Pligtlæsning. Formanden for De Lægevidenskabelige Selskaber, Peter Schwarz, anmelder Kjeld Møller Petersens bog om prioritering: Læs den, ledere, lyder konklusionen.
Kjeld Møller Petersens (KMP) bog »Prioritering i sundhedsvæsnet« har et klart budskab: Tag nu prioritering alvorligt! Det er også klart, at bogens 116 sider er skrevet i hast som reaktion på den aktuelle prioriteringsdebat og folketingsvalget 2015. Som det gælder debatten generelt, er bogen fokuseret på medicinområdet, men medikoområdet nævnes dog i KMP’s forslag til en dansk model.
Bogen er ikke desto mindre skarpt analyserende i sine argumenter for behovet for systematisk prioritering og udmærker sig samtidig ved at være skrevet i et letflydende sprog med illustrative eksempler. Den er båret af en forfriskende indignation over fraværet af en seriøs prioriteringsdebat i Danmark. KMP fremhæver, at Danmark som det eneste land i den kategori, vi regner os selv som hørende til i, ikke har en systematisk tilgang til prioritering, og Danmark kaldes »et debatmæssigt uland«.
KMP går her i rette med politikerne, som boltrer sig i besværgelser, når ordet prioritering nævnes. Bogen vil være en berigelse for meningsdannerne, som vil kunne få afstemt deres rygmarvsreaktioner med konkret faglighed om begreberne makroprioritering, mikroprioritering og rationering. Og bekymrede politikere vil finde anledning til at slippe deres frygt for, at de folkevalgte skulle miste indflydelse, hvis man gav sig til at prioritere, eller at prioritering ville føre til, at man pludselig holdt op med at tilbyde syge mennesker behandling. Mere tiltro har KMP til befolkningen, som han mener, er helt med på, at det er fornuftigt at få mest muligt for pengene.
Den danske debat mangler iflg. KMP substans, begreber og »viljen til at imødegå problemstillinger, som ethvert sundhedsvæsen verden over er konfronteret med: Ønskerne og mulighederne overstiger, hvad der er ressourcer til« (s. 16). Man kunne kalde det sundhedsøkonomiens ABC, når KMP fastslår at: »Der har aldrig været et tidspunkt i historien, hvor sundhedsvæsnets ressourcer har været uendelige«.
KMP taler her også ind i en genkendelig klinisk hverdag. Begrebet alternativ-omkostninger forklares soleklart, som alle i sundhedsvæsnet har oplevet det: Når man overordnet politisk siger ja til noget nyt, skal merudgiften hentes andre steder, hvilket typisk går ud over personale, ventetider eller pleje. Beslutningstagerne ser ikke alternativ-omkostningerne (og vil nødig kendes ved dem), men det gør sundhedsvæsenets medarbejdere. Og i en tid med økonomisk stagnation bliver problemstillingen ekstra aktuel. KMP tegner et billede af et sundhedsvæsen, der illustrerer det gamle ordsprog: Når krybben er tom, bides hestene.
Derfra diskuterer KMP konkrete måder at systematisere prioritering på i Danmark. Der mangler ikke instanser, der forholder sig til indførelse af nye medicin: KRIS, RADS, IRF, Medicintilskudsnævnet. Men der er en pinagtig mangel på systematik og logisk konsekvens på tværs af dem. De to instanser, der beskæftiger sig med primærsektoren, forholder sig i en vis forstand, men uigennemsigtigt, til pris i forhold til effekt. De to, der beskæftiger sig med sygehusområdet, gør det ikke og må ikke. Tonen er bevidst anfægtende i gennemgangen af dette sundhedsvæsenets kludetæppe.
Men hvad gør vi så? KMP er lige så handlingsorienteret, som han er indigneret, når han går i dialog med sin læser og spørger »Hvad foretrækker du?« KMP’s eget forslag til en dansk model er et prioriteringsråd i kombination med et MTV-institut. Det vil dække behovet for makro- og værdiprioritering og for anbefalinger til ibrugtagning af nye behandlinger, inkl. omkostnings-effekt-analyse.
Prioritering i sundhedsvæsenet er alt i alt en velskrevet og meget velkommen debat- og faktabog. Den kunne have nydt godt af en afsluttende fyndig opsummering fra forfatterens side, men selv uden kan bogen udnævnes til pligtlæsning for alle, der er beskæftiget med ledelse af vores sundhedsvæsen.
