Skip to main content

Odenselæger kvalitetsudvikler systematisk med datafangst

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

14. jan. 2011
4 min.

Lægerne på J.B. Winsløws Vej i Odense var tidligere APU-praksis, det vil sige almen praksis ved universitetet, og hjemstedet er da også lige over for Odense Universitetshospital. I dag er det en ordinær praksis med fire læger, en sygeplejerske, sekretærer og 4.000 patienter.

»Vi får dog årligt tilskud fra Region Syddanmark og Danske Regioner til frikøb af tid til udvikling, og i godt et år har vi arbejdet systematisk med udvikling af vores kvalitet med udgangspunkt i datafangst. Det skal sikre, at vi løbende bliver bedre i en proaktiv indsats for patienter med kroniske sygdomme, og her har vi valgt sideløbende at arbejde med KOL, diabetes, depression og forhøjet blodtryk«, fortæller læge Henrik Krabbe Laustrup.

Lægerne på J.B. Winsløws Vej har udviklet et koncept, hvor hver læge er tovholder på et af de nævnte områder og ordstyrer på årlige statusmøder: Hvordan går det med vores indsats? Hvad er der kommet af guidelines og rapporter fra datafangst siden sidst, og hvor skal vi på den baggrund sætte ind? Derudover er der mellem to og fire møder for hvert område i løbet af året, så der kan følges op og sættes nye mål.

Sammenhæng i indsatsen

»Datafangst gør, at vi hele tiden har overblik over, hvordan vi ligger i forhold til vore kolleger i kommunen, regionen og hele landet. Det kan hjælpe os til at prioritere rigtigt. For eksempel anbefales årligt kontrol at patienter med KOL. Vi kunne se, at kun ti patienter inden for det seneste år havde været til kontrol, og så prioriterede vi selvfølgelig denne indsats. Eller vi kunne se, at for få af vore patienter med diabetes fik kolesterolsænkende medicin, og så opprioriterede vi denne indsats«.

Erfaringerne på J.B. Winsløws Vej er, at det er vigtigt at sætte dato på et nyt møde, hver gang et møde holdes, så der holdes fast. Korte referater fra forrige møde gennemgås, og nye mål udstikkes. Med rapporterne fra datafangst vurderes, hvordan udviklingen har været siden sidst, så klinikken hele tiden motiveres til at forbedre kvaliteten.

»Vi kan konstatere, at vores model virker, og at vi på de fire områder løbende opnår bedre resultater. Med datafangst kan vi prioritere, fordi vi kan sammenligne os med tal fra resten af landet, og vi kan sætte ind over for de patienter, hvor behovet er størst, fordi vi med få klik kan få overblik over og sammenligne medicinforbrug, blodtryk, kolesteroltal osv. Samtidig giver vort koncept med faste møder for hvert af de fire områder sammenhæng i vores indsats«, siger Henrik Krabbe Laustrup.

Han tilføjer, at modellen selvfølgelig kan bruges og vil blive brugt på andre områder, for eksempel hvis de beslutter at optimere alkoholindsatsen, angstbehandling eller andre områder. Ud over Henrik Krabbe Laustrup består klinikken af lægerne Adam Moltke, Hanne Frandsen og Rikke S. Petersen.

Henrik Dibbern: derfor datafangst

Hvorfor var det vigtigt for dig at få datafangst med i overenskomsten?

»Fordi det er et godt kvalitetsudviklingsredskab for behandlingen af patienter med kronisk sygdom. Det, der foregår mellem læge og patient i almen praksis, kan ikke altid sættes på tal og formel. Men ved f.eks. sukkersyge og andre kroniske sygdomme er det ret ensartet og struktureret, hvad man bør gøre. Og det er i øvrigt et berettiget krav, at den, der betaler - og det er i sidste ende den enkelte patient eller borger - gerne vil vide, hvad det er for en vare, der leveres«.

»Alt det kan datafangst gøre praktisk talt uden tidsforbrug for lægen ved at hente oplysninger, vi allerede har. Problemet med kvalitetsregistrering har jo ellers været, at det bliver til gentagne registreringer af det samme«.

Kan det ikke blive et Big Brother-agtigt kontrolredskab over for lægen?

»Jo, men det kan de ting, jeg skriver i min journal, også, hvis det ikke bruges efter hensigten. Hvis regionerne vil bruge de data, der kommer ind om kvaliteten i vores kronikerbehandling, til at slå os i hovedet med eller trække os i løn, vil folk enten holde op med at indberette til det, eller også vil man få nogle data, som ikke er troværdige. Det vil kun have en effekt, hvis det bruges i lægens egen klinik, til kvalitetsudvikling og læring«.

Bruger du selv datafangst?

»Nej. Det gør jeg lige så snart, det bliver en forpligtelse i vores overenskomst. Jeg har valgt det fra, fordi det er relativt dyrt i mit it-system at få datafangst, og jeg må tænke på min egen klinik som den forretning, den nu er«.

Bliver det så billigere nu?

»Vi kommer til at gøre et stykke arbejde over for vores systemhuse. For vi kan se af vores omkostningsundersøgelse, at bl.a. vores it-udgifter er steget på en måde, som er meget svær at forklare. Så vi er nødt til at gå hårdere til leverandørerne, for de kan ikke fortsætte med at kræve så høj betaling for software til at udføre pligtopgaver«.