster, Anniken Hoels film. 10 år gammel mistede hun sin søster i den version, hun kendte og beundrede, da Renate i en alder af 20 blev psykotisk. 14 år senere blev hun fundet død på den institution, hvor hun boede. Renate havde diagnosen skizofreni. Hun beskrives som meget syg, blev tvangsindlagt flere gange og kunne til sin store sorg ikke passe sin lille datter.

Anniken Hoel går i gang med grundig research for at efterforske årsagen til søsterens død med udgangspunkt i det faktum, at hun fik store doser antipsykotika, bl..a. Zyprexa. Denne research bringer hende bl.a. forbi søsterens psykiater, der via en hemmeligt optaget telefonsamtale fremstilles i et lidet flatterende lys, som en, der ikke har sat sig ind i præparaternes bivirkninger og dernæst videre til USA på en rundrejse til Big Pharma.

Faktaboks

Fakta

Ingen tvivl om at dødsfaldet er tragisk, at læger skal udvise omhu i deres virke, at medicinalindustrien skal være under løbende kontrol af instanser, der ikke er finansieret af dem selv samt at der skal slås hårdt ned på aggressiv off-label marketing.

Men selv om anvendelsen af antipsykotika langt fra er uproblematisk oplever denne anmelder som fagperson, at disse midler trods alt er med til – sammen med en lang række andre tiltag – at hjælpe på svært syge patienters tilstand og livskvalitet. Samme fagperson hæfter sig ved at denne film - foruden sin tragiske historie - illustrerer hvor vigtigt det er at indberette bivirkninger og mistænkelige dødsfald, så de kan danne grundlag for løbende ændring af rutiner til gavn for patientsikkerheden som f.x. instituering af regelmæssig EKG-overvågning. I lyset af det personlige og sorgfyldte udgangspunkt er det dog forståeligt at det ikke er Anniken Hoels ærinde at dvæle ved dette.

På ét punkt ville jeg dog især ønske, jeg kunne overbevise Anniken Hoel om at hun tager fejl: udsagnet om at psykiatriske patienters liv ikke regnes for noget, passer slet ikke med mit virkelighedsbillede.