Oprør fra sengekanten

Lægers forhold til alternativ behandling er et af de mest langtidsholdbare genbrugsprodukter i den offentlige debat. Vi får at vide, at det er et udtryk for et oprør fra sengekanten, at 800.000 patienter hvert år søger alternativ behandling. Sundhedssektoren dækker kun en lille del af patienternes behov, så omfanget af søgningen mod den alternative behandling er omvendt proportional med systemets afmagt, hedder det. Vi får også at vide, at læger nærmest betragter det som blufærdighedskrænkelse at beskæftige sig med alternativ behandling. Det sidste kan vi så afkræfte på stedet: alternativ behandling er et af debatemnerne på det kommende årsmøde, Læge- og Repræsentantskabsmødet 2004 i Kolding.

Men det skal understreges, at det er et debatoplæg. Vi anser det ikke for at være blufærdighedskrænkelse eller andet, der falder ind under straffelovens gebet, men det er ikke udtryk for Lægeforeningens holdning. Vi diskuterer gerne alternativ behandling - dog ikke i alle dens former - men vi holder også fast i, at lægegerningen er baseret på naturvidenskaben. Det var noget, som allerede en gammel græker skrev ned til os, og naturvidenskaben indebærer, at der skal være evidens for, at en behandling virker, ellers vil vi ikke anbefale, at de offentlige kasser betaler. Der er meget store økonomiske interesser involveret i et marked, hvor kunderne lægger over syv milliarder kroner om året, og perspektivet om den stadig mere vågne patient er også perspektivet om den stadig kraftigere påvirkning af samme.

Vi hører jævnligt, at forskellen på Gud og en læge er, at Gud ikke tror, han er læge. En lidt ejendommelig betragtning eftersom vi netop ved at holde stædigt fast ved det naturvidenskabelige og evidensbaserede afskriver os retten til at udøve guddommelige handlinger. Det samme kan ikke altid siges om behandlerne inden for det alternative område, hvor inferiøre ingredienser og sære behandlinger til tider tilskrives helt ekstraordinære virkninger. Vores skepsis over for det alternative bunder i, at der er for mange kvaksalvere i branchen og for lidt evidens. Hvis vi ikke holder fast i det sidste, afskærer vi os fra den langsomme revolution, der for øjeblikket er i gang hen imod et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Der er kun én måde at gøre det muligt for behandlere og brugere af sundhedsvæsenet at sammenligne kvaliteten af behandlinger på forskellige afdelinger, og det er ved hjælp af evidensbaserede data. Ikke ved hjælp af mere eller mindre udokumenterede påstande understøttet af marketingkroner.

Derfor er lægens til tider noget jomfrunalske forhold til det alternative også bundet i, at det må være lægens opgave som uafhængig rådgiver af patienten at være modvægt til den massive påvirkning, som patienten er udsat for. Et sygt menneske er ikke nogen stærk ressourceperson, og producenterne holder sig ikke tilbage i deres anprisninger af de særeste ting, ofte under dække af redaktionelle artikler produceret af pr-bureauer. Det kan derfor ikke helt udelukkes, at der er kommercielle interesser indblandet i det såkaldte oprør fra sengekanten. Desværre er det også en tendens, vi ser fra den etablerede medicinindustri, der strategisk har rettet deres markedsføring mere direkte mod patienten for at øge efterspørgslen herfra. Det er en logisk udvikling i takt med, at patienten får en stadig stærkere stilling i forhold til sundhedspersonen. En udvikling vi ikke har været imod, men som sundhedspersoner vil vi stadig gerne forbeholde os retten til at være patienternes advokater, også på sengekanten.