Skip to main content

Ny sundhedsminister: Straks-garanti har ikke højeste prioritet

Venstres valgløfte om straks-adgang til privathospitalerne for ikke-specialiseret ambulant behandling er ikke på regeringens dagsorden foreløbig.

Foto: sundheds- og ældreministeriet.
Foto: sundheds- og ældreministeriet.
25. aug. 2015
2 min.

I stedet for at vente 60 dage, før du kan tage på privathospital på det offentliges regning, så kom direkte på privathospital uden én eneste dags ventetid, efter at du er henvist. Sådan lød et af Venstres, Konservatives og Liberal Alliances valgløfter før valget, skriver Altinget.

Løftet var ifølge det elektroniske nyhedsbrev rettet mod de mange tusinde patienter, som hvert år bliver henvist til "ikke-specialiseret ambulant behandling". Men løftet er ikke med i regeringsgrundlaget, som blev lavet efter valget, og er således ikke blandt regeringens topprioriteter.

”Det her forslag ligger ikke først i bunken af initiativer, jeg vil se på her og nu. I første omgang er jeg mere optaget af at få realiseret retten til hurtig udredning og behandling, kræftplan IV og alle de andre initiativer, der er nævnt i regeringsgrundlaget,” siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) til Altinget.

Lægeforeningen var imod en straks-garanti, da ideen blev lanceret.

”Der kommer jo ikke flere læger af, at man indfører flere patientrettigheder. Og vi ser en risiko for, de praktiserende speciallæger og lægerne fra sygehusene i yderområderne søger ansættelse på privathospitalerne i de store byer. Det er her privathospitalerne hovedsageligt er placeret, og det er her, mange læger helst vil arbejde” sagde Lægeforeningens daværende formand, Mads Koch Hansen, ifølge Altinget.