Skip to main content

Nu får vi en antibiotika-handlingsplan

Danmark vil meget snart få en national antibiotika-handlingsplan. Det kom frem på et debatmøde onsdag eftermiddag om antibiotikaresistens i Landstingssalen på Christiansborg.

Lægeforeningens næstformand, Michael Dupont, på onsdagens debatmøde i Landstingssalen. Foto: Kim Andreasen
Lægeforeningens næstformand, Michael Dupont, på onsdagens debatmøde i Landstingssalen. Foto: Kim Andreasen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

24. nov. 2016
2 min.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil senest i første halvdel af 2017 præsentere en handlingsplan til bekæmpelse af den tiltagende antibiotikaresistens.

Det sagde Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann, da hun onsdag åbnede et debatmøde i Christiansborgs Landstingssal, som var arrangeret af Dyrlægeforeningen, Lægeforeningen og Rådet for Bedre Hygiejne.

”Der skal sættes konkrete, målbare mål, ikke bare i sundhedsvæsenet, men også for landbruget, hvis forbrug af antibiotika også spiller en væsentlig rolle”, sagde Jane Heitmann. Hun understregede, at ”også landbruget må være sit ansvar bevidst”.

”Det tror vi også, at det er – men vi vil følge det nøje”, lovede hun.

Der var et bredt felt af indlæg fra såvel læger som dyrlæger ud fra princippet om one health: Menneskenes sundhed hænger nøje sammen med, hvad der sker i landets husdyrproduktion.

Fra Lægeforeningen deltog næstformand Michael Dupont, som blandt andet berettede om de etiske dilemmaer, han selv møder dagligt i sin praksis i Birkerød.

- Vi har jo set rigtig mange arrangementer, hvor man lover hinanden, at NU skal der andre boller på suppen. Men sker der noget?

”Der er sket det, at vi holder skansen. Dette er ikke et engangsengagement. Vi skal blive ved at holde fokus på problemet. Der skal de samme boller på suppen som hidtil – men vi skal holde gryden i kog”.

- Hvad skal der til hvis udviklingen virkelig skal vendes?

”Dels skal de enkelte læger altid være meget bevidste om deres ordinationsvaner. Men i et større perspektiv er det vigtigt, at v i snart får vedtaget en national handlingsplan på antibiotikaområdet. Det vil give en ramme, vi kan arbejde inden for, og nogle mål, vi kan sætte os – ikke kun i Lægeforeningen, men på nationalt plan”, siger Michael Dupont.

”Derfor er jeg også utroligt glad, når jeg hører, at der nu er udsigt til at få den nationale handlingsplan, som Lægeforeningen i lang tid har haft på dagsordenen”.