Opsporing af demente mennesker blandt indvandrere og flygtninge

Der er mange grunde til at beskæftige sig med opsporing af demens. Stadigt flere mennesker lever med demens, som er et af de mest invaliderende og plejekrævende helbredsproblemer, vi kender. Demens er forbundet med svære personlige lidelser både for den demente selv og for de pårørende. I Danmark forekommer demens med en prævalens på ca. 7%. Globalt set skønnes der at være 4,6 millioner nye demenstilfælde pr. år. Flertallet af verdens 24,3 millioner demente bor i udviklingslandene, og det er i disse lande, vi forventer at se den største stigningstakt i de kommende år [1]. Når John Schmidt et al [2] finder en relativt højere forekomst af demens blandt ældre tyrkiske indvandrere sammenlignet med ældre etniske danskere, er fundet i overensstemmelse med den globale prognose.

Talrige undersøgelser har påpeget, at tidlig diagnosticering af demens er til gavn for den demente, for dennes familie og for samfundet. Ved hjælp af symptomatisk medicinsk behandling og relevant opfølgende psykosocial indsats til hele den demensramte familie kan lidelse afhjælpes for både patienten og for de pårørende. På trods af disse forhold og på trods af, at adgangen til diagnostisk udredning er blevet bedre inden for de senere år, ser vi stadig, at mange demente først får diagnosticeret deres demenssygdom sent i forløbet eller slet ikke bliver diagnostisk udredt.

Det er menneskeligt og socialt stigmatiserende at lide af demens, og derfor søger demente ikke hjælp. Manglende sygdomsindsigt og begrænset viden om behandlingsmulighederne er ligeledes årsag til, at demente ikke søger hjælp. Er man på arbejdsmarkedet, når symptomerne udvikler sig, er det arbejdsgiveren og socialforvaltningen, som stiller krav om diagnostisk udredning. Er man gammel og ikke mindst gammel indvandrer, er det typisk pårørende og eventuelt også hjemmeplejen, som tager initiativet til at få undersøgt problemerne.

På baggrund af den aktuelle artikel [2] og den foreliggende viden om betydningen af tidlig diagnostik og behandling ved demens, er det berettiget at overveje, om der er grund til at ændre den nuværende praksis for opsporing og udredning af demens. Er tiden inde til at definere programmer for opsporing af demens eksempelvis i forbindelse med de kommunale forebyggende hjemmebesøg og som en del af den alment praktiserende læges indsats i forhold til svækkede og syge gamle mennesker? Og er vi klar til det?

Når en patient opsøger lægen, har patienten normalt identificeret et problem, hvorefter lægen og patienten i fællesskab tilrettelægger en undersøgelses- og behandlingsplan. Ved screening forholder det sig modsat. Her har samfundet identificeret et sundhedsproblem, og det er sundhedsvæsenet, der er aktivt opsøgende [3]. Hvis princippet om patientautonomi ved screening for demens skal opretholdes, og det skal det selvfølgelig, er det af afgørende betydning, at patienten oplever, at en given screeningsundersøgelse er et reelt frivilligt tilbud, som han kan takke nej til. Den omtalte undersøgelse bekræfter, hvor vanskeligt det kan være at få demente gamle mennesker til at medvirke i et udredningsforløb.

De tekniske problemer ved screening for demens drejer sig om, at instrumenterne ikke er tilstrækkeligt pålidelige og valide. F.eks. vurderes sensitiviteten og specificiteten af mini mental state examination (MMSE) ved screening for demens i almen praksis (blandt etniske danskere) kun at være godt og vel 70% og 90% [4]. De tilsvarende egenskaber for den tyrkiske MMSE er ukendte ved screening blandt tyrkiske indvandrere og flygtninge. Valideringsanalyser af den tyrkiske MMSE peger på, at MMSE justeret for alder og uddannelse kan benyttes som screeningsinstrument blandt mennesker med mild demens og blandt patienter med hjerneskade. En sammenligning af den tyrkiske MMSE med den italienske MMSE viste desuden en differential itemfunktion i forhold til to items [5]. Når MMSE anvendes blandt etniske danskere, er der ikke behov for at justere for forskelle i uddannelse. Til gengæld vil der formentlig være behov for at justere for tværkulturelle validitetsproblemer mellem den danske og tyrkiske MMSE, før vi kan sammenligne forskelle mellem kognitiv dysfunktion blandt etniske danskere og indvandrere.

Der er således mange uafklarede spørgsmål at forholde sig til, før en indsats, der fokuserer på demente mennesker blandt indvandrere og flygtninge, kan etableres.

Korrespondance: Kirsten Schultz-Larsen Jürgensen, Afdeling for Socialmedicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, DK-1014 København K. E-mail: k.schultz-larsen@pubhealth.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen