Skip to main content

Ny udstilling – fra kadaver til DNA

For første gang præsenterer Medicinsk Museion i København fra i dag et større udvalg af sine historiske samlinger af den menneskelige krop og dens bestanddele. Der er tale om præparater, indsamlet fra slutningen af 1700-tallet til nutiden til brug for undervisning og forskning.

Børn kan også have fornøjelse af udstillingen - med en opmærksom voksen lige ved hånden. Foto: Klaus Larsen
Børn kan også have fornøjelse af udstillingen - med en opmærksom voksen lige ved hånden. Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

22. maj 2015
3 min.

For første gang præsenterer Medicinsk Museion i København fra i dag et større udvalg af sine historiske samlinger af den menneskelige krop og dens bestanddele. Der er tale om præparater, indsamlet fra slutningen af 1700-tallet til nutiden til brug for undervisning og forskning.

Udstillingen "Det indsamlede menneske" viser historien om, hvordan lægevidenskaben har undersøgt kroppen - begyndende med interessen for hele kroppen inklusive skelettet, kraniet og det menneskelige foster. Herfra soomer udstillingen via de syge organer og vævssnit ind på celle-, DNA- og molekylært niveau.

Unik 200-årig fostersamling

De ældste præparater stammer fra studiesamlinger af fostre, hele skeletter, knogler og kranier, organer og vævsssnit.

De nyeste genstande er biopsier, celler og DNA fra biobankernes frysere.

Udstillingens mest spektakulære – og måske også kontroversielle - del er formentlig ”den saxtorphske samling”. Den er grundlagt af Mathias Saxtorph, der var professor ved Fødselsstiftelsen i København fra 1771 til sin død i 1800. Der er tale om en samling af fostre og nyfødte med alvorlige handicap og misdannelser, og dens lige skal man til London eller Berlin for at se i den hunterianske eller virchowske samling.

Præparaterne har siden tilblivelsen befundet sig i forseglede glas med formalin, bortgemt i Museions oversvømmelsesramte kældre.

Samlingsleder og konservator Ion Meyer har stået for en langvarig og omhyggelig om-konservering af præparaterne, og en stor del af samlingen kan nu ses i kunstfærdige, gamle udstillingsskabe, der i sig selv er museumsstykker. Man kan håbe, at de vil blive et permanent indslag i de smukke og helt unikke lokaler i bygningen, der engang husede Det Kongelige Kirurgiske Akademi.

Fra den nyåbnede udstilling. Foto: Medicinsk Museion

Udvælgelsen af præparater er sket under nøje overvejelser og en vurdering ved hvert enkelt valg, fortæller Ion Meyer. Det overordnede princip for udvælgelse af de humane præparater har været, at de skulle være fagligt relevante for udstillingens tema og idé.

Etik og faglighed

Udstilling af indsamlet menneskeligt materiale, der viser sygdomme og misdannelser, giver anledning til etiske overvejelser. Og for Museion har det været afgørende, at udstillingen ikke måtte blive "et freak show", som museumschef, professor Thomas Söderquist understregede ved åbningen torsdag eftermiddag.

Derfor er det et bevidst valg, at man ved udvælgelsen holder sig til præparater, som er mindst 75 år gamle – og ofte langt ældre. Det sker ifølge Ion Meyer med inspiration fra arkivlovens regler for personoplysninger – også selv om det kun er få af præparaterne, der ledsages af mere personlige oplysninger.

"Det ville have været umuligt at lave en udstilling som denne på et fagligt grundlag, hvis det skulle ske ud fra et forsøg på at opstille en nutidig censur på vegne af tidligere praksis”, siger Ion Meyer.

For at sikre, at de ofte skrøbelige præparater ikke lider unødig overlast ved at udsættes for lys, er udstillingen blevet til i samarbejde mellem lysteknikere, konservatorer og arkitekter. Dele af udstillingen henligger derfor i dæmpet belysning. Det bidrager kun til den positive oplevelse.

Udstillingen blev officielt åbnet af Ulla Wever, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, som Medicinsk Museion hører under. Ved åbningen duftede der i øvrigt af frisk linoliemaling i huset, som de senere år har fået en nænsom ansigtsløftning.

Man kan købe billet på Medicinsk Museions hjemmeside, der også oplyser om åbningstider og omvisninger. Der holdes ekstra åbent i pinsen.

Læs mere om udstillingen her (link)