Skip to main content

Ny forening: Overlæger i staten

Alle overlæger i staten samles i en ny forhandlingsberettiget forening.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

7. nov. 2017
2 min.

Overlæger ansat i staten skal samles i en fælles forening under FAS (Foreningen af Speciallæger). Navnet på den nye forening er Overlæger i Staten.

Den skal arbejde med fælles faglige, økonomiske og overenskomstmæssige udfordringer på tværs af ministerområder, fremgår det af FAS’ hjemmeside.

Foreningen vil organisere medlemmer op fra forskellige steder, hvoraf en del har manglet et tilhørsforhold til en forening i FAS. Det er overlæger, der er ansat under Justitsministeriet i retspsykiatriske klinik og i Kriminalforsorgen. Endvidere er det overlæger, der arbejder i Statens Serum Institut, i Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Med oprettelsen af den nye forening bliver Danske Militærlægers Organisation og Foreningen af Sessionslæger nedlagt og deres medlemmer overført til den nye, ligesom de medlemmer, der hidtil har tilhørt Embedslægeforeningen, der lukker og slukker ved årsskiftet, er medlemmer.

”FAS’s opgave som forhandlingsberettiget organisation er at sikre løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne. Derfor samler vi den nye organisation i forhold til arbejdsgiverrelationen, altså Moderniseringsstyrelsen under staten. Det er det fælles træk i den nye forening,” siger direktør i FAS, Kasper Axel Nielsen og understreger:

”Den nye forening bliver større og dermed mere slagkraftig.”

Foreningen vil samlet have 112 medlemmer.

Overlæger, der beklæder de øverste chefstillinger i staten vil ikke kunne blive medlemmer. De har deres egen forening under FAS – Foreningen af Lægelige Chefer.

Heller ikke de universitetsansatte læger kommer umiddelbart ind i den nye forening- Det skyldes, at de er ansat under en AC-overenskomst på linje med de øvrige undervisere på universitetet, forklarer Kasper Axel Nielsen.

Den nye forening kommer til at tælle en fagligt set forskelligartet medlemsflok, men FAS vil understøtte dannelsen (??) af klubber omkring de faglige identiteter

Overlæger i Staten kommer til at arbejde med fælles faglige, økonomiske og overenskomstmæssige udfordringer på tværs af ministerområder.

Der er indkaldt til stiftende generalforsamling den 5. december. Der har allerede meldt sig en lille håndfuld interesserede kandidater til bestyrelsen, oplyser FAS.